Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kiosken

En kulturkristens bekendelser

"Vestens umiddelbare fremtid byder på alvorlige udfordringer, og vi vil blive taget med bukserne nede, hvis vi ikke har værdier, der stikker dybere end demokrati og tolerance. Det åndelige tomrum vil andre forstå at udfylde," refererer Anders Raahauge fra interessant brittes udtalelser. Foto: Arkivfoto

Vesten står dårligt rustet til fremtidige kriser, fordi dens klassiske, kristne værdier er kommet i vanry. Kan de genoplives uden tro på Gud?

35-årige Douglas Murray, redaktør på magasinet Spectator, er en af dagens mest interessante britiske røster. Kandidat fra Magdalen College i Oxford, erklæret bøsse og ateist - men fyldt af modvilje over for de fladbundede britiske neo-ateister og af stigende sympati for kristendommen. I et essay i det engelske magasin Standpoint erklærer han sig nu som kulturkristen.

Dermed gør han fælles sag med den tyske filosof Jürgen Habermas, som han da også citerer. Begge er de bekymrede for de post-kristne samfund, hvor menneskene ofte er orienteringsløse og savner dybere mening.

De kulturkristne indrømmer gerne, at kristendommen stod fadder til de moralske værdier, som skabte Vesten og gav tilværelsen retning og fylde for tidligere generationer. De kan imidlertid ikke tro på noget ”overnaturligt”, så de prøver at løse cirklens kvadratur: hvordan bibeholde de fine værdier uden deres garant, Gud?

Murray slår fast, at meget af det, Vestens skarpeste kritikere anklager vores kultur og historie for, er helt i skoven. Men én af deres anklager holder: Vi har mistet vores åndelige kompas. Demokratiet kan i sig selv ikke skabe værdier og var heller aldrig tænkt sådan. Det liberale, verdslige samfund hviler på et fundament, som det ikke selv kan garantere. Fundamentet er ældre, og tænker man sig om, vil man også kunne indse, bemærker Murray, at ”menneskerettigheds-kulturen har mere med den bekendelse at gøre, som forkyndtes af Moses og Jesus fra Nazareth end den, som stammer fra for eksempel Muhammed”.

Douglas Murray bemærker, at når yngre vesterlændinge konverterer til islam, lyder deres forklaring typisk: ”Jeg var blevet X år gammel og stod på en natklub og var fuld og tænkte: 'der må være mere i livet end dette'.” Moderniteten kan her kun svare: gentag, gentag! Altså gå på natklub igen. Derfor finder en del hen til den alvorlige islam. Men hvorfor ikke til kristendommen? Fordi kristendommen er blevet alt for forlegen og usikker til at turde vinde tilhængere, konstaterer Murray. Og søger man støtte i almenkulturen, rådes man til at finde sit helt eget, individuelle svar. Eller man får den nihilistiske besked: der er skam ingen mening, for vi er bare pattedyr, styret af gener. Det lød for en tid chokerende nyt og stimulerende, men er i længden kun nedværdigende og åbenlyst usandt, skriver Douglas Murray.

Faktisk er vi trådt ind i en ny fase oven på modernismens værdikrise, hvor man i 1960'erne forpint talte eksistentialistisk om tilværelsens tomhed. Nu er vi for distraherede af alle de kulørte tilbud. Og når medierne endelig vil være dybe, hedder det altid bare, at samfundet er blevet så vældigt ”komplekst”, og det må vi leve med.

I lang tid var kunst og litteratur den almindelige religionserstatning (Louisiana som den kulturradikale katedral), en kunstreligion, der oprindelig stiftedes af Richard Wagner. Men den giver sten for brød: ”kultur i sig selv kan ikke gøre nogen lykkelige eller gode.” Desuden er dens opbyggelighed slidt op; se blot, hvor nihilistisk billedkunsten er blevet.

Men hvorfor ikke bare tro på Gud? Her står Murray af: ”Spørgsmålet ignorerer den sandsynligvis uoprettelige skade, som naturvidenskaben og historisk kritik har påført religionens bogstavelige sandhedskrav, og ignorerer den kendsgerning, at man ikke kan tvinge folk til at tro. Samtidig er de irreligiøse i vores kultur dybt ængstelige for enhver drøftelse, som de føler giver den mindste indrømmelse til de religiøse og på den måde tillader en trosbaseret diskussion at flyde ind i det offentlige rum igen.”

Det sidste er meget dumt, for oplysnings-humanisten sidder også på kristendommens træ, erklærer Murray. Desuden bliver begge parter nu konfronteret med en religion, som har helt andre rødder.

Vestens umiddelbare fremtid byder på alvorlige udfordringer, og vi vil blive taget med bukserne nede, hvis vi ikke har værdier, der stikker dybere end demokrati og tolerance. Det åndelige tomrum vil andre forstå at udfylde. Murray opfordrer derfor sine ligesindede agnostikere til at gå i dialog med kristendommen - i stedet for at save i deres sekulære gren på det store, vestlige træ.

Og den ellers kolossalt vidende Murray skulle opfordre sig selv til at indhente solid oplysning om kristendommen. Selv han nøjes her med improviserede fordomme, som at kristendommen praktiserer tvang i trossager, og har måttet opleve at se sit ”bogstavelige sandhedskrav” pillet i stykker af videnskaben. Store opdagelser venter Murray; måske de vil bevæge ham til at tage endnu et skridt.