Snakken er gået om klimaet i den seneste uge i den polske by Poznan, og den vil fortsætte helt frem til fredag. Omkring 9000 embedsmænd og politikere fra stort set hvert eneste land i verden cirka 190 nationer er samlet for at finde ud af, hvad deres regeringer er parate til at gøre for at skade klimaet så lidt som muligt. Om et år er der topmøde i København, og her skal landene underskrive en ny international aftale, som især afgør, hvor meget de skal spare på brændstoffer som olie, kul og gas.
COP-14 lyder Poznan-konferencens poetiske titel hvilket henviser til, at det er 14. gang, at de lande, der har skrevet under på FNs Konvention om Klimaforandringer (Conference of the Parties to the United Nations Framework Convention on Climate Change) mødes for at diskutere, hvordan det egentlig går med at føre konventionen ud i livet.
Mødet i Poznan er således langt fra det første om klimaet og med sikkerhed heller ikke det sidste.
Formelt set begyndte hele debatten for 36 år siden i Stockholm.
I 1972 var byen vært for en FN-konference om det menneskelige miljø, og konferencen blev det første sted, hvor politikere nævnte økonomisk udvikling og miljøproblemer i samme åndedrag. Især de rige lande var blevet opmærksomme på, at deres voldsomme industrielle udvikling også skabte forurening og påvirkede naturen.
Tanken om miljø- og klimaforandringer som et globalt problem var født.
Allerede i Stockholm så man også konjunkturerne af den uenighed, som lige siden har præget de internationale diskussioner mellem de industrialiserede lande på den ene side og udviklingslandene på den anden. Hvor de rige lande forsøger at slå til lyd for, at de globale miljøproblemer er meget vigtige at få løst, og at alle lande har et ansvar for at gøre noget, mener de fattige lande, at deres største problem er fattigdommen, som de skal have lov til at bekæmpe uanset om det bidrager til at forstærke miljøproblemerne.
Den daværende indiske premierminister Indira Gandhi udtrykte det på følgende måde:
Er fattigdom og afsavn ikke de mest betydningsfulde forureningskilder? Hvordan kan vi tale med mennesker fra landsbyerne og i slummen om behovet for at beskytte luften, havet og floderne, når deres eget liv er forgiftet? Miljøet kan ikke forbedres under fattigdommens betingelser, sagde hun.
I første omgang førte debatten i Stockholm da heller ikke til konkrete resultater. Der skulle gå yderligere 20 år, før verden reagerede med et håndgribeligt initiativ i form af Konventionen om Klimaforandringer. Det skete på miljø- og udviklingstopmødet i Rio de Janeiro i 1992 fem år efter, at den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland havde lagt navn til Brundtland-rapporten, som gav et overblik over de største, globale miljøkriser og fik det meste af verden til at diskutere global bæredygtighed, også på klimaområdet.
Klimakonventionen blev i Rio underskrevet af regeringsledere fra over 154 lande, herunder Danmark, som var enige om, at de var nødt til at få kontrol med klimaet. Konventionen har, som nævnt ovenfor, siden dannet grundlaget for det internationale samarbejde om klimaet, og 192 lande har nu tilsluttet sig. To lande, Taiwan og Vest Sahara, er ikke med, mens Irak, Somalia, Vatikanet og Andorra blot er observatører.
Konventionens formål er at begrænse de forandringer, der sker med klimaet på grund af for mange drivhusgasser i atmosfæren. Tanken er, at de stater, der har skrevet under, er forpligtet til at kontrollere og begrænse deres udledning af drivhusgasser først og fremmest kuldioxid. Den store udfordring har efter-følgende været at finde ud af, hvordan det skal ske i praksis. Løfterne har været lettere at give end at leve op til.
Mens forhandlere fra hele verden år efter år er mødtes rundt om på kloden, er udslippet af kuldioxid steget støt og roligt.
Klimakonventionen tager udgangspunkt i, at ændringerne i klodens klima og de negative konsekvenser, de har, er et fælles menneskeligt ansvar. Den fastslår dog samtidig, at den største del af drivhusgasserne, både historisk og aktuelt, stammer fra de industrialiserede lande, og at udviklingslandene derfor skal have lov til at stræbe efter øko-nomisk vækst på en bæredygtig måde.
Modsætningen mellem ønsket om økonomisk vækst og hensynet til klimaet er 36 år efter Stockholm stadig den afgørende hurdle for at skabe opbakning til stærke globale aftaler om klimaet. Der er en tæt sammenhæng mellem brugen af energiformer som olie og kul og udslippet af kuldioxid, og da et højt forbrug og økonomisk vækst langt hen ad vejen stadig er afhængig af olie og kul til fabrikker, biler og opvarmning, vil nedskæringer i mængden af kuldioxid være ensbetydende med lavere vækst og forbrug.
Dilemmaet eksisterer for alle lande ingen lande ønsker at miste noget af deres materielle velfærd, og mange ønsker at forbedre den men er tydeligst i udviklingslandene, hvor behovet for økonomisk vækst er størst. U-landene er hidtil sluppet for at binde sig til nedskæringer af deres kuldioxid, men der er et stærkt pres fra de rige lande for, at det ikke længere skal gælde overgangslande som Kina og Indien, der har oplevet forrygende vækstrater og nu slipper enorme mængder kuldioxid ud.
Således er Kina nu verdens største udleder af kuldioxid foran USA. Det er dog ikke en titel, der automatisk skræmmer kineserne. Landet er villigt til at forsøge at udnytte sin energi mere effektivt, men Kina placerer samtidig hovedansvaret for de globale klimaproblemer hos de industrialiserede lande, der med premierminister Wens ord bør ændre deres ubæredygtige livsstil.
En af vejene ud af dilemmaet mellem vækst eller klima har været, at de rige lande hjælper de fattigere lande med at indføre teknologi, som udnytter energien mere effektivt og derfor får udslippet af kuldioxid til at falde. Den løsning kræver på sin side penge fra de rige lande til de fattige og de har ikke siddet helt så løst, som udviklingslandene kunne have tænkt sig.
Temaet er en af de tre store udfordringer, som de 9000 konference-deltagere i Poznan skal formulere et svar på som oplæg til topmødet i København til næste år. De to øvrige er, hvor store nedskæringer i drivhusgasserne landene er villige til at love hinanden, samt hvem der skal holde øje med, at det sker.