Prøv avisen

En kvinde på vej

Shayestah Khaterzay er ved at blive uddannet til jordemoder og deler et lille kollegieværelse med en medstuderende. Under tørklædet, som mest er til ære for den mandlige tolk, gemmer sig et kort, mørk pagehår med pink hårspænde, der matcher blusen. Tøjet er købt på en indkøbstur i Kabul sammen med Shayestahs mor. -- Foto: Ulla Poulsen.

Shayestah Khaterzay er 23 år og jordemoderstuderende. Hun bor på kvindekollegiet i Herat, langt fra forældrene i Kabul, men holder daglig kontakt via mobiltelefon. Hendes hår er kortklippet under tørklædet, og hun har en klar plan

Det var moderens komplicerede fødsler og en ufrivillig abort, der fik Shayestah Khaterzay til at beslutte sig for at blive jordemoder. Hun er den ældste datter i familien, et af syv børn, og hun er opsat på at forbedre kvindernes vilkår i Afghanistan. Til efteråret afslutter hun den grundlæggende jordemoderuddannelse, men hun håber at få mulighed for at tage en toårig overbygning og kvalificere sig yderligere.

"Jeg vil gerne arbejde i Ghazni (middelstor by i nærheden af Kabul), hvor min familie kommer fra. Den mangler i den grad jordemødre. Det er synd for alle de kvinder, der må lide under at få børn," siger hun.

Sammen med 95 andre unge kvinder bor Shayestah Khaterzay på Herats eneste kollegium for kvinder. Det blev etableret i 2005 af Den Danske Afghanistan Komite og er det eneste sted, unge piger og kvinder kan bo, mens de læser, hvis de ikke har familie i Herat. Det er utænkeligt, at en ung kvinde bor alene i Afghanistan. Derfor er kollegier som det i Herat en forudsætning for, at kvinder, som kommer fra landet eller mindre byer, kan få en uddannelse.

"I begyndelsen var det ensomt og trist at bo så langt hjemmefra, men nu har jeg vænnet mig til det. Min mor og far er også glade for, at jeg er her. Til daglig taler vi sammen i mobiltelefon, og to gange om året, når skolen holder ferie, tager jeg hjem," fortæller Shayestah.

I tråd med de stramme normer for, hvad en unge pige kan tillade sig, henter og bringer Shayestahs far hende, når hun skal på besøg. Ikke blot fordi det er passende i henhold til traditioner og kønsroller, men også fordi det er for farligt for en unge kvinde at rejse alene i Afghanistan. Busserne er gamle, og kun to hovedlandeveje i landet er asfalterede, så en stor del af rejsen foregår ad bumpede jordveje, hvor risikoen for uheld er stor. Skulle rejsen blive afbrudt, er forholdene sådan, at en ung kvinde har brug for en mand, der kan beskytte hende.

Beskyttelsen – nogle vil mene overvågningen – af kvinderne strækker sig helt ind på kollegiet, hvor den kvindelige rektor med fast hånd sørger for at håndhæve en række ordensregler, der skal sikre, at de studerende opfører sig anstændigt og ikke udsætter sig for nogen form for risiko. Ordensreglerne er en form for forlængelse af forældrenes krav til deres døtre og deres garanti for, at det er forsvarligt at lade dem flytte hjemmefra.

Reglerne indebærer for eksempel, at kvinderne bliver kørt i bus til og fra deres uddannelsesinstitutioner, og at de derudover ikke må forlade kollegiet uden tilladelse.

Shayestah har ikke de store problemer med ordensreglementet. Hun havde kun gået nogle få år i skole, da Taleban kom til magten i 1995, og i sammenligning med forholdene dengang, føler hun en stor frihed.

"Det var en mørk tid i historien. Fuld af skygger. Taleban spærrede alle piger og kvinder inde i deres hjem. Jeg kunne ikke komme i skole. Min mor og far lejede sammen med nogle andre forældre en privat lærer til at undervise os, men da Taleban fandt ud af det, truede de med at slå læreren ihjel. Så stoppede undervisningen, og jeg gik ikke i skole i 4-5 år. Dengang måtte vi intet. Det er meget anderledes nu. Jeg bor her. Jeg er ved at tage en uddannelse. Jeg kan gå i smart tøj," siger Shayestah.

Hun frygter stadig, at Taleban vender tilbage.

"Hver gang vi hører om kidnapninger eller skyderier, bliver jeg bekymret. Jeg håber virkelig, at de ikke kommer til magten igen. Jeg er så træt af al den uro i landet," siger hun.

Talebans undertrykkelse af kvinderne stemmer heller ikke overens med Shayestahs idé om, hvordan hendes ægteskab skal være. For naturligvis skal hun giftes og videreføre slægten, sådan som islam opfordrer til, men først når hun er færdig med sin uddannelse og kun med en mand, som hun selv accepterer.

"Jeg ved, at min familie vil forsøge at vælge mig en god mand, men jeg kan sige nej, hvis jeg ikke bryder mig om ham, og det vil jeg gøre," siger hun og smiler bredt.

Udseendet betyder ikke noget, understreger hun.

"Det vigtige er, at han har en uddannelse på mindst samme niveau som mig og er et harmonisk menneske, der vil behandle mig ordentligt. Jeg vil ikke finde mig i en mand, der nægter mig at arbejde," siger hun.

I modsætning til sin mor satser Shayestah på at nøjes med to børn.

"Det er mere end rigeligt. Jeg kender ikke nogen på min alder, der ønsker sig flere," ler hun.

Foreløbig udspiller det meste af hendes privatliv sig på det 10 kvadratmeter store værelse, som hun lige som alle de andre unge piger deler med en anden studerende. Sammen råder de to unge kvinder over to skriveborde, et fælles klædeskab og en køjeseng. Deres sko hører hjemme i en lille åben reol uden for døren på den lange, brede gang. Smarte sandaler og sorte stiletter står øverst.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk