Selvom 57-årige Miguel Díaz-Canel har brugt mere end 30 år på at bevæge sig op ad rangstigen i Cubas politiske hierarki, er der ikke meget ved hans fremtoning, der signalerer magtfuld, cubansk politiker. I hvert fald ikke på den måde, som verden har været vant til siden den cubanske revolution i 1959, hvor Che Guevara og Fidel Castro stod i spidsen for det socialistiske oprør.
Díaz-Canel bærer ikke grøn militæruniform med skinnende medaljer på brystet. For det meste optræder han i afslappede skjorter, der hænger løst over cowboybukserne. Han har heller ikke et uregerligt fuldskæg, tværtimod er hans ansigt glatbarberet, og så påstås det, at han ligner den amerikanske skuespiller Richard Gere. Han er desuden kendt for at cykle på arbejde, være fan af The Beatles og holde sig lidt i baggrunden i sit hidtidige embede som vicepræsident.
Men i dag bliver han efter alt at dømme Cubas præsident. Den første, der er født efter revolutionen og vokset op i det samfund, den skabte. Han afløser Fidel Castros bror Raúl Castro som har siddet ved magten de seneste 10 år. Dermed er det første gang i mere end 40 år, at Cubas præsident ikke bærer efternavnet Castro.
Díaz-Canel er født i 1960 i Villa Clara-provinsen øst for hovedstaden, Havana. Han er uddannet elektroingeniør, og som ung var han aktiv i kommunistpartiets ungdomsafdeling.
Senere gik han ind i lokalpolitik, inden han blev uddannelsesminister i 2009 og vicepræsident i 2013.
”Han er en stabil partimand med en meget traditionel karriere. Som politiker og som person fremstår han ikke alt for bureaukratisk eller formel, men som en god blanding af seriøs og folkelig,” siger Jan Gustafsson, der er Cuba-ekspert og lektor ved Københavns Universitet.
Díaz-Canel har haft god tid til at forberede sig på sin nye stilling. I 2013 annoncerede 86-årige Raúl Castro, at han ville trække sig fra præsi-dentembedet i år. Nærmest lige siden har han kørt Díaz-Canel i stilling som sin afløser.
Alligevel står det ikke klart, hvilke politiske visioner, Díaz-Canel har, på trods af at den caribiske østat står midt i en række udfordringer.Økonomien hænger i laser, ikke mindst på grund af krisen i alliance-landet Venezuela, og fattigdommen vokser. Desuden er forholdet til USA endnu en gang blevet vanskeligt, efter at Donald Trump er blevet præsident og har ført en langt mere afvisende politik over for Cuba end sin forgænger.
Díaz-Canel har kun markeret sig på få politiske områder. Blandt andet har han proklameret, at han vil give cubanerne mere fri adgang til internettet. Det er kun få år siden, at internet blev tilgængeligt i Cuba, og selvom der synes at være stor interesse i befolkningen for at færdes online, er det stadig for dyrt for de fleste.
Et andet punkt, der angiveligt er på Díaz-Canels dagsorden, er ønsket om en friere presse. Det er umiddelbart en overraskende melding i et land, der betragtes som et kommunistisk diktatur. Men der behøver hverken at være noget nyt eller særligt demokratiserende i den melding, mener Jan Gustafsson.
”Det er for det første ikke ret konkret, hvad han mener med en friere presse. Det lyder som mere af det, vi har hørt fra kommunistpartiet i en del år nu, nemlig at pressen er for træg, og at den ikke har formået at forny sig og producere et indhold, som folk gider se eller læse. Díaz-Canel er ikke en mand, der kommer til at tegne en helt ny linje, hverken i dette eller andre spørgsmål,” siger han.