Der er mange mennesker og historier, der har brændt sig fast. Queen Bvunzani eller bedstemor Gogo, som de fleste kalder hende, har siddet i timevis på bænken væk fra sundhedsklinikkens røde murstensvægge, ofte flere dage om ugen i 15 år nu, og lyttet til unge som gamle, kvinder og mænd. Den 57-årige, stoute kvinde har delt deres bekymringer og været glad og stolt, når hun har mærket, at hendes spørgsmål og gode råd har givet dem kræfter til at fortsætte deres liv. Det er også sket, at hun er gået hjem med tungt hjerte, når samtalen løb ud i sandet, og hun aldrig fik løftet modet hos den pågældende.
Men heldigvis har der været langt flest af de positive oplevelser, og det er en af de første succeser, der dukker op i tankerne, når bedstemor Gogo forklarer, hvorfor hendes frivillige arbejde for hjælpeorganisationen Friendship Bench (Venskabsbænk) er vigtigt.
Det var en 45-årig mand, fuldstændig modløs. Han havde mistet sit job og anede ikke, hvordan han skulle betale familiens husleje, mad og skolepenge. Han skændtes med sin hustru, som bebrejdede ham, at han ikke kunne forsørge sin familie. Han kunne ikke overskue noget, fortæller bedstemor Gogo over en Zoom-forbindelse fra Zimbabwe. Manden havde mest lyst til at begå selvmord.
”Men da vi havde siddet sammen et stykke tid og talt om tingene, var han indstillet på at kæmpe videre, og for hver samtale, vi havde, fik han det meget bedre. I dag har han det godt. Han er glad sammen med sin familie,” siger bedstemor Gogo, der jævnligt møder ham i Kuwadzana, den forstad til Zimbabwes hovedstad, Harare, hvor de begge bor.
Det var især hendes spørgsmål til hans børn, der fik den 45-årige mand til at opgive ideen om selvmord.
”Jeg skabte billeder i hans hoved af, hvordan det ville være for hans familie, hvis han var død. Hvordan ville hans børn have det? Hvem skulle tage sig af dem, hvis de skulle vokse op uden en far? Hvordan ville hans hustru reagere? Da han begyndte at se familiens sorg og hjælpeløshed for sig, gik det op for ham, at den ikke kunne undvære ham, og at han havde en vigtig rolle i deres liv. På den måde fik han overskud til at forsøge at løse problemerne,” siger bedstemor Gogo.
Åbenhed gør forskellen
Bedstemor Gogo har været med i Friendship Bench, siden organisationen blev stiftet i 2006 af Dixon Chibanda, der dengang var én ud af blot 12 psykiatere i Zimbabwe. Han så, hvor mange mennesker der begik selvmord, fordi de ikke fik hjælp til at behandle deres depressioner og mentale lidelser, og begyndte at opbygge et netværk af ældre kvinder, der med deres status som bedstemødre i lokalmiljøet og livserfaring kunne trænes til at yde grundlæggende rådgivning. En form for mental førstehjælp.
”Jeg meldte mig med det samme. Jeg ville gerne gøre noget for lokalsamfundet,” fortæller bedstemor Gogo, der lever fuldt op til bedstemortitlen som mormor til i alt syv børnebørn.
Hendes mand har støttet hende hele vejen igennem, selvom hun er af sted de fleste af ugens dage og ikke får løn for sin indsats. Bedstemor Gogo ler lidt, da hun tilføjer, at det faktisk også har været godt for deres ægteskab:
”Vi er blevet bedre til at tale om vores egne problemer. Vi taler i det hele taget meget mere sammen.”
Og det er netop humlen ved Friendship Bench, siger Charmaine Chitiyo, der er ledende projektkoordinator i organisationen. At få folk til at tale og åbne sig, før problemerne vokser dem over hovedet. Indtil nu er der 406 bedstemødre, først og fremmest i og omkring de store byer, men målet er at danne et netværk over hele Zimbabwe.
”Vores vision er, at alle skal have en venskabsbænk inden for gåafstand. Alle skal have nogen at tale med. Sagen er, at vores kultur ikke har tradition for at tale om psykiske problemer. Angst, depression og stress bliver set som svaghedstegn. Og man må ikke vise svaghed. Det er det tabu, vi forsøger at være med til at bryde,” siger Charmaine Chitiyo.
Hun peger på, at forventningen om styrke og overskud ligger som en tung dyne over hele samfundet. Selv nogle de bedstemødre, der er trænet til at fortælle andre, at de skal tro på sig selv og gerne må vise deres sårbarhed og bede om hjælp, bukker under for omverdenens krav. De vil ikke indrømme, hvis de oplever problemer.
”Sågar blandt os selv har vi denne idé om, at vi skal vise styrke for enhver pris, fordi folk ser op til os og søger vores støtte. Vi vil heller ikke altid indrømme, at vi også kan være i tvivl, føle os ensomme eller nedtrykte. Det viser, hvor dybt det stikker. Vi frygter åbenheden, fordi vi er bange for omverdenens reaktion,” siger Charmaine Chitiyo og tilføjer:
”Følelser er svære at udtrykke i en verden, hvor der er et underliggende krav om, vi skal have kontrol over vores liv.”
