En person ved navn Christine Lee forsøger at komme i kontakt med mig på internettet. Først efter et stykke tid går det op for mig, at det er Li Bin. Tidligere karrierekvinde og enlig mor i Beijing, nu bosiddende i Canada med mand, hus og en voksen søn. Og altså et mere engelsk-klingende navn.
Første gang, jeg mødte Li Bin, var tilbage i 2001. På det tidspunkt var hun kortvarigt ansat hos den komité, der arbejdede for at få De Olympiske Lege til Beijing. Li Bin var tolk på de presseture, der skulle overbevise udenlandske journalister om, at Beijing var den bedste kandidat.
LÆS OGSÅ: Kineserne kommer - med magt, håb og sminket facade
Projektet lykkedes som bekendt. På et møde i Moskva i juli samme år besluttede Den Internationale Olympiske Komité, at Beijing skulle være vært for OL 2008. I øvrigt i skarp konkurrence med Toronto i Canada.
Li Bin deltog i Moskva-mødet og vendte hjem til en by og et land, der eksploderede i fyrværkeri og national stolthed.
Vi blev modtaget med blomster og lykønskninger i lufthavnen. Der var endda blomster i min lejlighed, da jeg kom hjem. OL var stort for Kina, siger Li Bin i dag.
Det er derfor skæbnens ironi, at hun ikke selv kom til at opleve de mindeværdige dage i august 2008, da Kina for første gang nogensinde var OL-vært og kunne fremvise sin nye rigdom for hele verden.
Li Bin emigrerede i 2005 til Canada, hvor hun har boet siden. Nogle år forinden havde hun truffet en mand, der var flyttet fra Hong Kong til Canada i 1997. Det var året, da den tidligere britiske kronkoloni igen blev en del af Kina. Mange Hong Kong-kinesere var usikre på, hvad fremtiden ville bringe under et kommunistisk styre, og valgte at udvandre til Canada.
Med sig til Canada havde Li Bin sin søn, der i dag er 21 år og snart færdig med gymnasiet.
Han er voksen nu og har lige købt sin første bil, fortæller hun, da vi taler sammen via internettet.
Da Li Bin skulle træffe beslutningen om at udvandre til Canada, var én af de tungtvejende grunde, at hun ønskede, at sønnen skulle få en mere fri uddannelse i et vestligt land.
Han var ikke en af de bedste i klassen, og i Kina betyder eksamensresultater alt. Jeg ønskede, at andre af hans evner skulle fremmes ikke kun hans evne til at bestå en prøve, siger hun.
Det kinesiske uddannelsessystem er anerkendt for at give eleverne gode akademiske færdigheder, og kinesiske elever klarer sig godt, også når de flytter til udlandet. Men der er også en bagside:
Man fokuserer kun på karakterer og ikke på barnets udvikling. Hvis jeg var blevet i Kina, ville jeg have været nødt til at gøre alt for, at min søn skulle få de højeste karakterer. Jeg ville have skældt ud, hvis han klarede sig dårligt. Jeg følte ikke, at det var fair over for ham, siger hun.
Så Li Bin forvandlede sig fra en kinesisk tigermor til en blødere canadisk udgave. Hun mener selv, at hun har fået et bedre forhold til sønnen i Canada, end hun ville have fået i Kina.
I Beijing forlod hun et vellønnet job i et australsk teleselskab og arbejder i dag freelance som oversætter og tolk for forsikringsselskaber og inden for social- og sundhedsområdet.
Jeg tager for eksempel med sygeplejersker ud til nybagte kinesiske mødre, der ikke kan tale engelsk, fortæller hun.
Hun hjælper også med at tolke på kvindecentre, der tager sig af voldsramte kinesiske kvinder.
Der er i det hele taget mange kinesiske tilflyttere i Canada. Li Bin og hendes lille familie bor i et hus i Mississauga, omkring en times kørsel uden for Toronto. Området bestod tidligere af en række småbyer, der blev slået sammen til en storby med godt 730.000 indbyggere. I dag er det den sjettestørste i Canada.
