Trods et lyserødt præsidentpalads, argentinske bøffer, tango og natteliv, er det alligevel en kirkegård, der er den store turistattraktion i den argentinske hovedstad, Buenos Aires. La Recoleta har hundredtusinder af besøgende hvert år, og mange kommer for at se, hvor den legendariske førstedame Eva Peron ligger begravet, men de får meget mere med.
En grav på La Recoleta var og er et statussymbol i den argentinske overklasse, og der er ikke sparet på noget. Den smukke ”nekropolis” på 5,5 hektar land midt i hovedstaden har over 6400 statuer, sarkofager, mausoleer og krypter, som står i en fascinerende blanding af stilarter, fra barok og nygotik til art nouveau og deco, med enkelte inspireret af oldgræsk, egyptisk og romersk arkitektur. 90 af gravstederne er blevet klassificeret som national kulturarv, og hele kirkegården som museum.
Gravstederne er ofte monumentale, op mod 10-15 meter høje, og de hylder ikke kun enkeltpersoner og deres liv og levned, men familien som institution. Der er mange pompøse eller ligefrem opulente forsøg på at købe sig fra at blive glemt efter døden. Som der står på et skilt over trappen ned til krypten på familiegravstedet for familien Llambi, store landbesiddere for 100 år siden: ”Der er ingen død, kun for ham, der bliver glemt.”
Med mausoleer og en overdådighed af kunst spejler La Recoleta by og folk og tegner på godt og ondt fortællingen om argentinerne og deres land. General Juan Lavalle ligger for eksempel få meter fra general Manuel Dorrego, som han kuppede og beordrede henrettet i 1828.
Her kan man læse de navne, der skrev nationens historie, ofte i blod, altid med penge, for det er elitens gravplads. Hugget i sten står præsidenter, generaler og magnater fra den unge nations magtfulde familier. Siden 1822 har de skabt en by i byen for de døde med alléer og gravsteder som små paladser, arrangeret side om side som huse af forskellig størrelse og art, med døre ud til stræder og pladser. Det ligner et sted, hvor mennesker bor. Posthume boliger, der ofte blev bygget i samme stil som de hjem, de kom fra på den anden side af murene, og er ligeså vigtige.
Historikeren Omar Lopez Mato skriver i bogen ”Ciudad de Angeles” (Engles by), at La Recoleta i mange år var det eneste sted, overklassen ville stedes til hvile, og når de rejste, især til Europa, tog de indtrykkene med hjem og kopierede.
”Ikke kun i klæder og ånd, men også de skulpturer, som de beundrede på Pere Lachaise i Paris og Stagnieto i Genova,” skriver han.
Man må se La Recoleta som et klassisk fænomen fra det 19. århundrede, mener Omar Lopez Mato:
”Fra den epoke, da det var vigtigt at demonstrere det storslåede i et liv på den måde.” Mato definerer kirkegården som ”et panteon under åben himmel med kunst, marmor og prægtige glasudsmykninger. Mellem himmelske velsignelser og jordisk magt”.
La Recoleta blev grundlagt, da landet lige var blevet selvstændigt, og kirkegården viser en tæt forbindelse til det gamle kontinent, for marmoren var europæisk ligesom mange af de arkitekter og kunstnere, der stod for opførelserne. I årene efter eksploderede indbyggertallet i Buenos Aires. Fra 55.000 til 1.6 millioner på 100 år. Den voksende strøm af indvandrere gjorde kirkegården til et vigtigt middel for eliten og de gamle familier til at holde fast i identitet og status i en omskiftelig tid.
Den argentinske professor i historie Sandra Gayol taler om ”frygten for at blive glemt eller socialt usynlig” som en væsentlig faktor, når familier valgte at investere så mange penge i store gravsteder, som har kostet millioner at opføre. Der skulle sættes et minde, som folk ville lægge mærke til.
”Det er begravelsespladser, som ligner familiens hjem med en dør ud til gaden. En mini-version af de levendes habitat i de dødes by, hvor man så flytter hen, når man dør,” skriver Sandra Gayol i bogen ”Los miedos en la historia”. ”Familiens panteon”, kalder hun det.
”Stoltheden i at ære dem, der er gået bort, er garantien for en kontinuitet i familien, mellem de levende og de døde,” mener Gayol, som dog også understreger, at der er et stort element af selvhævdelse.
Gravpladserne skulle samle familien, men de skulle sandelig også beundres.
”De skulle især betragtes, beundres og påskønnes. Det var en måde at bevare mindet om de afdøde og samtidig en fantastisk strategi for at sikre, at familien ville blive husket i byen,” skriver hun.
Journalisten Loreley Gaffoglio er i den argentinske avis La Nacion inde på noget af det samme.
”Døden kan også give indflydelse,” påpeger hun.
Især hvis scenen er La Recoleta, hvor familiens stamtræ optræder med imponerende gravskulpturer fra fine kunstnere.
”Hvordan kan man så undgå at blive set?”.
