Prøv avisen

En olympisk dyst om kvindelighed

Russiske Anna Kournikova trak sig i begyndelsen af 00'erne tilbage fra toptennis. Hun vandt aldrig en singleturnering, men blev berømt og styrtende rig på sit udseende. Foto: Paul Childs.

I morgen slutter De Olympiske Lege i London. Undervejs i legene har en fantomtid af en 16-årig kinesisk svømmepige og olympiske hormontest af kvinder pustet til ilden om kønsdiskrimination. Lad kvinder og mænd konkurrere sammen, foreslår idrætsprofessor

Hvad har en rekordsvømmende kineser, en tennisboldsmadrende amerikaner og en sprintende sydafrikaner til fælles?

For det første er de allesammen kvinder. For det andet er eller har de været omdrejningspunkt i en efterhånden tilbagevendende diskussion: Hvor kvindelig skal en kvindelig atlet være?

LÆS OGSÅ: Her er verdens hurtigste kvinder ved OL

Vi begynder med kineseren. På andendagen af det OL, som slutter i morgen, fik kinesiske Ye Shiwen alverdens svømmeeksperter til at tabe både kæbe og stopur i bassinet. Den blot 16-årige svømmepige stillede til finalestart i 400 meter medley (butterfly, rygcrawl, brystsvømning og crawl), og efter 4.28,43 minutter slog hun hænderne mod bassinkanten i verdensrekordtid. Næsten et sekund barberede hun af verdensrekorden, men endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at hun havde tilbagelagt de sidste 50 meter crawl 17/100 af et sekund hurtigere end mændenes vinder, amerikanske Ryan Lochte.

Svømmekendere hev straks dopingspøgelset frem fra skabet, og den danske svømmelandstræner Paulus Wildeboer udtalte, at teknisk set, altså fysiologisk, er det, hun lavede, ikke muligt. Det er allerede dokumenteret af flere med videnskabelig tilgang til svømning. Underforstået: En sådan afslutning er ikke mulig for en kvinde.

Selv har Ye Shiwen ifølge det kinesiske nyhedsmedie Xinhua bedyret, at beskyldningerne ikke rører hende.

Hvordan kan jeg sammenlignes med Lochte? Hans tid på 400 meter medley var mere end 20 sekunder hurtigere end min, og han slappede af mod slutningen af sit løb. Selv måtte jeg gøre mit bedre, fordi jeg kom bagfra.

Ye Shiwens samlede 400 meter-tid var altså ikke i nærheden af mændenes vindertid. Og heller ikke på det olympiske stadion har de bedste kvinder været i nærheden af at kunne løbe, kaste og springe på samme niveau som de bedste mænd. Derfor peger intet på, at kvinderne fysisk haler ind på mændene.

Men noget peger til gengæld på, at en kvindelig olympisk vinder helst skal være tilpas meget kvinde, når hun træder øverst op på medaljeskamlen. Hvordan man så end definerer det. Men det forsøger Den Internationale Olympiske Komité, IOC, ikke desto mindre at gøre.

For nylig besluttede komitéen, at der skal fastlægges et niveau for, hvor meget testosteron, det mandlige kønshormon, en kvindelig OL-deltager må have i kroppen. Det har fået kønsforskere og fysiologer verden over til at protestere, for nogle kvinder kan i særlige tilfælde have naturligt meget testosteron i kroppen.

I koret af kritikere er idrætsprofessor Jens Bangsbo, som er fysisk træner for det danske fodboldlandshold.

Det er helt ude af proportioner at sætte en grænse for det. Skal kvinder, som har et naturligt højt testosteron-niveau, så ikke længere defineres som kvinder? Det er diskriminerende, for du kan sagtens finde kvinder med et naturligt højt niveau. Og må kvinder med forhøjet hæmoglobinværdi (protein, der binder ilt til blodet, red.) så heller ikke deltage? Det åbner jo en dør for at måle på alt muligt unødvendigt, siger han.

Ifølge Jens Bangsbo er tiltaget fra IOC et mislykket forsøg på at dæmme op for snyd. Med andre ord: at fange dopingsyndere. Det gør man på ingen måde ved at diskriminere kvinder, der fra naturen har fået en hjælpende hånd, mener han.

