Prøv avisen

En mormon i Det Hvide Hus

To gange fraskilte Mitt Romney er på trods af sin mormontro den mest oplagte kandidat – for det kristne højre lige nu – og han har en chance for sejr.

Republikaneren Mitt Romneys tro deler værdier med det kristne højre i USA men en stor del af det kristne højre har traditionelt opfattet mormoner som hedninge

Den første mormon, der meldte sig som kandidat til præsidentvalget i USA, gik det ilde. Joseph Smith, stifteren af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, blev myrdet i 1844. Mere end 150 år senere forsøger en af Smiths trosfæller sig igen: Mitt Romney, tidligere guvernør i Massachusetts er en af det republikanske partis foreløbig 10 kandidater.

Hvis det lykkes Mitt Romney at nå Det Hvide Hus ved præsidentvalget i 2008, bliver det kun anden gang en ikke-protestant bliver præsident i USA. Eneste fortilfælde er John F. Kennedy, katolik og præsident fra 1961 indtil også han blev skudt i 1963.

Der er dog intet, der tyder på, at Mitt Romney er i fare for at miste livet. Men han kan være i fare for ikke at opnå USAs højeste embede.

Selvom flerkoneri blev bandlyst af den officielle Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1890, og siden kun er praktiseret af små udbrydergrupper blandt mormonerne, så er det, ifølge Gallup, polygami hver femte amerikaner tænker på, når de skal karakterisere mormoner. 10 procent tænker på Salt Lake City hovedstaden i staten Utah mens kun syv procent tænker på gode, venlige mennesker med stærke moralske værdier.

Endnu værre for Romney er det, at en undersøgelse foretaget af Pew Forum, der analyserer og afholder konferencer om religion og samfund, viser, at 30 procent af amerikanerne har et forbehold mod at stemme på en kandidat, der er mormon. Og fordelt på liberale og konservative kristne viser meningsmålingen, at 40 procent af de hvide, konservative protestanter har forbehold mod at stemme på Romney, som de opfatter som tilhørende en hedensk sekt.

Til sammenligning viser tidligere undersøgelser, at 25 procent af amerikanerne næppe vil stemme på en muslim, og 50 procent afviser ateistiske kandidater.

På den anden side leder det kristne højre forgæves efter et politisk hjemsted for deres konservative værdier forud for det næste præsidentvalg. De to førende kandidater senator John McCain og New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani opfatter de som for liberale. De mere religiøse som katolikken Sam Brownback og baptisten Ron Paul spås af amerikanske iagttagere ikke en kinamands chance for at nå langt.

To gange fraskilte Mitt Romney er på trods af sin mormontro den mest oplagte kandidat med en chance for sejr for det kristne højre lige nu. Efter han har skiftet mening fra for til imod abort ville hans værdier være blandt dem, der ligger tættest på de konservative kristne, som overvejende stemmer republikansk: Abortmodstand, familieværdier, modstand mod homoseksuelt samliv, mod kvindelige præster og mod stamcelleforskning på fostre.

Det kristne højre har før lukket øjnene for moralske sprækker hos præsidentkandidater, der så ud til både at kunne vinde og fremme en moralsk dagsorden. Ronald Reagan var også skilt og giftede sig til og med med en kvinde, der gjorde flittigt brug af astrologer. En anden ændring fra det kristne højre er, at man ikke længere beskriver Utah som Satans højborg eller mormoner som kættere.

Da nys afdøde Jerry Falwell i 1979 bød både konservative katolikker, jøder og mormoner inden for i det dengang nystiftede Moral Majority, var det med den dagsorden, at den konservative tro var så truet, at alle ligesindede burde stå skulder ved skulder. Den handske samlede tv-prædikanten Pat Robertson op med stiftelsen af Christian Coalition og i Southern Baptist Convention, som er det største protestantiske trossamfund i USA mener flere ledere også, at tiden er til samarbejde. Så må de (store) teologiske forskelle hvile til den brand sekularismen har tændt er slukket.

Mitt Romney har da også allerede været i kontakt med en række indflydelsesrige ledere. Blandt andet Southern Baptist Conventions præsident for den politiske afdeling, Richard Land. Han siger i Times Magazine, at baptisterne må forstå, at de stemmer en øverstkommanderende ind, ikke en teologisk chef. Og tilføjer, at kun Romney selv kan berolige vælgerne i forhold til hans tro.

Kommentator Noam Scheiber i netmagasinet The New Republic mener, at Mitt Romney faktisk har en chance. En af de mest indflydelsesrige ledere af det kristne højre, James Dobson, der har stiftet mediemastodonten Focus on the Family, har udtalt, at Romney har præsidentielle kvaliteter. En anden potentiel støtte er en af USAs mest indflydelsesrige advokater Jay Sekulow, der med sin organisation American Center for Law & Justice har specialiseret sig i forsvar af demonstranter foran abortklinikker, borgere der vil have De 10 Bud sat op på offentlige bygninger og andre eksempler på, hvordan nogle amerikanere forsøger at bryde adskillelsen af stat og religion.

Noam Scheiber mener, at vælgere i det republikanske parti i høj grad retter ind efter de ledende røsters anbefalinger, og hvis man lytter til det kristne højres ledere, så er vejen delvist banet for mormonen selvom lederne godt ved, at Romneys religiøse engagement er lige så tyndt, som Ronald Reagans var det. For der er ingen kandidat som den snart afgåede præsident George W. Bush. Han er og var med sin omvendelseshistorie fra alkohol til Jesus et omvandrende bevis på, at religion virker.

Men ikke så få konservative religiøse ledere ser med misundelse på mormonerne, der, i langt højere grad end det protestantiske kristne højre, formår at holde medlemmerne på dydens smalle sti.

Andre amerikanske politiske kommentatorer har rådet Mitt Romney til at forsøge at gøre John F. Kennedy kunsten efter.

I 1960 så det ud til, at den katolske kandidats kampagne ville blive overskygget af beskyldninger om, at han ville adlyde paven før den amerikanske forfatning. Men i september 1960 holdt han en af sit livs taler, hvor han både erklærede, at adskillelsen af kirke og stat var hellig for ham, og hans tro var en privatsag. Endelig tilføjede han, at skulle det endelig komme til et punkt, hvor han enten måtte gøre vold på sin samvittighed eller på nationens interesser, så ville han trække sig. Kennedy vandt meget knebent over den senere skandaleramte præsident Richard Nixon.

Time Magazines politiske ekspert og redaktør Nancy Gibbs gør dog opmærksom på, at en kandidat, der vil vinde det kristne højres stemmer, næppe gør sig selv en tjeneste ved at gøre som Kennedy. Deres vælgere vil have en kandidat, der også mener, at muren mellem stat og kirke i USA er blevet for høj, og som erkender, at han selvfølgelig også har sin religiøsitet med i politiske beslutninger. Gibbs konkluderer, at Mitt Romney er nødt til at afgøre for sig selv, om han vil give vælgerne en lektion i sin tro, som ingen andre kandidater vil blive afkrævet.

Mitt Romney kan ende med at få hjælp fra en utilsigtet kant: Med de demokratiske kandidaters lyst til at tale om religion holder de nemlig religion på dagsordenen. Det er svært ikke at kalde det en hjælp til det kristne højre. Det vil det nemlig også meget gerne tale om og de er bedre til det.