En katastrofe af gift og forurening

Et af verdens 10 mest forurenede steder ligger i Sumqayit i Aserbajdsjan. At byen i mere end 40 år var et vigtigt center for Sovjetunionens kemikalieindustri, har stadig katastrofale følger for mennesker og miljø

Tæt på Aserbajdsjans hovedstad, Baku, er forureningen massiv, og i modsætning til en anden sovjetisk miljøkatastrofe, Tjernobyl i det nuværende Ukraine, der ”kun” er radioaktiv, består forureningen i sin aserbajdsjanske udgave af ekstreme mængder tungmetaller, pesticider, kemikalierester, PCB-gifte og olieaffald – og den lokale befolkning lever klos op ad de forurenede områder. –
Tæt på Aserbajdsjans hovedstad, Baku, er forureningen massiv, og i modsætning til en anden sovjetisk miljøkatastrofe, Tjernobyl i det nuværende Ukraine, der ”kun” er radioaktiv, består forureningen i sin aserbajdsjanske udgave af ekstreme mængder tungmetaller, pesticider, kemikalierester, PCB-gifte og olieaffald – og den lokale befolkning lever klos op ad de forurenede områder. –. Foto: Bruce BranderPhoto Researchers.

Rustne rør, sodsværtede skorstene, blotlagte betonskeletter. Kilometer efter kilometer strækker det forladte industriområde sig fra midten af Sumqayit og ud mod vest. Tager man bus nummer tre i den retning, passerer den det ene skrummel efter det andet. Stumme fabrikker ligger som livløse mammutter på begge sider af hovedvejen. Det er svært at undslippe følelsen, at dommedag er indtruffet. Og at livet kun i en underlig form for trods alligevel går videre.

Dengang Aserbajdsjan var en del af Sovjetunionen, var Sumqayit et af de største centre for sværindustri og kemikalieproduktion i det socialistiske imperium.

Der blev ikke taget noget særligt hensyn til miljøet. Tværtimod. Da fabrikkerne var fuldt funktionsdygtige, blev mellem 70.000 og 120.000 tons skadelige stoffer ledt ud ad skorstenene hvert år. Mindre end en tredjedel af spildevandet nåede gennem byens nedslidte rensningsanlæg. Langt det meste blev ledt ubehandlet ud i Det Kaspiske Hav. Her skabte det en biologisk dødszone, der rakte 20-25 kilometer ud fra kysten. Af affald i fast form genererede industrien over 300.000 tons årligt. Ofte var der ingen hensigtsmæssig måde at skille sig af med det på. Det blev delvist brændt af eller efterladt på skrømt i nærheden af fabrikkerne.

LÆS OGSÅ: Partikeludslip forurener luften i DSB-tog

Affaldets høje indhold af stoffer, der forårsager kræft, mutationer og fosterskader, har været med til at forvandle Sumqayit til et økologisk ragnarok. Situationen er så alvorlig, at den internationale organisation Blacksmith i 2007 kårede byen til en af verdens 10 mest forurenede.

Ifølge John W. Bickham, chefforsker ved det amerikanske Battelle Memorial Institute, befinder Sumqayit sig stadig i denne kategori. Siden midten af 1990erne har han forsket i de langsigtede miljømæssige konsekvenser af forurening fra kemikalier på stedet.

Ingen har endnu gjort noget særligt for at rydde op i Sumqayit. Selvom det efterhånden er en del år siden, at størstedelen af produktionen stoppede, forbliver området svært forurenet, siger han.

I modsætning til en anden sovjetisk miljøkatastrofe, nemlig Tjernobyl i det nuværende Ukraine, består forureningen i sin aserbajdsjanske udgave af mange forskellige ingredienser.

Tjernobyl er kun radioaktiv. I Sumqayit, derimod, forpester ekstreme mængder tungmetaller, pesticider, kemikalierester, PCB-gifte og olieaffald miljøet. De mange bestanddele udgør en kompleks suppe af forurening og gør oprydningsarbejdet ekstra vanskeligt, forklarer Bickham og tilføjer:

Derudover er der det geografiske omfang. Industriområdet er enormt.

