Det er højsæson for storpolitiske stævnemøder i Asien. Først Vietnam og siden Filippinerne har de seneste dage lagt konferencesale til de vigtigste møder i det politiske kalenderår i regionen. Det er sket i regi af samarbejdsorganisationerne Apec og Asean, der tæller medlemslande fra henholdsvis Asien og Stillehavsområdet samt Sydøstasien og har det tilfælles, at de er sat i verden for at fremme samarbejde og konfliktløsning.
Deltagerlisten tæller statsledere fra nær og fjern – Indiens Narendra Modi, USA’s Donald Trump, Kinas Xi Jinping, Japans Shinzo Abe og mange flere. Fra talerstolen taler de om win-win og fælles interesser, men én ting er, hvad der bliver sagt i det offentlige rum. Noget ganske andet er dagsordenen på de mange møder, der samtidig finder sted i tilstødende lokaler bag lukkede døre.
Vil man vide, hvad vej de politiske vinde blæser, er det værd at holde øje med, hvilke nationale ledere der mødes på tomandshånd, og hvad der er på dagsordenen, når deres topdiplomater og embedsfolk sætter sig til forhandlingsbordet. For ganske vist har præsident Donald Trump i sidste uge afsluttet et pompøst statsbesøg i Kina og ved den lejlighed skamrost sin kinesiske vært. Men at de to nationer samtidig står på hver sin side i en geopolitisk og værdibaseret kamp om indflydelse over klodens folkerigeste kontinent, vidner de seneste dages begivenheder om.
Den amerikanske præsident mødtes med regeringscheferne for Japan, Australien og Indien. Og sideløbende drøftede embedsmænd fra de samme lande et nyt samarbejde. I USA bliver gruppen kaldt The Quadrilateral (firkanten), mens japanerne snakker om en demokratisk diamant.
Konceptet er ikke nyt. For 10 år siden forsøgte Japan at virkeliggøre samme vision om at knytte de største demokratier på tværs af Stillehavet og Det Indiske Ocean tættere sammen. Dengang som nu kunne man se det som et modspil til Kinas voksende indflydelse. Japan er fortsat den mest ivrige fortaler for idéen.
Landets udenrigsminister har udtalt, at tiltaget skal fremme frihandel og forsvarssamarbejde og ses som et modsvar til Beijings store udenrigspolitiske prestigeprojekt, der ofte betegnes som den nye Silkevej. Den er blevet synonym med handelsaftaler og enorme investeringer i infrastruktur i Asiens mange udviklingslande.
Men flere af Kinas nabolande frygter, at prisen for økonomisk støtte kan blive høj. Det gælder for eksempel i forhold til de mange tilfælde af territoriale stridigheder i regionen. Til trods for utallige udtalelser om fredelig sameksistens valgte Kina sidste år ikke at anerkende en soleklar afgørelse fra en international domstol i Haag, der afviste landets krav på ejerskab over stort set hele Det Sydkinesiske Hav. I stedet fortsatte Kina med at foretage landindvindinger og bygge militære installationer. USA har flere gange siden sejlet krigsskibe igennem farvandet for at markere retten til fri passage, men at magtbalancen længe har tippet i Kinas favør, hersker der næppe tvivl om.
Endnu er det nye samarbejde mellem USA, Japan, Australien og Indien på et tidligt stadie. På sigt er det sandsynligt, at det både skal promovere alternativer til de kinesiske investeringer samt signalere militær slagkraft. Efter mødet mellem Donald Trump og Indiens premierminister, Narendra Modi, offentliggjorde Det Hvide Hus en udtalelse, hvor der blandt andet stod, at ”verdens store demokratier også bør have verdens største militær”.
Lige så sandsynligt er det dog, at Kina vil forsøge at stække samarbejdet. For selvom det amerikanske udenrigsministerium har gjort opmærksom på, at tiltaget ikke har til formål at inddæmme Kina, blev det opfattet sådan i Beijing, da det sidst blev forsøgt gennemført for 10 år siden. Dengang viste den kinesiske regering sin utilfredshed ved at sende diplomatiske demarcher til alle fire nationer. Det kinesiske pres kunne mærkes tydeligst i Canberra, der er økonomisk mere afhængig af Kina end de andre. Efter et halvt års tid valgte Australien at forlade samarbejdet, der efterfølgende gik i sig selv. Ifølge direktøren for Asia Studies Centre i den australske tænketank Lowy Institute, John Hemmings, var det et uheldigt valg.
”Vi må spørge os selv: Fik vi Kina til at opføre sig som en bedre medborger i regionen ved at undlade at indgå i fælles sikkerhedsordninger i 2008? Vi skal vælge handlinger, der opfylder vores egne strategiske bekymringer og ikke Kinas,” skriver han i tænketankens publikation The Interpreter.