Der er et "før" Jasminrevolutionen og et "efter". Uanset hvilken udgang opstandene mod de autoritære regimer i Nordafrika og Mellemøsten får, er det konturerne af en væsentligt forandret verden, som langsomt dukker op i horisonten bag de dramatiske begivenheder i Tunesien, Egypten og Libyen.
"Vi står i et historisk vadested. Intet vil blive som før," som den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, har udtrykt det.
Lignende meldinger er kommet fra USA, hvor for eksempel Joel Hirst fra forskningsinstitutioner Council on Foreign Relations har sagt, at "vi er måske vidner til det mest afgørende øjeblik i arabisk politisk historie i vor tid".
"Demonstranterne har rettet deres vrede mod arbejdsløshed, tyranni og manglen på værdighed og retfærdighed i deres egne samfund. Det udgør et markant brud i det moderne Mellemøstens historie," skriver en anden kommentator, Robert Kaplan, i tidsskriftet Foreign Policy under titlen "Den nye arabiske verdensorden".
Det er ofte Berlinmurens fald i 1989 og begyndelsen til kommunismens og Sovjetunionens fald, som mobiliseres for at understrege, hvor dybt Jasmin- revolutionen vil ændre den regionale, og den globale verdensorden. For eksempel har tjekkisk presse kaldt Tahrir-pladsen i Egypten for "Kairos Wenceslas-plads" med henvisning til det store torv og Fløjlsrevolutionen i Prag.
Med Berlinmurens fald forsvandt en hel ideologi mere eller mindre fra jordens overflade. Den kolde krig gik i sig selv, den bipolære verden med to supermagter forsvandt og blev afløst af en multipolær, mere uforudsigelig verden.
"Fællesnævneren mellem Murens fald og Jasminrevolutionen er befolkninger, som i en lang periode har oplevet en fundamental magtesløshed og troet, at forandring var umulig. De oplever pludselig, at forandring kan lade sig gøre. Og at det kan ske overvejende fredeligt som i Tunesien og Egypten," siger professor Ole Wæver fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Med Berlinmurens fald fik EU pludselig nærkontakt med det Østeuropa, som havde været frosset inde i sovjetblokken. Jasminrevolutionen vil få en lignende konsvens i forhold til landene syd for Middelhavet. Nordafrika rykker tættere på, og EU er allerede ved at tage bestik af denne nye, geopolitiske glidning mod Syd.
Som den britiske vicepremierminister, Nick Clegg, har formuleret det:
"Nordafrika er kun 22 kilometer fra Europa på det smalleste sted. Hvad der sker hos vore nærmeste naboer, påvirker os dybt."
Det er blandt andet udsigterne til nye migrationsbølger, som bekymrer de europæiske politikere, men også risikoen for at få politisk ustabile lande som nærmeste naboer på den anden side af Middelhavet.
Den tidligere Østbank, EBRD, som fik til opgave at finansiere genopbygningen i Østeuropa, kan komme til at spille en lignende rolle i Nordafrika. Kommissionen er tilhænger af at ud- vide bankens mandat og har allerede udarbejdet en "Pagt for Demokrati og Fælles Velstand", som kan styrke EU's såkaldte naboskabspolitik i forhold til Nordafrika, ligesom Den Europæiske Investeringsbank har afsat flere penge til de nordafrikanske randstater.
"Udsigten til, at Nordafrika bliver meget tættere knyttet til Europa, er et af de helt store geopolitiske perspektiver i den igangværende proces," forklarer Ole Wæver.
"Det har ligget i kortene længe, at Nordafrika i virkeligheden snarere hørte til i den europæiske sfære end i den mellemøstlige. Nordafrikas langsigtede økonomiske udvikling er bundet til Europa. Nordafrika udgør Europas demografiske periferi, hvilket de syd-europæiske lande længe har forsøgt at gøre opmærksom på. Nu kommer denne virkelighed stærkere ind på skærmen," fastslår Ole Wæver.
For eksempel sørgede Tyskland for at begrænse rækkevidden af den middelhavsunion, som den franske præsident, Nicolas Sarkozy, pressede igennem i 2008, og som nu nærmest ligger død, ikke mindst fordi den ene af de to formandsposter er besat af den nu afsatte egyptiske præsident, Hosni Moubarak.
Jasminrevolutionen har i det hele taget pulveriseret Vestens hidtidige politik i forhold til den arabiske verden, hvor frygten for islamismen legitimerede støtten til diktaturregimer, og terrortruslen udgjorde den centrale strategiske faktor for Vestens udenrigspolitik i forhold til de arabiske lande.
Selvom denne trussel ikke forsvinder med ét slag, ser den ikke desto mindre anderledes ud i dag, påpeger den amerikanske kommentator Robert Kaplan, som normalt regnes blandt USA's neokonservative iagttagere.
"Et af al-Qaedas mål var at omstyrte de regimer, som i stil med Mubaraks undertrykte deres eget folk og blev opfattet som marionetter for amerikanske og israelske interesser. Med Mubaraks fald mister al-Qaeda et rekrutterings-argument," skriver Kaplan.
