Honduras’ nye præsident har store ambitioner: Der skal ryddes ud i korruptionen, og så skal landets narkokarteller stoppes én gang for alle. Men når den 62-årige venstrefløjspolitiker Xiomara Castro i dag indsættes som det mellemamerikanske lands første kvindelige præsident, skal hun samtidig forsøge at løse landets store problemer med fattigdom og arbejdsløshed.
De seneste år har millioner af demonstranter jævnligt fyldt de latinamerikanske gader i oprør mod korruption, kriminalitet og økonomisk stilstand. Og nu har utilfredsheden med især den stigende ulighed mellem samfundets rigeste og fattigste sat sit præg på latinamerikansk politik.
I flere lande er støtten til de siddende, fortrinsvis konservative regeringer nemlig dalet, og i stedet stiger opbakningen til partierne til venstre for midten. En tendens, som er blevet sammenlignet med ”den lyserøde bølge” i 00’erne, og som den selverklærede marxist Hugo Chávez i Venezuela blev frontfigur i.
”Da Hugo Chávez døde i 2013, så det ikke ud til, at der længere var noget håb for venstrefløjen i Latinamerika. Men nu er den vendt tilbage på ny,” siger Carlos Salas Lind, som er lektor i latinamerikansk politik på CBS, handelshøjskolen i København.
Det mest aktuelle eksempel på regionens venstredrejning er den 35-årige Gabriel Boric i Chile, som flere politiske analytikere har kaldt den mest venstreorienterede præsident i landet siden Salvador Allende, der blev væltet i et militærkup og dræbt i 1973. I december vandt Boric, en tidligere studenteroprørsleder, præsidentvalget med sine løfter om at øge minimumslønnen, gøre uddannelser billigere og forbedre minoriteters rettigheder.
Socialistisk skolelærer
Nord for Chile gik den socialistiske skolelærer Pedro Castillo til præsidentvalg i Peru med parolen om, at forskellen mellem rig og fattig skal mindskes. Og til manges overraskelse lykkedes det ham – godt nok med decimaler – at løbe med sejren i juni sidste år. I nabolandet Bolivia slog den tidligere præsident og fagforeningsleder Evo Morales’ efterfølger Luis Arce sin konservative modkandidat i 2020 og viderefører nu den socialistiske linje fra Morales.
”Det bemærkelsesværdige er, at det ikke er den gamle venstrefløj, der vender tilbage. Det er en fornyet venstrefløj. I 00’erne talte man om ’den lyserøde bølge’, men den var mere rød, end den var lyserød. I dag taler venstrefløjen om sociale reformer, som skal være med til at skabe fundamentet til et velfærdssamfund,” siger Carlos Salas Lind.
Ifølge Pedro Mendes Loureiro, økonom og lektor i latinamerikanske studier på Cambridge Universitet, har coronapandemien kastet lys over og forværret de sociale og økonomiske problemer, som i forvejen eksisterede – og det har givet venstrefløjen medvind.
”Latinamerika er en af de regioner i verden, som har været hårdest ramt af pandemien. De, som havde få midler, havde dårligere muligheder for at få behandling i sundhedsvæsenet, og de, som havde lavindkomstjobs, var i risiko for at miste deres arbejde på grund af de økonomiske konsekvenser af pandemien,” siger han.
Den rigeste procent i Latinamerika tjener omtrent 24 procent af landenes samlede indkomstifølge World Inequality Database.
Allerede i 2019 blev utilfredsheden blandt chilenerne cementeret. Over en million mennesker gik på gaden den 25. oktober i hovedstaden Santiago i frustration over den økonomiske ulighed. Gennem to år demonstrerede borgere i en bølge af protester, som er blevet døbt ”det sociale udbrud”.
Nu lover de nyvalgte præsidenter at rette op på ubalancen. Men mens de venstreorienterede regeringer under den lyserøde bølge i 00’erne kunne nyde godt af en høj udenlandsk efterspørgsel på varer, som gjorde det muligt at finansiere sociale reformer, er situationen en anden i dag.
”Ligesom i resten af verden er inflationen høj i Latinamerika, og mange af landene har en stor offentlig gæld. Og før de kan gå i gang med deres reformer, skal de først håndtere pandemien og dens efterdønninger,” siger Pedro Mendes Loureiro fra Cambridge Universitet.
Venstrefløjen kan heller ikke gå enegang, hvis det skal lykkes at implementere de lovede økonomiske og sociale tiltag, vurderer Anthony Pereira, som er professor i latinamerikanske studier på King’s College i London.
Det kræver aftaler på tværs af det politiske spektrum. Det er også gået op for den nye peruanske præsident, Pedro Castillo, som er kendt for sin bredskyggede stråhat og uldponcho. På grund af en markant stigning i inflationen, steg presset hurtigt på ham ifølge det britiske magasin The Economist. Det fik ham til at udskifte premierministeren med en mere moderat en af slagsen, og landets centralbankdirektør fik lov at blive. Fra landets økonomiminister, Pedro Francke, var beskeden, at ”vi er venstreorienterede, men vi har ikke tænkt os at gøre skøre ting”.
Gabriel Boric’ storstilede planer om at forvandle Chile til en velfærdstat vil også blive sat på en parlamentarisk prøve, når han sætter sig i præsidentstolen den 11. marts. Han er nødt til at søge støtter blandt parlamentets øvrige partier, og det kan tvinge det unge statsoverhoved til at slække på sine visioner, forklarer Anthony Pereira fra King’s College i London.
”Hans ’socialdemokratiske pagt’, som blandt andet går ud på at øge minimumslønnen og pensionen for fattige, vil blive udfordret, så snart de andre partier og interesser fra erhvervslivet involveres,” siger han.
I Brasilien gør en af frontfigurerne i den lyserøde bølge også klar til comeback. Meningsmålinger viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den tidligere præsident Luiz Inácio Lula da Silva, i folkemunde blot Lula, er favorit til at vinde præsidentvalget til oktober.
Efter 580 dage i fængsel efter en dom for korruption blev han i 2019 løsladt, og for knap et år siden ophævede landets højesteret dommen. Selvom han risikerer at blive dømt i en ny retssag, er den erfarne socialist nu en alvorlig udfordrer til den omstridte konservative præsident, Jair Bolsonaro.