EM i Baku viser, at olien er magtens sprog

Det danske landshold spiller i aften EM-kvartfinale i Aserbajdsjan, hvor verdens næststørste shiamuslimske befolkning lever i Aliyev-klanens autokrati

Når det danske fodboldlandshold møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen i Baku, gæster man en nation, hvor samfundsøkonomiens rygrad forsat er den olie, den autokratiske Aliyev-familie har siddet tungt på siden Sovjetunionens fald.
Når det danske fodboldlandshold møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen i Baku, gæster man en nation, hvor samfundsøkonomiens rygrad forsat er den olie, den autokratiske Aliyev-familie har siddet tungt på siden Sovjetunionens fald. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Allerede Marco Polo noterede sig oliefontænerne i Baku og konstaterede for cirka 700 år siden, at ”olien ikke var god til mad”, men til gengæld brændte fortrinligt. Det var Nobel-brødrene – Robert, Ludvig og Alfred – der i 1870’erne for alvor satte gang i olieeventyret i Aserbajdsjan, der var en del af det russiske imperium efter den fjerde russisk-persiske krig.

På to årtier blev det globale amerikanske oliemonopol brudt, og med yderligere engagement fra blandt andre den velhavende Rothschild-familie begyndte et eksport-, teknologi- og infrastruktureventyr i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Her udviklede man verdens første olietankskib, verdens første olie-pipeline – gennem Kaukasus til Sortehavet – og gjorde Suez-kanalen til den centrale eksportvej til Asien. Alt sammen på grund af olien i Baku.

Når det danske fodboldlandshold i aften møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen i netop Baku, så gæster man en nation, hvor samfundsøkonomiens rygrad forsat er den olie, den autokratiske Aliyev-familie har siddet tungt på siden Sovjetunionens fald.

Regimet får notorisk dårlige karakterer, når Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, OSCE, udøver valgobservation – det gælder både med hensyn til valgsvindel, men også den barske tone i debatten overfor politiske modstandere, lgbt+-personer og, ikke mindst, indbyggere med forbindelse til naboen og hovedfjenden Armenien. Personer omkring Aliyev-klanen optræder desuden i Danske Banks hvidvaskskandale i Estland samt i Panama Papers – de millioner af lækkede dokumenter, der i 2016 afslørede hovedaktørerne på den globale hvidvaskscene.

Aserbajdsjans nuværende præsident hedder Ilham Aliyev, og hans far, Heydar Aliyev, kom til magten ved at stige i graderne hos Sovjetunionens Kommunistiske Parti parallelt med partiets sidste leder, Mikhail Gorbatjov. De kom begge i politbureauet, partiets magtcentrum, men efter at Gorbatjov blev leder, fik han i 1987 Aliyev afsat fra den centrale post som førstevice-premierminister. Efter Sovjetunionens sammenbrud greb Ilham Aliyev dog ud efter formandsposten for det aserbajdsjanske parlament i 1993 og blev samme år indsat sig som præsident – en post, sønnen Ilham Aliyev overtog kort før Heydars død i 2003.

Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev for mange lande i det daværende russiske imperium en rejse mod forskellige former for – og forsøg med –demokrati. Men det har aldrig været tilfældet i Aserbajdsjan, hvor personkult, repression og autokrati har været magtens bærende søjler hele vejen igennem.

Ilham Aliyev er gift med Mehriban Aliyeva, som han i 2017 udnævnte til førstevice-præsident. Tilsammen har de to et fast greb om magten. I en amerikansk udenrigsministeriel analyse er Ilham Aliyev beskrevet som lige dele Michael og Sonny Corleone fra Godfather-trilogen, hvor Michael er den slebne og civiliserede diplomat på de ydre linjer, mens Sonny giver den som voldelig og psykopatisk ældre bror på de indre.

Den definerende konflikt i det post-sovjetiske Aserbajdsjan er den armenske eksklave Nagorno-Karabakh, hvor Aserbajdsjan med tyrkisk støtte vandt territorium tilbage i efteråret 2020. Våbenhvilen i 1994, der afsluttede to års krig mellem naboerne, havde Armenien som vinder – i 2020 var det Aserbajdsjan, som blandt andet i kraft af årtiers olie-drevet vækst blev den nye våbenhviles vinder.

Det store spørgsmål er, hvorfor landet, som har den næststørste shiamuslimske befolkning i verden efter Iran, er vært for en EM-kvartfinale kamp mellem Danmark og Tjekkiet?

En del af forklaringen er, at Aserbajdsjans statsejede olieselskab, Socar, i 2013 tegnede et otteårigt sponsorat med det europæiske fodboldforbund Uefa til en værdi af cirka 690 millioner kroner. Olien er ganske enkelt Bakus adgangsbillet til den globale scene, og her sætter Uefa angiveligt penge højere end demokrati og menneskerettigheder.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.