De store gryder er slæbt ud i den bagende middagssol, hvor 33 børn venter på at få noget at spise. Børnene sætter sig i en stor rundkreds på de smalle stykker stof, som er bredt ud på fliserne, og venter på, at det bliver deres tur til at få noget på tallerkenen. I midten sidder det nærmeste, de kan kalde en mor, og øser op af den mad, som hurtigt bliver spist op af de mange munde. Om seks timer sidder de her igen til aftensmaden.
Det minder mest af alt om en stor sommerlejr for børn i alle aldre. Legeplads, basket- og fodboldbaner, skolelokaler og huse er klemt inde af de høje bjergtinder. I Tibetan Children's Village små fem kilometer uden for Dharamsala, hvor Dalai Lama og hans eksilregering holder til, bor der cirka 2000 børn. Men børnene er her ikke kun for et semester eller et år. De er her hele deres barndom, i hænderne på eksiltibetanere som uddanner dem, passer på dem og opdrager dem. Børnene er smuglet ud fra Tibet, sendt af sted af deres forældre som ønsker et bedre liv for deres børn, end de kan få, hvis de bliver i Tibet. Thupten Dorjee er generalsekretær for Tibetan Children's Village Dharamsala og fortæller, at selvom det er svært for forældrene at sende deres børn af sted til en måske uvis skæbne, så er chancen værd at tage.
For mulighederne for børnene i Tibet er forsvindende små. Her skulle skolegang forestille at være gratis, men i virkeligheden har kineserne sat betalingen for uddannelse af de tibetanske børn så højt, at det kun er muligt for de færreste familier at sende deres børn i skole. Og de, der når så langt, bliver kun undervist i kinesisk. Der er ingen tibetansk historie eller kultur at lære for børnene, siger Thupten Dorjee.
Sæben bliver delt rundt mellem de mange børnehænder, som ihærdigt vasker pletter og støv af det beskidte tøj. De har ansvaret for, at deres eget tøj er pænt og rent, inden den nye uge starter i morgen, hvor skolen venter. Og der er ingen brok over arbejdet. Alle indtager en plads i den lange række af børn, som skal sæbe tøjet ind og efterfølgende skylle det i spanden med vand. Der bliver knoklet, og de, som halter bagefter, bliver hjulpet af de større børn. Her i Tibetan Children?s Village hjælper alle hinanden. Det er de nødt til for at få hele maskineriet til at køre.
Børnenes flugt ud af Tibet er hård. Rejsen gennem bjergene og over grænsen til Nepal kan tage alt fra 15 dage og op til flere måneder. Det er gerne en betalt guide eller en ældre fra landsbyen, der har meldt sig frivilligt til at tage chancen. Børnene oplever sult, tørst og træthed, men Thupten Dorjee har også set flere eksempler på børn, der når frem til Tibetan Children's Village med forfrysninger i fingre og fødder. Andre er blevet sneblinde.
Tibetan Children's Village er arrangeret i små selvkørende 'familier', som bor i en 'khimtsang' – et typisk tibetansk hjem. Her er en husmor, som tager sig af 35 til 40 børn i alderen fra 3 til 18 år. Alle børnene er med til at holde familien gående og hjælper med huslige pligter og gøremål. Om dagen går børnene i skole, og senere er der aktiviteter på hele skolen, som børnene kan løbe fra og til. Om aftenen bliver der lavet lektier og bedt aftenbøn, inden lyset bliver slukket klokken 21, og en ny dag venter forude. Husmoderen kalder alle sine børn sammen i det lille hjem. Der skal uddeles nyt undertøj og strømper til familien. Logbogen er fremme, og i den bliver alt noteret ned. Hvem der har fået hvilket tøj, og hvilken størrelse og farve det har. Børnene er ivrige og spændte på at få nyt tøj, men venter pænt i køen, indtil de bliver kaldt frem og skal prøve herlighederne. Her er ikke tænkt i pige- eller drengemodeller, alt har samme facon og farve, det skal bare passe i størrelsen.
Straks efter at børnene har fået de nye strømper, går de i gang med at gøre dem identificerbare. De har hver et mærke eller navn, de syr i deres tøj, så ingenting kan forveksles imellem de 33 børns ejendele. Tungen bliver holdt lige i munden, og tråden strakt i højre hånd, mens nålen prikkes igennem stoffet. Koncentrationen er stor, for stingene skal se ordentlige ud, når sokkerne endelig skal på fødderne, ud i verden og vises frem.