Men det er den hånd, IOC forsøger at stække. Hvis en kvindelig atlets testosteron-niveau er på højde med en mands, skal hun ikke kunne deltage i OL, fordi det giver hende urimelige fordele. Medmindre hun gennem medicinsk behandling nedsætter testosteron-niveauet. Testen er tiltænkt fremtidige olympiske lege.

En kvinde, der ofte skydes i tennisskoene at være for maskulin og for urimeligt stærk til sin sport, er amerikanske Serena Williams. Med svulmende overarme og lår tromler hun sine tennismodstandere og således også ved OL i London, hvor hun servede, slog og returnerede modstanderne ned under tennisgræstæppet og overlegent tog guldet. Derfor lyder kritiske røster, at hun burde spille med mændene.

Ifølge tennisekspert og tidligere spiller Michael Tauson er Williams da også i en klasse for sig.

I tennisverdenen bliver der talt meget om, at hun har en imponerende, ja, ligefrem voldsom, fysik. Hun server jo lige så hårdt som nogle af mændene, og fordi hun har den fysik, hun har, kan modstanderne ganske enkelt ikke stå imod. Derfor er hun en klasse eller to bedre end de næstbedste, siger han.

Det ville dog være helt forkert at kræve, at Serena Williams skulle dyste mod herrerne, mener Michael Tauson, for hun skal jo ikke straffes for at have trænet sig op til at være så muskuløs. Men der er noget om snakken om, at feminine atleter er mere populære.

I de fleste tilfælde kan det som kvindelig tennisspiller skabe mere popularitet at smile og være glad end at have store muskler. Anna Kournikova (russisk tennisspiller, som slog igennem i slutningen af 1990erne, red.) vandt aldrig noget, men tjente virkelig mange penge, fordi hun så bragende godt ud. For en kvindelig tennisspiller skader det bestemt ikke at have udseendet med sig, siger Michael Tauson.

Serena Williams har indtil videre aldrig været udsat for test af sin kvindelighed, men det har andre.

Bedst kendt i den sammenhæng er den sydafrikanske løber Caster Semenya. Efter at den firskårne kvinde i 2009 vandt 800 meter-løbet ved verdensmesterskaberne i Berlin, rejste der sig så mange spørgsmål om hendes køn, at hun i 11 måneder blev gennemtestet. Resultat: Caster Semenya var og er en kvinde, og for godt to uger siden var hun sydafrikansk fanebærer ved OLs åbningsceremoni.

IOCs kontrol af kvindelighed og debatten om, hvornår en kvinde er for maskulin til sin sport, har ifølge idrætsprofessor Verner Møller kun én løsning. En aparte en af slagsen, medgiver professoren, som ved Aarhus Universitet har forsket i dopingproblematikker.

Tiden er moden til at udligne forskellene mellem kønnene. Jeg mener, at man ved OL og andre store konkurrencer bør droppe diskriminationen mellem kønnene. Man er med som menneske og ikke som køn. Konsekvensen ville nok være finaler uden kvinder, men de har haft en fair chance, hvor alle konkurrerer på lige fod, siger han.

Helt ærligt, ser du det som en realistisk mulighed?

Hvis det ikke sker, fastholder man en kønsdiskrimination, som ikke ses andre steder i samfundet. Mænd er rigtigt nok biologisk bedre rustede til de fleste sportsgrene, men det ændrer ikke ved, at når man tænker ligestilling, er det et mysterium, at kvinder skal konkurrere for sig selv, mener Verner Møller.

Det forslag har hans kollega Jens Bangsbo dog ikke meget tilovers for:

Verner har mange sjove forslag, og hvis det kan stimulere en debat, så fint nok. Men der er ingen realisme i det. Kvinderne ville jo ikke have en chance, så det er kuleskørt. Det må du gerne citere mig for.

USA's Serena Williams vandt olympisk tennisguld i både single og double. I juli vandt hun Wimbledon-turneringen for femte gang på selvsamme græsbane. Foto: Leon NealAFP.
Kinesiske Ye Shiwen på blot 16 år svømmede sig i London til guld på både 200 og 400 meter medley-distancen, hvor hun satte henholdsvis olympisk rekord og verdensrekord. Foto: Toby MelvilleReuters.
Sydafrikanske Caster Semenya løber i aften finale på kvindernes 800 meter-distance. Det har taget hende 11 måneder at blive erklæret officielt kvinde. Foto: Franck FifeAFP.