"Den islamiske terrorismes dags- orden handlede oprindeligt ikke om Vesten, men om islamisternes egne lande, hvis regimer ikke blev betragtet som 'islamiske' nok. Vesten kom kun ind i billedet i kraft af støtten til de pågældende regimer," påpeger professor Ole Wæver.
"I det øjeblik der kommer bevægelse og demokratisering i de arabiske lande, og regimerne ikke bliver fastfrosset med vestlig hjælp, så bortfalder meget af argumentationen for at rette terrorangreb mod Vesten. Selvfølgelig kan terroristerne ændre dagsorden, og demokratiseringen kan også føre til, at terroristerne får lettere ved at udfolde sig. Men det er ikke usandsynligt, at terrortruslen i et vist omfang vil tage af," vurderer Ole Wæver.
Samme holdning udtrykker den franske mellemøst- og islamspecialist Gilles Kepel fra Fransk Institut for Internationale Relationer, IFRI, i Paris.
"Selvmordsattentaterne skulle mobilisere de arabiske befolkninger ved at afsløre de demokratiske landes skrøbelighed. Men det er ikke lykkedes at påvirke de arabiske lande i dybden. Med disse demokratiske arabiske revolutioner oplever vi jihad-fænomenets intellektuelle og kulturelle fiasko," siger Gilles Kepel i et interview med det franske tidsskrift Le Nouvel Observateur.
En af de helt store ubekendte er, hvordan den strategiske situationen i Mellemøsten vil blive ommøbleret under påvirkning af de folkelige opstande. Den Arabiske Ligas opbakning til tanken om at lukke det libyske luftrum med vestlige militære midler er det mest slående eksempel på de nye vinde, der blæser fra den arabiske verden, om end iagttagerne advarer mod at overfortolke betydningen.
"Det betyder ikke, at de arabiske lande pludselig er blevet tilhængere af amerikansk intervention i området," siger professor i international politik ved George Washington University i Washington Marc Lynch i Foreign Policy.
"Det er stadig USA, der sidder inde med nøglen til Israel-konflikten," påpeger Ole Wæver, mens Lars Erslev- Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at USA vil blive nødt til at revidere sin strategi i forhold til Saudi-Arabien, som udelukkende bygger sin sikkerhed på den amerikanske tilstedeværelse.
USA's Femte Flåde patruljerer ud for den arabiske halvø for at sikre olietransporterne og støtte den militære indsats i Afghanistan, blandt andet takket være baser i Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.
Og spørgsmålet er, hvor længe USA kan støtte både de folkelige opstande og de tilbageværende autokrater i Mellemøsten, herunder ikke mindst det autoritære regime i Saudi-Arabien.
"Det er oplagt, at USA må ændre sin strategi. Men det kommer ikke til et brud mellem Saudi-Arabien og USA, dertil har de for meget brug for hinanden. Derimod tror jeg, at der vil komme et pres fra USA om at indlede reformprocesser, et pres, som også vil komme fra de unge saudiarabere selv," siger Lars Erslev-Andersen.
"USA kan ikke fortsætte med sin betingelsesløse støtte til disse autoritære regimer til gengæld for stabilitet og olie," siger Larbi Sadiki, mellemøst-specialist ved University of Exeter i Storbritannien, og fortsætter:
"Det, vi har set i de seneste 10 år, er et Egypten, som har mistet indflydelse, hvilket har givet plads til Iran og Tyrkiet. En helt ny dynamik er under opsejling med nye regimer, som ikke nødvendigvis vil være anti-israelske, men måske være i stand til at veje tungere og presse på for en fredsproces."
I den ny verden, hvor det arabiske ungdomsoprørs dominoeffekt har rystet de siddende regimer fra Marokko til Bahrain, er det hele Vestens gængse opfattelse af den arabiske verden, som skal omformateres, mener Ole Wæver.
"Vesten har dannet sig et billede af den islamiske verden som stagnerende og uforenelig med demokrati. Især hvis revolutionerne ender godt, skal denne stereotype opfattelse revideres. Men også selvom det ikke umiddelbart ender med demokrati, er det blevet demonstreret, at de arabiske befolkninger ikke er lukkede for ønsket om demokrati. Der har også været en formodning om, at de arabiske lande var gennemislamiseret, og det har så vist sig, at det ikke er islam, som er drivkraften bag oprørene, også selvom islam måske vil komme til at spille en politisk rolle," påpeger Ole Wæver.
"Hidtil har vi haft den opfattelse, at politisk islam kun kan føre til tilstande som i Iran efter revolutionen i 1979 eller som i Afghanistan under Taleban. Islam vil komme til at spille en måske betydelig rolle, og vi bliver nødt til at få et mere nuanceret syn på politisk islam," mener Ole Wæver.
Som lederen af forskningsnetværket Arab Reform Initiative, Bassma Kodmani, udtrykte det for nylig:
"I 2001 indledte den arabiske verden det 21. århundredes første årti med det uhyrlige angreb på USA, der viste, at regionen er i stand til det værste. Hele regionen befandt sig i en historisk blindgyde. Nu begynder regionen det andet årti med fredelige opstande og unge, der stiller legitime krav på grundlag af universelle værdier".