En blandet velkomst til Obama

USAs præsidents besøg vækker israelsk håb og palæstinensisk skuffelse

I skarp kontrast til den palæstinensiske skuffelse i forbindelse med Obamas besøg er Israel begejstret for at være vært for den amerikanske præsident.
I skarp kontrast til den palæstinensiske skuffelse i forbindelse med Obamas besøg er Israel begejstret for at være vært for den amerikanske præsident. Foto: Heidi Levine Denmark.

Teltpløkkene bliver slået i jorden, mens Barack Obama omfavner sin vært, Israels premierminister Benjamin Netanyahu. 45 kilometer fra velkomstceremonien og de smilende statsmænd, der udveksler venlige bemærkninger, er mere end 100 palæstinensere gået i gang med at oprette teltlejren Bab al-Shams, som blev rømmet af israelske soldater i januar 2013. Teltlejren ligger lige midt i det såkaldte E1-område, som Israel planlægger en ny bosættelse i. Det er unge palæstinenseres måde at byde Barack Obama, der i går kom til Israel for første gang, velkommen på.

LÆS OGSÅ: Valgresultatet er skidt for forholdet mellem Israel og USA

Obama, du lovede os håb og forandring. Men du gav os kolonier og apartheid, siger Huweida Arraf, der er med til at etablere teltlejren.

Hun kritiserer den amerikanske præsident og dennes støtte til Israel.

Næsten samtidig, i den palæstinensiske by Hebron, går 25 palæstinensiske demonstranter klædt med Obamamasker og Martin Luther King I have a dream-trøjer gennem Shuhada-gaden foran de jødiske bosættelser. En gade, hvor der ikke er adgang for palæstinensere. Efter kort tid bliver de angrebet af bosættere, og israelske soldater arresterer seks af palæstinenserne.

LÆS OGSÅ: Israel får ny regering uden ultraortodokse jøder

Vores protest er en reaktion på Obamas besøg. Vi ønsker at minde ham om kampen for ligeret i USA, siger gruppen Youth Against Settlements, der står bag demonstrationen.

Pointen er videreleveret. For mange palæstinenseres vedkommende er Barack Obamas besøg en skuffelse allerede inden hans ankomst til området. Den palæstinensiske ledelse i Ramallah, der skal huse Obama i aften, forsøger at indtage en mere imødekommende position. Man har udstedt forbud mod palæstinensiske mediers brug af billeder fra demonstrationen i Hebron. Men også den palæstinensiske regering vil forsøge at overbevise Obama om, at det er de israelske bosættelser, der er den største trussel mod en fredsaftale.

De israelske bosættelser er blevet udvidet drastisk under Netanyahus tidligere regering, og i den nye regering er der et flertal af ministre, der støtter udvidelse af bosættelser. Det skaber frustration blandt palæstinenserne, og derfor protesterer man i Gaza, Ramallah, Hebron og Betlehem, mens Obama sætter sig til rette i helikopteren for at flyve til Jerusalem inden gårsdagens aftenmøde med Benjamin Netanyahu.

I skarp kontrast til den palæstinensiske skuffelse i forbindelse med Obamas besøg er Israel begejstret for at være vært for den amerikanske præsident.

Obamas hebraiske ord og sætninger i lufthavnen har brudt isen, og med en tale om jødernes historiske forbindelse til Israel, krydret med udtalelser om, at USA og Israels alliance er ubrydelig og evig, er der tilfredshed i den israelske lejr indtil videre.

Jeg tror, der er lagt op til en ny start mellem Netanyahu og Obama. Læg mærke til, at Obama ikke begår samme fejltagelse som under talen i Kairo for fire år siden, hvor han knyttede oprettelsen af Israel sammen med holocaust. I dag taler han om de dybe jødiske rødder her i landet. Det er en interessant udvikling, siger Emmanuel Rozen, der er kommentator for Israels Kanal 10.

I Israel bliver hele spørgsmålet om fredsprocessen med palæstinenserne tildelt en meget lille rolle. Obamas besøg handler for Netanyahu og den israelske befolkning først og fremmest om Syrien og Iran.

Ifølge den israelske avis Yediot Ahronot vil Obama blandt andet sige til Netanyahu, at USA forbereder et angreb på Iran i september eller oktober, hvis forhandlingerne viser sig resultatløse.

Hvad angår fredsprocessen med palæstinenserne er der ikke noget hastværk. Udenrigsminister John Kerry forsøger i øjeblikket at vinde fornyet opbakning bag det såkaldte saudiarabiske fredsudspil fra 2002, hvor Israel loves diplomatiske forbindelser med alle arabiske lande til gengæld for tilbagetrækning til 1967-grænsen og rømning af alle bosættelser.

Men den plan har lange udsigter. John Kerry sagde for nylig selv, at der i hvert fald kræves seks måneders tillidsskabende manøvrer, før konkrete forslag kan komme på bordet.