En ånd af protest fejer over verden

De brasilianske protester vil brede sig til andre dele af verden, mener den 74-årige katolske teolog og forfatter Leonardo Boff. Menneskeheden vil ikke acceptere dommen på lidelse og død som uundgåelig, mener han

Leonardo Boff, 74-årig internationalt kendt brasiliansk teolog og forfatter, giver sit besyv med om landets omfattende demonstrationer på sin blog. –
Leonardo Boff, 74-årig internationalt kendt brasiliansk teolog og forfatter, giver sit besyv med om landets omfattende demonstrationer på sin blog. –. Foto: Antonio Scorza .

Tusinder af mennesker over hele verden forsøger i øjeblikket at forstå, hvad de omfattende demonstrationer og strejker i Brasilien går ud på ved blandt andet at læse den brasilianske teolog og forfatter Leonardo Boffs blog på internettet.

Boff skriver på engelsk, portugisisk, tysk og italiensk om tro, politik og verden i det hele taget. På det seneste har han i flere indlæg forsøgt at forstå og tolke kravene og drømmene i den millionstærke, men diffuse brasilianske protestbevægelse. Boff er overbevist om, at brasilianerne vil have noget andet og mere, end det de får.

LÆS OGSÅ: Den overraskende ballade i Brasilien

Kan du beskrive det, du kalder den brasilianske tragedie, nærmere?

Den store brasilianske tragedie er den dybe sociale ulighed. 20.000 familier ejer 46 procent af den nationale rigdom. For at betale renter til de private långivere, som har købt statsobligationer, skal regeringen udbetale omkring 130 milliarder reais (cirka 325 milliarder kroner). Til sammenligning investeres der kun 50 milliarder reais i familiehjælp, lys til alle, mit hus, mit liv og andre sociale programmer. Den kløft er uacceptabel og repræsenterer en stor uretfærdighed.

Arbejderpartiet, Partido dos Trabahadores, regeringer har sørget for en vis fordeling af indkomsterne; noget, som ikke blev gjort førhen. Men den har ikke skabt en omfordeling, hvilket ville indebære, at man tager fra de rige og videregiver på social vis til de fattige. De rige er forsat rige og er endda blevet rigere med projekterne for accelereret vækst.

En anden tragedie er byernes opsvulmen. 83 procent af befolkningen lever i byerne; store dele af dem i favelaer (slum) og marginaliserede udkanter af byerne.

Det skyldes det faktum, at ingen regering indtil i dag har færdiggjort jordreformen. Tværtimod har den støttet agroindustrien, som indbringer mange dollars, i stedet for at støtte familiebrug, fælles og solidarisk produktion. Det er den type landbrug, som mætter 60 procent af den brasilianske befolkning. Men den får ikke de nødvendige stimuli.

Som konsekvens af den sociale ubalance opstår der vold i byerne, offentlig usikkerhed og organiseret kriminalitet. Det er stadierne i den brasilianske tragedie.

I Brasilien, i visse dele, finder vi noget af det bedste i verden, og på samme tid finder vi det værste. Derfor er Brasilien blevet kaldt Belindia; et Belgien af velfærd inden i et Indien af fattigdom.

At stille sulten er det op til regeringerne, civilsamfundet eller markedet?

Sulten er forbundet med livet og livsformerne. Statens første opgave er at garantere sine borgeres liv. Derfor skal den skabe de materielle og sociale betingelser for adgang til tilstrækkelig mad og ikke mindst drikkevand, for uden det kan livet ikke opretholdes. Samfundet selv kan gennem sine sociale organisationer og bevægelser give en uvurderlig hjælp til at garantere mad af kvalitet, særligt for børn og andre, som ikke vil overleve af sig selv.

Markedet bør holdes under skarpt opsyn. Det kommercialiserer fødevarerne for at tjene penge. Alt, som har med livet at gøre vand, frø, basisføde, fibre er helligt. Som sådant kan det ikke være objekt for handel. Men der kan findes et rimeligt og solidarisk marked, som tager passende priser.

Opslaget om de overraskende protestbevægelser i Brasilien på din blog minder lidt om det kommunistiske manifest. I stedet for at henvise til kommunismens spøgelse, der går gennem Europa, henviser du til en ånd af masseopstand, der fejer over verden. Er det med vilje?

Indledningen er tilsigtet i erindring om den første sætning i manifestet. Jeg har skrevet det, fordi fænomenet sker flere steder i verden. Jeg tror, at der snart i alle lande vil være opstande mod den generelle situation i verden, med finansiel bankerot, miljømæssig ødelæggelse og trusler om enden på menneskearten. Den bevidsthed er voksende, og jeg tror ikke, at menneskeheden vil acceptere dommen på lidelse og død som uundgåelig.

Du nævner de sociale medier og understreger anonymitetens rolle. De kan udgøre et civilisatorisk spring, mener du. Er det er spring til det bedre?

Menneskeheden har fundet et ukontrollabelt kommunikationsmiddel, som er internettet og de sociale medier. Alle kan forbinde sig og etablere alle slags forhold. Nogle er mafiøse og kriminelle. Andre er for det gode og for solidariteten. Mange påtager sig universelle sager som naturbeskyttelse, beskyttelse af menneskerettigheder og de nye rettigheder for naturen og Jorden.

For mig er et af de essentielle punkter i den menneskelige eksistens evnen til kommunikation i alle retninger. Mennesket er knudepunkt for relationer. Den virkelighed kan nu omsættes i praksis, på godt som på ondt.

Du skriver også om menneskets hunger efter skønhed. Er verdensmesterskabet i foldbold og De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i 2014 og 2016 en del af denne sult?

Jeg vil ikke kategorisere OL og VM som sult efter skønhed. Det er massebegivenheder, men ikke altid folkelige. De repræsenterer store forretninger.

For mig rummer kategorien skønhed snarere immaterielle værdier som solidaritet, transparens, demokratisk deltagelse, bekæmpelse af korruption i politik, tolerance over for forskellighed og åbenhed over for ubegrænset dialog.

Mennesket er mere end et sultent dyr. Det er et væsen, der bærer ånd, frihed, lyst til at elske og blive elsket, at opbygge det nødvendige levebrød med andre og på en deltagende måde bygge det fælles bedste.