Prøv avisen

Vi måler fattigdom forkert

Selve den måde, man måler fattigdommen på, kan være misvisende, mener eksperter. Foto: Jakob Dall

Målt i kroner og øre er fattigdommen blevet halveret i forhold til 1990. Men går man i detaljer, har det internationale samfund mindre grund til at prale af, at det allerførste af FN's 2015-mål er blevet indfriet

Det er en hidtil uset sejr over fattigdommen.

Aldrig i menneskehedens historie er antallet af fattige blevet reduceret så hurtigt.

Siden verdens ledere vedtog de såkaldte 2015-mål på tærsklen til det nye årtusinde, er mellem 700 og 800 millioner mennesker blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, defineret som mindre end 1,25 dollar om dagen at leve for.

Andelen af fattige er reduceret fra 47 til 16 procent siden 1990. Alene i Indien er 180 millioner mennesker blevet vristet fri af den mest grusomme fattigdom, siger statistikkerne.

Men hvad siger virkeligheden? Når udviklingeksperterne begynder at gå sejren efter i sømmene, er triumfen ikke helt så entydig. Selve den måde, man måler fattigdommen på, kan være misvisende, mener de.

”Hvis man lever for 1,40 dollar om dagen i stedet for 1,25, er ens levevilkår ikke blevet markant bedre. Og hvis vi ser på andelen af mennesker i verden, der lever for under to dollars om dagen, som er næste skridt på fattigdomstermometret, er dette antal ikke faldet. Det tyder på, at fattigdommen ikke strukturelt er blevet reduceret,” siger Andrew Shepherd.

Han står i spidsen for Chronic Poverty Research, et samarbejde blandt forskere i fire lande, koordineret af den britiske forskningsinstitution Overseas Development Institute. Og en af forskernes hovedkonklusioner er, at folk, der lever på kanten af fattigdom, er i konstant risiko for at falde tilbage.

Chronic Poverty Report 2014/2015 fastslår, at ”millioner af sårbare mennesker ryger tilbage i fattigdom eller bliver ekstremt fattige for første gang, fordi de rammes af en kombination af slag, som for eksempel alvorlig tørke, sygdom eller konflikt. Selv i succesrige lande som Vietnam og Indonesien er omkring 20 procent af dem, der blev løftet ud af fattigdom, røget under grænsen igen. I Etiopien er tallet 60 procent,” konkluderer rapporten.

”At tælle hvor mange, der er fattige på et bestemt tidspunkt, giver ikke fuldt ud mening. For det afgørende er ikke så meget, om man er over eller under grænsen på 1,25 dollar, men om man befinder sig på en vej, der peger ud af fattigdommen eller ej,” siger Andrew Shepherd.

Andre peger også på, at mangel på penge og lavt forbrug ikke er den eneste måde, man kan måle fattigdom på.

Indtil 1990'erne målte man blandt andet fattigdom på kalorieindtag. Forventet levealder er et andet parameter, og det var først i 1990'erne, at den berømte ”en dollar pr. dag” blev ophævet til universel fattigdomsgrænse og revalueret til 1,25 i 2005.

Sabina Alkire, leder af Oxford Human Poverty Initiative, peger netop på, at fattigdom antager mange former og har mange ansigter. Forskerne ved OHPI er blandt andet inspireret af den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, der definerede fattigdom som fravær af frihed til at handle og udnytte sine evner og muligheder.

OHPI, der hører under Oxford Universitet, har blandt andet lavet forarbejdet til det Indeks for Menneskelig Udvikling, Human Development Index, som FN's udviklingsorganisation UNDP har offentliggjort siden 2010, og som ud over nationalindkomst pr. indbygger også omfatter forventet levealder og skolegang.

Men OHPI har også udviklet et mere komplet Globalt Multidimensionelt Fattigdomsindeks, der omfatter i alt 10 fattigdomsindikatorer, herunder adgang til skolegang og fuldførelse af grundskolen, fravær af sult, ingen børnedødelighed, adgang til vand, sanitet og en ordentlig bolig samt en vis økonomisk uafhængighed som for eksempel at eje jord, en cykel eller andre arbejdsredskaber.

Indekset er udarbejdet for foreløbig 100 lande. De, der akkumulerer mindst en tredjedel af disse indikatorer, er fattige ifølge OHPI's metode. Også selvom indtægten overstiger de 1,25 dollar pr. dag.

Sabina Alkires arbejde viser, at man kan være fattig, selvom man ligger over FN's fattigdomsgrænse. Og være ude af ekstrem fattigdom, selvom man har under 1,25 dollar om dagen at leve for.

Mens FN anslår, at omkring 1,1 milliard mennesker lever for under 1,25 dollar om dagen, kan 1,6 milliarder eller 50 procent flere defineres som multidimensionelt fattige ifølge OHPI.

Og i omkring halvdelen af 60 analyserede lande er antallet af multidimensionelt fattige højere end andelen af økonomisk fattige. Det gælder blandt andet Indien og Bangladesh. I 11 overvejende afrikanske lande er andelen af ekstremt multidimensionelt fattige højere end andelen af befolkningen, der lever for 1,25 dollar om dagen.

”At afskaffe fattigdom ved at få alle over 1,25 dollar-grænsen vil ikke afskaffe de mange overlappende fattigdomsproblemer som underernæring, dårlig adgang til vand og sanitet, manglende elektricitet eller elendige skoler,” konstaterer Sabina Alkire.

Andre undersøgelser viser det samme. For eksempel har professor i økonomi ved universitetet i Göttingen og leder af Courant Forskningscentret i Fattigdom, Lighed og Vækst, Stephan Klasen, dokumenteret, at 20 procent af befolkningen i Sydafrika var indkomstfattig i 2000, og lige så mange var multidimensionelt fattige. Men kun 2,3 procent befandt sig i begge grupper.

De nye bæredygtige udviklingsmål, som skal afløse de gamle 2015-mål, sigter ikke desto mindre mod at udrydde fattigdom målt på 1,25 dollar-grænsen.

”Udrydde fattigdommen i alle dens former, overalt i 2030,” lyder det første af de foreløbig 19 bæredygtige udviklingsmål, som verdens lande skal blive enige om inden FN's Generalforsamling i september.

Men fattigdomsforskerne er skeptiske.

”Mere af den samme form for udvikling, som vi har set i de seneste 15 år, vil næppe føre til en afskaffelse af fattigdommen. Vi kan bare se på, hvor vanskeligt det har været at nå en række af de andre årtusindmål, som for eksempel at nedbringe børne- og mødredødeligheden,” vurderer Andrew Shepherd.