Som besøgende er der meget at gå på opdagelse efter. I alt er omkring 350.000 mennesker stedt til hvile på kirkegården, deriblandt 25 præsidenter. Der er politikere, militærfolk, sportshelte, nobelpristagere, forfattere og mange andre, som har spillet store roller i landet, for eksempel den frygtede diktator Juan Manuel de Rosas.
Han døde i eksil i England i 1877 og blev først repatrieret og med stor pomp lagt i graven på La Recoleta i 1989, da daværende præsident Carlos Menem havde besluttet, at det ville være et godt led i forsoningen af landet.
Rosas hemmelige politi likviderede modstandere op ad La Recoletas mure, og nationens mest berømte forfatter Jorge Luis Borges skrev et digt om ham, hvor han kaldte ham ”famosamente infame” (berygtet afskyelig) og beskyldte Rosas for at have ”knivstukket landets historie med rædsel”.
Borges skulle selv være endt på La Recoleta, på familiegravstedet, hvor blandt andre hans mor ligger. I 1923 skrev han et digt om kirkegården, der slutter med en forudsigelse: ”Disse tanker kom til mig på Recoleta, hvor min aske vil være.” Men Borges levede sine sidste år i Schweiz, er begravet i Genève og trods argentinske forsøg på at få ham tilbage, siger hans enke nej.
Men der er andre berømte landsmænd på La Recoleta. Luis Federico Leloir, som fik Nobelprisen i kemi i 1979, hviler i et gigantisk mausoleum med søjler og kuppel, et familiegravsted, der er et af de allerstørste på kirkegården. Et andet af de store tilhører familien Dorrego-Ortiz, landbesiddere, der var vant til at blive begravet inde i kirkerne. Da det blev forbudt, måtte de bygge en kirke, eller i hvert fald et kapel, på kirkegården i stedet. Mausolæet er nok 10 meter højt og udsmykket med en skulptur af en kvinde, som tænder et lys, en af de 10 jomfruer i Jesu lignelse. Det er en kopi af en europæisk grav, Montanaro-familiens på Staglieno i Genova.
Man kan se en række statuer i fuld størrelse af unge kvinder, som kom ulykkeligt af dage. Rufina Cambacérès, der faldt om på sin 19-årsfødselsdag på vej til operaen og ifølge legenden måske blev levende begravet. Liliana Crociati de Szaszak, der døde på ferie i en lavine i Østrig i 1970 og nu står og ser evigt sørgmodig ud sammen med sin hund Sabu. Luz Maria, der døde af leukæmi som 15-årig og nu ligger udstrakt i marmor oven på sin kiste, når hun ikke går igen som kirkegårdens hvide dame.
Et ægtepar, Tiburcia og Salvador Carril, har sat et stort, men tragikomisk eftermæle ved at sidde med ryggen til hinanden. De havde problemer i forholdet, og han indrykkede for eksempel annoncer, hvor han erklærede, at han ikke ville betale sin kones regninger. Hun døde først 15 år efter ham og tog hævn ved i al evighed at se den anden vej.
På kirkegården ligger også Pedro Aramburu, hvis jordiske rester nu er dækket af flere tons cement, efter at liget blev stjålet i 1974. Han var en af de generaler, der kuppede præsident Juan Peron i 1955, og 15 år senere tog Peron-tilhængere hævn, bortførte og myrdede ham.
Muligvis gjorde de det også for at få ud af ham, hvor liget af Eva Peron var. Da generalerne tog magten fra Peron, gemte de nemlig liget af ”Evita” for at forhindre idoldyrkelsen af hende. De næste år flyttede de liget rundt, indtil hun, ved Vatikanets hjælp, blev hemmeligt begravet på en kirkegård i Milano.
Senere blev det balsamerede lig flyttet til Spanien, hvor Juan Peron var i eksil. Da han døde i 1974, var der mange, der syntes, at det gik for langsomt med at få ”Evita” hjem. Ekstreme Peron-tilhængere bortførte derfor kisten med general Aramburus jordiske rester fra La Recoleta og beholdt den som pant, indtil ”Evita” kom tilbage. For at forhindre en gentagelse blev Aramburu-graven muret grundigt til.
Eva Peron fik endelig fred i 1976 på La Recoleta. Hun ligger i krypten i faderens familiegravsted, som er meget lille og diskret placeret, i forhold til hvor mange mennesker der kommer, kun for at besøge hende. Man kan ikke se andet end døren ind til krypten og nogle inskriptioner.
Selv om det er et mindre prangende område på La Recoleta, er det stadig både fint og dyrt at ligge der. Nabo-gravstedet blev solgt for otte år siden for 250.000 dollars (1,7 millioner kroner). Argentinerne har en gammel talemåde, som siger, at det er billigere at leve luksuriøst hele livet end at blive begravet på La Recoleta.
En kiste ses i et mausolæum på La Recolta kirkegården i Buenos Aires. - Foto: Ralf Hirschberger/dpa-Zentralbild/dpa