En nations religiøse krise

Kan et land vedgå sin kristne kulturarv og alligevel adskille politik og religion og integrere sine religiøse mindretal? Det er kernen i fransk-canadiernes intense debat om religionens plads i det offentlige rum, som blandt andet handler om kristendomsundervisningen

- Jesus og profeten Muhammed bliver præsenteret på lige fod. Det er den lige vej til kulturel og religiøs relativisme, siger Diane og Jocelyn Gagné, som lader deres 15-årige søn boykotte undervisningen i det nye fag, etik og religiøs kultur. -
- Jesus og profeten Muhammed bliver præsenteret på lige fod. Det er den lige vej til kulturel og religiøs relativisme, siger Diane og Jocelyn Gagné, som lader deres 15-årige søn boykotte undervisningen i det nye fag, etik og religiøs kultur. -. Foto: Birthe B. Pedersen.

Det er et forholdsvis lille, gyldent kors. Helt enkelt og med en lille Kristus-figur. Både katolikker og sekularister er enige om, at det i vid udstrækning symboliserer det fransktalende Canadas nationale historie.

Netop derfor skal det blive hængende, hvor det hænger: over formandsstolen i Quebec-provinsens lovgivende forsamling, siger katolikker og protestanter.

Netop derfor hører det til på et museum, mener sekularisterne.

Korset i den blå parlamentssal i byen Quebec, administrativ hovedstad i den fransktalende canadiske provins af samme navn, er karakteristisk for den strid, som de seneste år har udspillet sig om provinsens nationale identitet.

Kritikken af de såkaldte rimelige tilpasninger, som ifølge fransk-canadisk retspraksis giver religiøse og andre mindretal ret til særordninger, for eksempel på arbejdspladsen, har udløst en bredere debat om religionens plads i det offentlige rum og om kristendommens plads i den nationale identitet.

- Vi har bildt os selv ind, at sekulariseringen har været en stille og rolig vandring, men i virkeligheden er det fransk-canadiske samfund stærkt polariseret omkring religion. Vi har aldrig fået en afklaring omkring religionens plads i det offentlige rum, blandt andet fordi religionen er så tæt spundet ind i den nationale identitet, siger politolog og sekulariseringsforsker Pauline Coté, fra Institut for Statskundskab ved Laval-universitetet i Quebec.

Quebec er den sproglige rest af La Nouvelle France, Frankrigs kæmpemæssige nordamerikanske koloni, som blev koloniseret med jesuitterne som frontløbere. Men den franske tilstedeværelse i Nordamerika blev udslettet med nederlaget til England i Syvårskrigen i 1763.

Briterne erstattede den eksisterende, franske lovgivning med engelsk lov, deporterede en del af befolkningen og indførte den såkaldte edstest, som allerede i 1600-tallet blev brugt i England til at holde katolikkerne ude fra offentlige embeder ved at lade dem sværge troskab til den anglikanske kirke.

"Je me souviens" (jeg mindes) lyder Quebecs nationale motto. Quebec mindes sin historie og sine katolske rødder. Og selvom Canada i 1867 blev en føderalstat med Quebec som fransktalende provins, spøger den nationalistiske drøm om selvstændighed stadig. Ved den seneste folkeafstemning i 1995 var fransk-canadierne kun 0,58 procent fra at stemme sig ud af Canada.

Denne nationalistiske tradition har givet den katolske kirke en helt enestående magtposition som repræsentant for Quebecs nationale identitet. Quebec er en katolsk ø med syv millioner katolikker i det protestantiske Nordamerika.

Hele skolevæsenet var styret af den katolske kirke frem til 1960?erne, og mens resten af Canada havde et offentligt skolevæsen, havde Quebec-provinsen end ikke noget undervisningsministerium før i 1964. Hospitalerne blev udelukkende drevet af kirken, fagforeningerne var alle kristelige. Og ude i landdistrikterne var præsterne kendt for at sørge for, at deres sognebørn ikke blot passede deres kirkegang, men også fik så mange børn, at katolicismens overlevelse var fremtidssikret.

Mange Quebec-borgere kan endnu mindes bedstemødre, der fik 17 og 18 børn, før den såkaldt Rolige Revolution, La révolution tranquille, brød ud i begyndelsen af 1960'erne.

- Det, der udløste Den Rolige Revolution, var sammenfaldet af den seksuelle revolution i USA og Det Andet Vatikankoncil, påpeger Pauline Coté.

- Vatikankoncilet gav os legitimeringen til at modernisere samfundet på et tidspunkt, hvor vi blev mere og mere påvirket af den amerikanske borgerretsfilosofi, forsvaret for de individuelle borgerrettigheder og feminismen. Kirken og præsterne mistede det meste af deres indflydelse, siger Pauline Coté.

Da sundhedspersonale og lærere ikke længere skulle være præster eller nonner for at virke i skole- og sundhedsvæsenet, som nu blev underlagt provinsmyndighederne, flygtede de i tusindtal ud af kirken. Kirkens magtposition væltede som et korthus.

Det er efterspillet til denne sekularisering, som nu udspiller sig.