Ifølge Bickham blev fabrikkerne ikke lukket efter nogle sikkerhedsforskrifter. De blev bare forladt.

Udstigning af bussen et tilfældigt sted. En mandshøj og stærkt medtaget betonmur afgrænser området ind til den endeløse dystopiske verden af skumle silhuetter og støvede strukturer, men den lader sig forcere. Videre til fods fra den anden side af muren og ind mod hjertet af det industrielle harmagedon. Total stilhed og stilstand hersker mellem de for længst standsede transportbånd, hullede lagerbygninger og overgroede bassiner. Kun den rytmiske lyd af ens egne fodtrin i gruset forstyrrer gravfreden.

I det unaturligt uberørte univers kunne det lige så godt være første gang.

Siden produktionen standsede, har ingen været forbi for at lave graffiti, ingen hjemløse har efterladt flasker. Og dog, et andet væsen befinder sig på området. Længe har det bevæget sig ubemærket rundt. I forskellige nuancer af brun og rød var det ikke til at skelne fra al rusten, men nu afslører en bevægelse ud ad øjenkrogen dets tilstedeværelse. En næsten overnaturligt smuk hingst skinner som bronze og græsser fredeligt midt i ødelæggelserne. Som om en af apokalypsens fire ryttere under sin ganger et hvil efter veludført gerning og kommer tilbage og henter den om lidt.

Skrot og korrosion slutter sig tættere omkring en på alle sider, og fornemmelsen af at være nået til destruktionens indre vokser. Til sidst går det ind mellem en slags overdimensionerede kedler: Fire enorme beholdere rækker højt i vejret. Dybt i brystet på alt fordærvet gør de det ud for hver sit hjertekammer. De er tilsluttet en hel ormegård af vener og arterier rør i alle tykkelser og retninger.

Som en bekymret kardiolog kan man gennem et stort gabende hul prøve at kaste et blik ind i det ødelagte organ, der slog sine sidste slag i takt med, at Sovjetunionen kollapsede. Men det sorte er for massivt. Skyggerne og det tætte mørke derinde truer i stedet med at vælte ud i dagslyset.

Det kan ikke undgå at imponere, at noget kan nå at blive så smadret efter så relativt kort tid og uden nogen synderlig indsats: Kemikalierester farver vandpytterne. Ubestemmelige gevækster poser ud fra rørenes sammenføjninger. Det flyder med slagger og en giftigt udseende, skriggul substans.

Afhuggede metalstykker ligger spredt ud over jorden.

I et kontrolrum, hvor flere plader i loftet er faldet ned, forklarer enkelte afblegede ord med kyrilliske bogstaver de ridsede måleinstrumenters funktion. Et par skridt videre kommer nogle tålmodige godsvogne til syne. Efter et par årtier venter de stadig på at blive læsset og køre af sted mod andre destinationer i Sovjetunionen måske helt til Leningrad eller Sverdlovsk.

Dette er kun et af de mere end 40 store industrianlæg og værker, som Sumqayit husede. I alt arbejdede her over 60.000 mennesker. De fremstillede blandt andet syntetisk gummi, kunstgødning, klorin, stål, aluminium og rengøringsmidler. Arbejdere og beboere har været udsat for de skadelige følger af produktionen gennem flere årtier. Det var i sig selv langtfra nok til at løse de massive miljøproblemer, at Sovjet i 1991 brød sammen, og fabrikkerne lukkede.

Sumqayit havde en af de højeste sygdomsrater i unionen, men unaturligt mange tilfælde af sygdom og for tidlig død er stadig udbredt. Risikoen for at få blære-, lunge-, eller strubekræft er betydeligt højere end i resten af Aserbajdsjan. En stor procentdel babyer er for tidligt fødte eller lider af genetiske defekter som mongolisme, anenkefali, rygmarvsbrok og hydrokefalus. Et højt antal bliver født med klumpfødder eller ganespalte. Mange kommer til verden med en finger eller en tå for meget eller for lidt. Børnedødeligheden er den højeste i landet.