Næsten halvdelen af byens indbyggere tilhører en ikke-hvid minoritet og har et andet sprog end engelsk som modersmål. Og der kommer flere til:
De første år, vi boede her, var der ikke så mange kinesere i området. Når jeg købte ind i det lokale supermarked, kiggede personalet altid en ekstra gang på mig. Det gør de ikke mere, fortæller Li Bin.
Canada har dog ikke altid været åbent for kinesiske indvandrere. I 1923 fik Canada en af verdens strengeste immigrationslove, der forhindrede alle etniske kinesere i at bosætte sig i landet. Man ville afværge, at kinesiske arbejdere, der havde bygget jernbaner, hentede familien til landet.
Loven blev ophævet efter Anden Verdenskrig, men først fra 1967 blev der fuld adgang for kinesere. I dag er næsten 20 procent af befolkningen født uden for landets grænser, og hvert år bliver omkring 170.000 personer nye canadiske statsborgere.
Canada er et multikulturelt samfund, og folk er åbne over for fremmede, siger Li Bin, men tilføjer, at der har været enkelte sager, hvor kinesere er blevet chikaneret af hvide canadiere.
Der er diskrimination alle vegne, og vi kinesere tilhører jo ikke mainstreamkulturen i Canada. Vi har en anden baggrund og kultur, og her er det den vestlige kultur, der dominerer. Men når man er i Rom, må man gøre som romerne, siger Li Bin.
Selv valgte hun at blive canadisk statsborger for nogle år siden, og dermed blev hendes søn det også automatisk. Kina accepterer ikke dobbelt statsborgerskab, så det var et spørgsmål om enten eller.
Canada har et bedre velfærdssystem end Kina, herunder et offentligt betalt sygehusvæsen, som Li Bin nød godt af, da hun sidste år måtte opereres for en svulst i livmoderen. Men hun nævner også en anden grund til, at hun valgte at blive canadisk statsborger:
Som canadier bliver man ikke udsat for diskrimination, når man vil rejse til andre lande. Man kan rejse mere frit, siger hun og fortæller om en episode, der har gjort et dybt indtryk på hende:
Da hun stadig boede i Kina, havde hun planer om at rejse på ferie i Japan sammen med sin søn. Men det viste sig at være umuligt at få et individuelt visum. Kinesere kunne på det tidspunkt kun rejse til Japan som del af en gruppe, og de skulle lægge et stort beløb som depositum og garanti for, at de ville tage hjem igen.
Det blev jeg virkelig krænket over. Jeg havde penge nok og absolut ingen planer om at emigrere til Japan. Jeg ville bare vise min søn et andet land, men fordi jeg var kineser, blev jeg diskrimineret, siger Li Bin.
Så der er fordele ved at blive canadisk statsborger, men også ulemper.
Jeg savner Kina, især min familie og nære venner. I min alder er det svært at få nye venner, og man kommer aldrig så tæt på som med dem, man voksede op sammen med, siger hun.
Li Bin stammer fra Ningxia, der er en af Kinas fattige provinser i den nordvestlige del af landet. Som den første i sin hjemby blev hun optaget på et universitet i Beijing, hvor hun læste engelsk. Hun har tre brødre, der alle bor i hjembyen, hvor de tager sig af moderen, der nu er blevet 77 år.
Jeg har længe forsøgt at få hende på besøg her i Canada, men hun vil ikke. Canada er mit andet hjemland, og jeg ville gerne vise hende mit nye liv, men hun har forhøjet blodtryk og tør ikke rejse, fortæller Li Bin.
I stedet har Li Bin flere gange været på besøg i Kina, sidste gang for to år siden. I 2008 måtte hun haste hjem, da hendes far blev alvorligt syg. Han døde kort efter lige før den storslåede åbningsceremoni for OL i Beijing.