- Med de rimelige tilpasninger til blandt andet religiøse mindretal føler nogle katolikker, at de selv mister terræn og får færre rettigheder, mens mindretallene får nye privilegier, siger Robert Sauvageau.

Han er talsmand for den katolske kirke i Montreal i undervisnings- og skolespørgsmål. Og det er netop i skolen, at en af de store kampe udspiller sig. Striden handler om kristendomsundervisningen. Og om hvordan et land, hvor nationalfølelse og religiøst tilhørsforhold har gået hånd i hånd, kan tilpasse sig en virkelighed med religiøs pluralisme.

Vi skal til Granby, 80 kilometer øst for Montreal i Grand Yamaska-regionen. Granby er en nordamerikansk kliché med sine firhjulstrukne pickupper, træfacader og fastfoodkæder, der konkurrerer om kunderne med store, blinkende lysreklamer.

På lang afstand kan man også se den katolske katedral Notre Dames hvide klokketårn med det grønne kobberspir. Tættere på viser det sig, at den er flankeret af den anglikanske Saint George-kirke, den presbyterianske kirke, en baptistkirke og adskillige evangeliske kirker. Og så springer vi over de mindre, katolske kirker i sidegaderne.

- De kalder os bibelbæltet, siger Diane Gagné med et skævt smil.

Bibelbæltet er nervecentret for modstanden mod den undervisningsreform, som med skolestarten sidste år fjernede den traditionelle kristendomsundervisning fra elevernes skoleskema. I stedet har de fået et nyt fag, der hedder etik og religiøs kultur. Og Diane Gagné og hendes mand, Jocelyn, er blandt de forældre, som nægter at lade deres børn deltage i det nye fag.

- Så snart vores søn fortalte om det nye fag, bestemte vi, at han ikke skulle følge undervisningen, siger Diane.

- Lige fra første klasse skal eleverne lære om alle religioner. Jesus og profeten Muhammed bliver præsenteret på lige fod. Det er den lige vej til kulturel og religiøs relativisme, hvor alle religioner og alle værdier er lige gode. Det kan være fint nok at lære eleverne om andre religioner.Men ikke fra første klasse, siger Diane.

Hun og tre andre familier i Granby har, sammen med små 1500 familier over hele provinsen, indledt en styrkeprøve med skolemyndighederne, hvor de systematisk lader deres børn boykotte det nye fag. Skolemyndighederne har svaret igen med midlertidig eksklusion af eleverne. For undervisningen er obligatorisk, og eleverne kan ikke blive fritaget, som det tidligere var tilfældet. Selv ikke i katolske eller protestantiske privatskoler.

Indtil skoleårets begyndelse var skolerne forpligtet til at tilbyde religionsundervisning. Katolske elever fik katolsk religionsundervisning, protestantiske fik protestantisk. Var der elever nok, skulle der også tilbydes konfessionsløs undervisning i moral og etik.

Det er denne ordning, forældrene vil have tilbage.

- Regeringen vil afkristne befolkningen efter at have afkristnet skolen og sekulariseret samfundet. Målet er at påtvinge os en multikulturel ideologi, siger Marie- Josée Croteau, formand for Komitéen for Frihed i Undervisningen, CLE, som er blevet oprettet i modstand mod etikundervisningen.

Det nye fag er sidste etape i den afkonfessionalisering af skolen, som har fundet sted siden 1960'erne og Den Rolige Revolution. Fra at være forkyndende er kristendomsundervisningen blevet et alment fag. Hvor faget oprindelig skulle uddanne gode katolikker eller gode protestanter, skal det nu uddanne kompetente borgere. Det er blevet et af de vigtiste redskaber i udviklingen af det, Quebecs provinsstyre selv definerer som det "interkulturelle samfund". Et samfund, hvor forskellige etniske og religiøse grupper via kompromiser og dialog sjusser sig frem til en sameksistens baseret på tolerance over for andres levevis.

- Målet er, at eleverne skal lære både deres egen og andres religion at kende. De skal arbejde med de værdier, samfundet hviler på, og lære at respektere andres holdninger. Men også at forholde sig kritisk til forenklede udsagn, for eksempel om religion, siger læseplanens fader, Denis Waters.

Han er tidligere topembedsmand i Quebecs undervisningsministerium. I dag er han konsulent og specialiseret i rådgivning om det nye fag, etik og religiøs kultur.

Han afviser, at faget kapper elevernes forhold til deres egen kristne identitet og Quebecs historie over.

- Der står udtrykkeligt i læseplanen, at der lægges særlig vægt på den jødisk-kristne tradition. Men målet er, at eleverne udvikler de fælles værdier, der er grundpillen i et demokratisk samfund. Etik og religiøs kultur er det redskab, som skal sikre sammenhængskraften i et moderne, sekulært og tværkulturelt samfund, fastslår han.

I den katolske kirke tager man det nye fag med ophøjet sindsro, selvom Quebecs ærkebiskop, kardinal Ouellet, forsøgte at bevare den traditionelle kristendomsundervisning i skolerne.

