Prøv avisen

En passende upassende prins

Prins Philip under den britiske dronning Elizabeths officielle besøg i Irland i sidste måned

Prins Philip blev født med titlen prins til Danmark og Grækenland. Den britiske prinsegemal fylder rundt igen

Prins Philip er kendt for sine morsomme og til tider upassende bemærkninger. Men den charmerende prins har evnen til at slippe af sted med det uden at skabe de store problemer.

Han er den kongelige lynafleder, som tager brodden af de stive rammer, som ellers omgiver det britiske kongehus. Da den kongelige familie stod på balkonen på Buckingham Palace efter brylluppet mellem hans barnebarn prins William og Kate Middleton, var de britiske kommentatorer også optaget af, hvilke vittigheder han delte med en storgrinende prins Harry.

LÆS OGSÅ:Kirke og kongehus går hånd i hånd

I morgen fylder prins Philip, hertugen af Edinburgh, 90 år. Den høje, ranke mand har været professionel prinsgemal siden hustruen den fem år yngre Elizabeth besteg den britiske trone for 59 år siden.

Før var han officer i flåden. I et interview med BBC op til fødselsdagen bliver han spurgt, om han ville have foretrukket en fortsat karriere i flåden.

Hvis det var en tanke, jeg havde skænket, så ville jeg have tænkt, at jeg så absolut kunne have fortsat min karriere. Det ville have været af stor værdi for dronningen at have en, som var i en hvis forstand professionelt kvalificeret til et eller andet og ikke bare føjtede omkring, lyder svaret fra prins Philip.

Prinsen var også prins af fødsel, da han kom til verden på spisebordet i familiens villa Mon Repos på den græske ø Korfu, hvor han fik navnet Filippos. Hans officielle titel var prins til Danmark og Grækenland, og faderen var ud af det dansk-tyske fyrstehus Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, mens moderen var den tyske prinsesse Alice af Battenberg.

Hans far var prins Andrea af Grækenland, bedstefaderen var kong Georg I af Grækenland, og oldefaderen var den danske kong Christian IX.

Philips far havde selv tre ældre brødre, som rangerede før ham i tronrækkefølgen.

Selvom familien havde danske og tyske rødder, blev den lille prins døbt ind i den græsk-ortodokse tro i St. Georgs Kirke i Haddokkos på Korfu.

Efter et militært nederlag til Tyrkiet blev kongefamilien sendt i eksil. Familien flakkede rundt i Europa. Efter nogle stabile år i Paris blev moderen blev indlagt på et nervesanatorium, og faderen flyttede med en elskerinde til Monte Carlo.

Det turbulente liv for den unge prins er beskrevet i en ny bog af historikeren Philip Eade. De ældre søstre var gift ind i det tyske aristokrati, mens den unge Philip blev sendt til sin mormor, som boede på Kensington Palace i London. Her havde familien Battenbrug ændret deres efternavn til det mere engelskklingende Mountbatten.

Philip levede i bund og grund af velgørenhed og fik vanen med at drive rundt, rejse med busser og presse sin bukser ved at lægge dem under madrassen om natten. Men fra tid til anden blev han indkaldt til storslåede familiebegivenheder som bryllupper og begravelser, hvor han ville bo på paladser og slotte med halvdelen af Europas kronede hoveder, beretter Philip Eade.

Prinsen blev optaget på det britiske flådeakademi i Dartmouth, hvor han første gang gjorde et stort indtryk på den 13-årige prinsesse Elizabeth i 1939.

Men med udbruddet af Anden Verdenskrig stod den unge Philip i et dilemma. Hans titel var prins Philip af Grækenland. Men ikke alene var Grækenland neutralt i starten af krigen. Hans søstre var også gift med ledende nazister i Tyskland.

Moderen opfordrede ham til at komme til Athen og lade krigen gå sin gang. Her var hun taget tilbage efter at være udskrevet fra nervesanatoriet, og hun gik klædt som nonne og drev suppekøkkener og børnehjem. Men Philip ville hellere blive i den britiske flåde. Hans onkel, lord Mountbatten, trak i de rette tråde. Først sejlede han på langfart, men da Grækenland fra 1940 var en del af krigen på de allieredes side, deltog han i operationer i Middelhavet.

I 1943 blev den unge flådeofficer inviteret til at holde jul på slottet i Windsor, hvor den nu 17-årige prinsesse var begejstret over at se ham igen.

Det førte til flere invitationer. Men den unge Philip blev i starten set som en upassende kandidat for den kommende dronning. Ikke alene havde han en beskeden indkomst på 300 pund om året.

Han ejede tilsyneladende heller ikke noget tøj af betydning. Kongen og dronningens første tanke var også, at han var lidt grov og simpel, og at han sikkert ikke ville være trofast. Men Elizabeth var forelsket.

Efter krigen i marts 1947 gav Philip afkald på sin græske prinsetitel og blev britisk statsborger. Han opgav også den græsk-ortodokse tro og konverterede til den anglikanske Church of England. I juli kom så offentliggørelsen af forlovelsen, og allerede i november blev parret gift i Westminster Abbey. De første fem år levede parret lykkeligt. Han var en ambitiøs flådeofficer, og prinsessen nød sit liv som officersfrue. Men i 1952 døde hendes far, kong Georg VI, pludseligt, og den 26-årige prinsesse blev dronning, og mod sin vilje blev Philip prinsgemal på fuld tid.

Siden har han vænnet sig til rollen. Men historierne om hans mindre passende bemærkninger er legendariske. Eksempelvis har han spurgt en skotsk kørelærer, hvordan han holder eleverne væk fra alkohol længe nok til, at de kan bestå køreprøven. Under uafhængighedsceremonien i Kenya i 1963 spurgte han landets nye leder, Jomo Kenyatta, om han nu også var sikker på, at han ville gennemføre overdragelsen.

Dronningen og prinsen har fire børn, prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

norum@k.dk