Så Li Bin var faktisk i Kina under det OL, som hun selv havde været med til at skaffe til landet. Men på grund af sorgen og alle de praktiske ting, der skulle ordnes omkring begravelsen, så hun ikke meget til det.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om det. Jeg var en enkelt nat i Beijing før hjemrejsen til Canada og kørte i taxa forbi Fuglereden (det olympiske stadion, red.). Men jeg følte ingenting, ikke andet end sorg, siger hun.
Årene i Canada og hendes kinesiske baggrund har givet Li Bin et indblik i de kulturelle forskelle.
Folk i Canada er mere rolige, venlige og oprigtige, mener hun og nævner en episode fra en tidligere arbejdsplads som eksempel på forskellen mellem canadiere og kinesere.
Hun arbejdede kortvarigt som tandlægeassistent, og da hun skulle holde op, blev hun en ekstra uge på jobbet for at hjælpe sin efterfølger, der også var af kinesisk oprindelse.
Jeg syntes, det var helt naturligt, men hun takkede mig overstrømmende og var overrasket over, at jeg ville dele min viden med hende. Hun kom fra en kinesisk arbejdsplads, og der gør man ikke den slags, fortæller Li Bin.
Samme mentalitetsforskelle har hun oplevet hos frisøren. Går hun til en vestlig frisør, får hun på forhånd at vide, om der kræves ekstra betaling, hvis man har langt hår.
Anderledes forholder det sig hos kinesiske frisører. De klipper bare og forlanger så en højere pris helt op til det dobbelte bagefter.
For mig handler det ikke så meget om penge, men om mentaliteten og måden at tænke på, siger hun.
Som nævnt er sønnen nu 21 år, og i omgangskredsen er folk begyndt at spørge til, om han snart skal giftes, og om en kommende brud måske skal hentes i Kina?
Jeg er usikker på, om det er en god idé. Jeg ville være i tvivl om, hvorvidt hun kom hertil, fordi hun elsker min søn, eller fordi det giver status og bedre muligheder end i Kina, siger Li Bin.
De fleste kinesere i hjemlandet ser stadig op til kinesere, der bor i udlandet, også selvom den vestlige del af verden har været hårdt ramt af økonomisk krise de senere år. Herunder også Canada, der er afhængig af, hvordan det går i nabolandet USA.
Li Bin mistede sit arbejde på den bekostning. Hun var ansat som servicemedarbejder hos en bilforhandler, men da folk begyndte at købe færre biler på grund af krisen, blev hun fyret efter fire års ansættelse.
Det tog virkelig hårdt på mig. Og krisen er her stadig. Det er, som om hele verden er blevet skør, bemærker hun.
Hele verden er måske så meget sagt.
Ganske vist er den kinesiske vækst nu bremset noget op, og eksporten er hårdt ramt. Men Kina har klaret sig bedre, end mange havde frygtet, og kinesernes globale indflydelse er steget markant i de senere år.
Flere og flere kinesere er blevet rige, så nu er det os, der skal se op til dem, siger Li Bin.
Hun tilføjer dog, at der stadig er mange fattige i Kina, men landets hastige forandring og høje vækst i det sidste årti gør hende stolt.
Når mine canadiske bekendte har været i Kina og kommer hjem og fortæller mig, at de er imponerede over alle de nye bygninger i storbyerne, ja, så fylder det mig da med stolthed, fortæller hun.
Der er dog lang vej endnu, før Kina kan realisere den kinesiske drøm, som den nye leder, Xi Jinping, har lanceret.
Der er så meget, der skal gøres i Kina, så store regionale forskelle og så mange forskellige etniske minoriteter. Så det er svært at sige, hvad den kinesiske drøm egentlig er, og hvordan den skal gå i opfyldelse, funderer hun.
På det personlige plan synes hun dog, at hendes drømme er blevet opfyldt. Det var den rigtige beslutning at udvandre til Canada, og hun har ingen planer om at vende tilbage til Kina igen. Om hun vil ændre mening, når hun bliver ældre, vil hun dog ikke helt afvise.
Jeg er et helt almindeligt menneske med helt almindelige drømme, siger Li Bin, alias kinesisk-canadiske Christine Lee.