Hvor langt der er igen, før det bliver lige så let at tale om mentale problemer i Zimbabwe som brækkede ben og hjertesygdomme, viser efter hendes mening blandt andet en række selvmord blandt landets præster. Senest i slutningen af januar, hvor en 40-årig katolsk præst begik selvmord ved at drikke sprøjtegift.
”Når selv præster begår selvmord, siger det noget om, hvor svært vi har ved at søge hinandens støtte,” mener hun.
Folk er trygge ved bedstemødrene
Det er gratis at benytte sig af bedstemødrenes hjælp, fordi hele idéen med Friendship Bench er at gøre det let og enkelt at søge andre menneskers støtte og nærvær - også for det store fattige flertal af befolkningen, som ikke har råd til at opsøge professionel hjælp. Stifteren af Friendship Bench, Dixon Chibanda, har ved flere lejligheder fortalt, hvordan han udviklede idéen til organisationen, efter at en af hans patienter, en ung 26-årig kvinde, Erica, havde hængt sig i familiens mangotræ bag huset. Det var hendes andet selvmordsforsøg.
”Vi havde en aftale om, at hun skulle komme til behandling hos mig i Harare, men hun kom aldrig. Da jeg senere talte med hendes mor, sagde hun, at de ikke var kommet, fordi de manglede penge til busbilletten. De boede 200 kilometer væk. Billetten kostede 15 dollar (cirka 100 kroner). Det fik mig til at indse, at det ikke nyttede noget at forvente, at folk kunne komme til mig. Jeg måtte finde på noget andet,” sagde han blandt andet i 2018 i et foredrag via organisationen TED, der har som mål at sprede nye idéer og kreative løsninger globalt.
Dixon Chibandas grublen endte med idéen om at skabe et netværk af bedstemødre, som kan være den varme skulder, mennesker kan komme til, hvis de føler sig nedtrykte og rådvilde. I modsætning til faguddannede psykiatere eller psykologer, som der tilsammen var 24 af i Zimbabwe i 2020 – mindre end én for hver halve million indbyggere - er der en nærmest uendelig ressource af ældre, livskloge kvinder.
”Der er bedstemødre alle steder, og folk er trygge ved dem og respekterer dem. Vores forskning viser faktisk, at de opnår bedre resultater end de professionelle læger,” som Dixon Chibanda sagde til stor jubel under sit TED-foredrag.
Tryggest ved at komme er dog kvinderne. Selvom også mange mænd oplever depressioner, og der er markant flere selvmord blandt mænd, er det langt oftere kvinder, der sætter sig på bænken ved siden af bedstemor Gogo. Det er først og fremmest spekulationer over deres børn, der tynger dem.
”Deres største problem er, at de ikke har råd til at give og støtte deres børn nok. Mad, tøj, uddannelse. Oveni kommer der så ofte vold fra deres partner,” siger hun.
Et andet, men knapt så typisk problem er vanskeligheder med at blive gravid. For unge kvinder kan det være en stor belastning for deres ægteskab, fordi der er en forventning om, at de kan skænke manden børn, fortæller bedstemor Gogo.
Flest selvmord blandt ældre
Børnene fortsætter med at fylde hos kvinderne, når de bliver ældre. De er rådvilde og spekulerer på at begå selvmord, fordi de synes, at de ikke kan tage sig af deres børn og børnebørn menneskeligt og økonomisk, som de burde. De forsøger at hjælpe, men føler ikke, at de gør det godt nok, og ansvaret ender med at overvælde dem.
Zimbabwes ældre er i det hele taget en af de mest sårbare grupper i samfundet. De udgør ikke nogen stor andel af befolkningen, fordi de færreste bliver meget ældre end 60-65 år, men for dem, der lever længe nok til at blive gamle, er livet ofte hårdt. Zimbabwere over 70 år begår forholdsvis flere selvmord end alle andre aldersgrupper. Ifølge FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, sker der 84,4 selvmord pr. 100.000 personer i denne aldersgruppe.
”Der er mange ældre, der kommer til os bedstemødre. Det er tit svært for dem, der bor på landet. Deres børn er flyttet til byen for at prøve at finde arbejde, og så er de alene tilbage og har ikke noget at leve af. De har ikke råd til såsæd eller gødning, og de kan ikke regne med støtte fra deres børn, som måske selv kæmper hver eneste dag for at få råd til mad og husleje,” fortæller bedstemor Gogo.
Det bedste, hun kan gøre i de svære situationer, er at hjælpe dem med at finde frem til projektgrupper, der måske kan støtte dem med lidt penge til deres landbrug, og desuden opmuntre dem til at dele deres sorger med andre. Være åbne. Så finder de ud af, at de ikke er de eneste, der har bekymringer.
”Det kan for eksempel være i kirken. Kirken er et godt sted at dele sine bekymringer,” siger hun.
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201