Det intime kendskab til forholdene i byen og hans talrige rejser dertil gennem årene har efterladt John W. Bickham dybt berørt af, hvad han har set.

Den lokale befolkning forstår ofte ikke den sundhedsmæssige risiko. Som resultat lever mange op og ned ad de nedlagte fabrikker. Ingen oplyser dem om, at det kan være farligt. Særligt flygtninge fra krigen mod Armenien har i stor udstrækning slået sig ned i den industrielle zone. De lader kvæg græsse og dyrker afgrøder på den gennemforurenede jord. Børnene er i deres leg dagligt i tæt kontakt med det omgivende miljø. Det adskiller Sumqayit fra andre steder med denne grad af forurening og er en ekstra tragisk del af historien: Befolkningen er ikke blevet evakueret, siger John W. Bickham.

At toppen af det aserbaj-dsjanske samfund de seneste år har formået at samle enorme mængder kapital takket være betydelige olieforekomster, mærker man ikke noget særligt til ved et besøg i Sum-qayit. Inde i hovedstaden, Baku, derimod kun 35 kilometer derfra er en spadseretur ned ad gågaden Nizami som at bevæge sig i en anden verden.

Her promenerer velbjærgede og velklædte aserbajdsjanere med oliepenge på lommen og designersolbriller i håret selvbevidste over Fontænepladsen stilen er lige så eksklusiv og moderigtig som i Stockholm eller København. Nye Maseratier, Chevroleter og Lexuser kører langsomt gennem sidegaderne.

Som følge af gas- og olieeksporten flyder betragtelige mængder kapital ind i landet, og udenlandske virksomheder investerer i stor stil. Der sker en masse i Baku de her år. Blandt andet er det glædeligt, at havnen, der tidligere var voldsomt hærget af olieforurening, er blevet renset, siger Bickham, og tilføjer:

Men effekterne af denne udvikling er ikke slået igennem uden for hovedstaden.

Chefforskeren bemærker, at den indsats, som regeringen i Aserbajdsjan har gjort for at løse miljøproblemerne i Sumqayit, er begrænset. Han appellerer til verdenssamfundet og internationale organisationer om at starte aktiviteter, der kommer ofrene for katastrofen til gavn.

Det gør mig ondt for de mennesker, der lever der. Forureningen er slem. Det er der ingen tvivl om. Men der er behov for flere undersøgelser, som kan sige præcis, hvor slemt og hvordan de mange forskellige kemiske stoffer påvirker området. Den viden skal formidles til beboerne, så de kan beskytte sig. Og så bør der komme gang i oprydningen.

Han påpeger at de massive problemer med miljøet, som industrien i Sumqayit forårsager, ikke udelukkende er et aserbajdsjansk anliggende. Spildevandet fra fabrikkerne har nemlig bidraget til alvorlige forurening af Det Kaspiske Hav med konsekvenser for de omkringliggende lande Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan og Iran. Det bør ifølge Bickham give anledning til øget international opmærksomhed og samarbejde.

Men ifølge iagttagere går den økonomiske fremgang i Aserbajdsjan hånd i hånd med en omfattende korruption, menneskerettighedsbrud og fremkomsten af en godfather-lignende, diktatorisk leder, præsident Ilham Alijev. Dermed slutter landet sig til rækken af postsovjetiske nationer, hvor denne udvikling er foregået. Der er rapporter om, at store dele af rigdommene fra olien går direkte ned i lommen på Alijev og hans umiddelbare omgangskreds.

Alligevel er det Bickhams håb, at profitten fra naturressourcerne på et tidspunkt vil komme ofrene for miljøkatastrofen i Sumqayit til gode.

0En hingst græsser fredeligt midt i ødelæggelserne i Sumqayit. Byen var tidligere et af de største centre for sværindustri og kemikalieproduktion i Sovjetunionen, men ligger i dag øde og forurenet hen. –
0En hingst græsser fredeligt midt i ødelæggelserne i Sumqayit. Byen var tidligere et af de største centre for sværindustri og kemikalieproduktion i Sovjetunionen, men ligger i dag øde og forurenet hen. – Foto: Jens Malling.