Prøv avisen

En fredsaftale er forudsætningen for at bryde Nordkoreas isolation

Sydkoreanske soldater så i går på farvede bånd med indskrifter, der opfordrer til fred og genforening i Imjingak fredspark tæt ved den demilitariserede zone, som deler de to Korea’er. - Foto: Jung Yeon-je/ AFP PHOTO/ Ritzau Scanpix/

Det er Nordkorea og Sydkorea, der med hver sine støtter var i krig for snart 70 år siden, men det er USA, der afgør freden. En fredsaftale er det grundlag, landene behøver for et tættere samarbejde

Hundredvis af sydkoreanske journalister og kamerafolk har de seneste dage sendt tv nærmest døgnet rundt fra Singapore for at dække det historiske topmøde mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump, – og sydkoreanerne har fulgt med, hvor de gik og stod.

Overalt i landet har tv-apparaterne været tændt for at følge udviklingen op til mødet, der begyndte klokken 03 i nat, dansk tid. Overalt spurgte sydkoreanerne sig selv om det samme: Kan dette blive afslutningen på næsten 70 års krig?

Som Yoo Nam-hoon, en 37-årig butiksejer i hovedstaden, Seoul, sagde til den amerikanske nyhedsside Business Insider i går:

”Sydkorea er det eneste land i verden, der har været delt i 70 år. Vi er så trætte af at være bange for atomvåben og missiler.”

I næste måned er det 65 år siden, at der blev indgået våbenhvile i Koreakrigen, men der er aldrig indgået en fredsaftale. Og uden en fredsaftale er parterne ikke blot teknisk set stadig i krig, men de signalerer også, at de betragter hinanden som fjender uden gensidig tillid og anerkendelse af hinandens politiske systemer.

Det har i begge lande ført til en enorm militarisering – i Nordkorea med atomprogrammet som højeste prioritet, i Sydkorea med stærk amerikansk støtte både økonomisk og via udstationerede soldater.

”Det vil gøre en stor, stor forskel, hvis det lykkes at få en fredsaftale på plads. Det er manglen på fred, der har legitimeret den massive tilstedeværelse af amerikanske soldater i regionen og alt det nordkoreanske isenkram,” siger Camilla Nørup Sørensen, forsker ved Forsvarsakademiet med blandt andet den koreanske halvø som forskningsfelt.

En fredsaftale vil også gøre det muligt at sætte skub i den samarbejdsplan, som Kim Jong-un og Moon Jae-in, Sydkoreas præsident, allerede har aftalt. Planen indeholder en række konkrete punkter om udvikling af Nordkoreas økonomi og infrastruktur, som måske på længere sigt kan bane vejen for en genforening af de to lande.

”Hvis der sker en afrustning, kan det åbne for en stærk økonomisk støtte fra både Sydkorea, Kina, Japan og USA. Og det er svært at forestille sig en fredsaftale uden en anerkendelse af hinandens lande og systemer. Hvis USA accepterer en fredsplan, vil det ophæve fjendeforholdet og gøre forholdet mellem landene mere neutralt. Det vil gøre en enorm forskel og gøre det lettere for Sydkorea at samarbejde med Nordkorea,” siger Geir Helgesen, seniorforsker og direktør for Nordisk Institut for Asienstudier ved Københavns Universitet med Nordkorea som speciale.

Når alles øjne har været rettet mod Donald Trump, selvom det er Nordkorea og Sydkorea, der var i krig, hænger det sammen med, at Sydkorea blev massivt støttet af USA under Koreakrigen, mens Kina støttede Nordkorea. Våbenhvilen blev således indgået med såvel amerikanske som kinesiske underskrifter på, og derfor er begge lande nødvendige for at indgå en fredsaftale.

Men det er USA, der styrer udfaldet. Sydkorea indgår ingen aftale uden USA’s accept – og for Nordkorea er USA også den vigtigste part, fordi det er USA, man er bange for.

”Hele atomprogrammet har skullet bruges til at give Nordkorea den nødvendige tyngde til at forhandle direkte med USA,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Når der foreløbig er gået 65 år uden en fredsaftale, hænger det også sammen med, at hele koreahalvøen efter Anden Verdenskrig ufrivilligt blev en front i den kolde krig, i stil med Berlin i det nu genforenede Tyskland. Korea blev opdelt i et nord og syd, domineret af henholdsvis det daværende Sovjetunionen og USA, og ingen parterne havde den mindste interesse i at slutte fred.

”Det var en fastlåst situation, og først efter at den kolde krig sluttede, kom der nogle forsøg på forhandlinger, men det førte aldrig til mere end nogle gensidige løfter, fordi interessen aldrig var stor nok,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Hun peger på, at Nordkoreas udvikling af langtrækkende missiler har ændret USA’s syn på konflikten. Nordkorea udgør i højere grad en direkte trussel mod USA og derfor prioriteres landet anderledes.

Samtidig spiller det en rolle, at den amerikanske præsident nu hedder Donald Trump, mener Geir Helgesen.

”Tidligere amerikanske præsidenter har haft større moralske og politiske skrupler ved at indgå en aftale. De har henvist til, at Nordkorea er et kommunistisk land, styret af diktatorer og despoter, som man ikke kan forhandle med. Trump er anderledes. Han har ingen moralske kvababbelser og taler ikke om menneskerettigheder. Han er mere optaget af, hvad USA kan få ud af en fredsaftale, om det vil gavne USA,” siger han.