- Vi har ikke tabt slaget, siger Robert Sauvageot.

- Det er tværtimod en gevinst for kirken, at vi får en klar adskillelse af rollerne. I et moderne samfund er det ikke skolens opgave at uddanne gode kristne. Det er kirkens egen udfordring, og det er forældrenes ansvar. Og hvis børnene kommer hjem og tror, at Muhammed og Jesus er ét fedt, så må forældrene tage en snak med deres børn og gøre klart, hvad familiens værdier er, siger Robert Sauvageot.

- Vi holder nøje øje med, at undervisningen lever op til læseplanen og giver en særlig plads til den jødisk-kristne tro. Men vores børn vil vokse op i et samfund, hvor der ikke kun er én, men flere religioner. Det er dem, der skal løse de konflikter, det kan give. Vi kan vælge at lade dem være rustede til det, eller vi kan vælge at lade være, siger lederen af den katolske kirkes afdeling for skole og undervisning i Montréal.

Denne holdning har man svært ved at acceptere i Granby, hvor man synes, at Quebecs historiske arv bliver kastet over bord. Konflikten om religionens plads i den nationale identitet og dens synlighed i den fransk-canadiske konflikt kommer også til udtryk i andre diskussioner. Må man for eksempel indlede et byrådsmøde med en bøn?

Det har man altid gjort i Trois-Rivières, en provinsby med 126.000 indbyggere ved Saint Laurent-floden, midtvejs mellem Quebec og Montréal. Og det bliver man ved med, selvom domstolene har erklæret, at en bøn ikke hører hjemme i en byrådssal.

- Borgmesteren respekterer dommen, forklarer kommunens talsmand, François Roy.

- Han beder ikke længere selv ved åbningen af byrådsmøderne. Men han kan ikke forhindre en af borgerne i at bruge sin taletid til at bede en bøn.

- Vi er alle enige om, at religion og politik skal holdes adskilt. Men siden 1960'erne er religionens plads blevet mere og mere indskrænket. Skal man absolut fjerne de sidste rester at vore fælles symboler? Der er dem, der mener, at vi gør klogt i at bevare det, der er tilbage, og at religionen er samfundets cement, siger François Roy.

Det er netop det, man bestrider i Mouvement Laïque Quebecois, Quebecs Verdslige Bevægelse, som står bag sagsanlæggene mod de bedende kommunalbestyrelser.

- Spørgsmålet om adskillelsen af kirke og stat er ikke løst, selvom vi har formel adskillelse. Vi har en situation, der minder om USA, hvor religionen er allestedsnærværende, og hvor man fra politisk hold forsøger at gøre religiøs tro til en slags civilreligion, som man presser ned over hovedet på os, siger Henri Laberge, talsmand for Mouvement Laïque.

- Det, vi skal have tilfælles, er ikke religiøse værdier, men loven. Det er loven, der skal sikre sammenhængskraften. Men det betyder ikke, at vi vil smide den religiøse del af landets historie i skraldespanden. Det er netop for at signalere, at religion er en vigtig del af vores historie, at korset i parlamentssalen hører hjemme på et museum, siger Henri Laberge.

- Der er helt klart kræfter, der helst så ethvert religiøst udtryk fjernet fra det offentlige rum, konstaterer Robert Sauvageot.

- Men hele denne debat er del af en nødvendig afklaring af grænserne mellem religion og politik. Vore fælles værdier er farvet af kristendommen, som har præget Quebec, som den har præget alle vestlige samfund. Vi har stadig noget at bidrage med i samfundsdebatten, og kirken bør ikke hindres i at give sin mening til kende. Men kirken bør ikke lade sig nøje med en slags civilreligion, der kan lime samfundet sammen, siger Robert Sauvageot.

Han mener ikke, at en bøn hører hjemme i en byrådssal, hvor det kan støde andre trossamfund. Derimod kan han ikke se, at korset i parlamentssalen skulle genere nogen.

Jøderne og muslimerne har aldrig selv klaget over korset, og en af dets varmeste fortalere er Fatima Houda-Pepin, parlamentets næstformand og eneste muslimske medlem af Quebecs parlament.

Anbefalingen om at flytte korset på museum kom derimod fra den undersøgelseskommission, som kulegravede de såkaldte rimelige tilpasninger for blandt andet religiøse mindretal, der kan bede om at få særordninger for eksempel på arbejdspladsen.

Korset blev reddet på målstregen af premierminister Jean Charest, som lagde det i vægtskålen som modvægt til den multikulturelle tendens i kommissionsrapporten.

Som de katolske og protestantiske modstandere af det nye etik- og religionsfag galgenhumoristisk siger i Granby:

- Måske kan vi bede om en "rimelig tilpasning", så vores børn bliver fritaget.

Til gengæld får korset lov at blive hængende.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Det omstridte kors over formandsstolen i Quebecs parlamentssal hører hjemme på et museum, mener de fransk-canadiske sekularister. -
Det omstridte kors over formandsstolen i Quebecs parlamentssal hører hjemme på et museum, mener de fransk-canadiske sekularister. - Foto: Birthe B. Pedersen.