Prøv avisen

En by rejser sig

En mand kigger ud over det område i New York, Ground Zero, hvor World Trade Center-tårnene stod indtil den 11. september 2001, og hvor USA forbereder markeringen for 10-året for angrebet ved en ceremoni i morgen. – Foto: Spencer PlattAFP.

10 år efter terrorangrebene er New York fysisk og åndeligt genopbygget. Men 11. september-spøgelset slipper ikke sit tag i verdensbyen

Først var der de unaturligt mennesketomme gader. Så var der den grå aske, der dækkede alle overflader. Dernæst den stille regn af papirstykker. Så dukkede de knuste bilvrag op. Hærgede bygningsfacader. Og til sidst et fortvivlende, skærsildslignende syn: hundreder og atter hundreder af støvede brandmænd og politifolk i kamp mod uret blandt de rygende, forvredne rester af to enorme skyskrabere i brand.

LÆS OGSÅ
: Afstanden mellem Vesten og islam er blevet større

Sådan beskriver jesuiterpræsten James Martin den korte rejse fra den midterste, uberørte del af Manhattan ned til det katastroferamte downtown Ground Zero, nulpunktet efter at selvmordsterrorister havde fløjet kaprede passagerfly ind i de to World Trade Center-tårne den 11. september 2001.

Det var et syn, som er umuligt at beskrive. En besk lugt gennemtrængte alt. Det føltes som at være i helvede, fortæller James Martin.

Da det op ad dagen den 11. september stod klart, at de to skyskrabere var styrtet sammen med tusinder af kontorarbejdere og brandmænd indeni, skyndte James Martin sig hen på et hospital for at hjælpe med at tage imod de forventede hundredvis af kvæstede ofre. Men ambulancerne kom ikke. Den næste dag indfandt han sig på et rådgivningscenter, der hjalp familier med at gennemse myndighedernes lister over overlevende. Men listerne var smerteligt korte.

En politimand tilbød at køre ham ned til Ground Zero. Og her, blandt brandmænd, politifolk, soldater og frivillige redningsarbejdere, der arbejdede i døgndrift for at bjærge levende og døde i et kaos af knækket stål og beton, var der brug for præsten til at tale og trøste, til at gå i bøn og forsøge at drage en mening ud af begivenheden.

Ground Zero forbindes med lidelse og fortvivlelse og død. Men der var også nåde, håb og opstandelse at finde i dette helvede. Det var et sted, hvor nyt liv brød frem igennem en enorm udvisning af næstekærlighed. Den opofrelse og tapperhed udvist af de brandmænd, der gav deres liv, da de styrtede ind i de brændende bygninger den 11. september, gennemsyrede hele tomten, fortæller James Martin, der har skrevet bogen Searching for God at Ground Zero om sine oplevelser som feltpræst i ugerne efter terrorangrebene.

Da dødstallet senere var gjort op, stod det klart, at 2.606 mennesker heriblandt 411 brandmænd og reddere mistede livet i World Trade Center-tårnene den 11. september 2001. Mindst 200 af de, der var fanget i den kvælende røg inde i de brændende bygninger, valgte at kaste sig ud ad vinduer og svæve i døden, mens bestyrtede øjenvidner så på.

I flere år efter var Ground Zero et gabende hul midt i New Yorks finansielle centrum et stort og beskidt, men også sælsomt rørende baljeformet sår. De manglende World Trade Center-tårne manglede alt for tydeligt i byens berømte skyline, som et par fortænder brutalt banket ud af et tandsæt. Mange newyorkere var utilpasse ved at bo i nedre Manhattan og flyttede til andre bydele, hvor spøgelserne var mindre tydelige.

Men i dag trives området igen. Efter et langt, følelsesladet opgør mellem entreprenører, arkitekter, efterladte, politikere og borgere begyndte byggeriet af skyskrabernes efterfølgere, og nu vokser nye kontor- og boligtårne op af hullet, etage for etage. I centrum er det imposant sølvskinnende 1 World Trade Center, der med reference til året for Amerikas uafhængighed vil rejse sig 1776 fod (541 meter) i vejret som en hyldest til nationens ukuelighed. Den hastigt voksende skyskraber, der allerede strækker sig langt op i himlen, vil stå færdig i 2013 som USAs højeste bygning. Dertil kommer et museum, et kulturcenter, en park og en mindelund, som åbner på 10-årsdagen for angrebene i morgen.

Byggeriet er imidlertid kontroversielt. De jordiske rester af mange 11. september-ofre blev aldrig fundet, bisættelser måtte finde sted med tomme kister, og nogle efterladte betragter derfor Ground Zero som indviet jord. Også James Martin er kritisk over for tomtens forvandling fra massegrav til kommercielt knudepunkt.

Hastværket med at omdanne Ground Zero er uheldig. Den amerikanske kultur vil helst ikke se på de vanskelige spørgsmål om død og vold og ondskab, så vi fjerner dem fra vores synsfelt. Der var en idé om, at hvis vi ikke omgående genopbyggede, så havde terroristerne vundet, men det havde været bedre for os som nation at lade selve tomten være. Vi bygger jo heller ikke oven på Pearl Harbor eller Gettysburg, bemærker James Martin, der ud over præstegerningen også er kulturredaktør på det katolske ugemagasin America Magazine.

11. september 2001 tilhører ikke newyorkerne alene, men med 2606 døde på en enkelt solrig morgen kan mange i byen tælle sig som ægtefæller, børn, forældre, søskende, venner eller bekendte til et af ofrene, og dertil kommer de tusindvis af traumatiserede øjenvidner og redningsarbejdere. Alle har en historie at fortælle om dagen. Hvad de så, hvordan de hørte nyheden, og hvad de stillede op med sig selv. Om de efterfølgende ugers hamstring af gasmasker, dåsemad og løbesko.

Der blev ifølge uformelle statistikker både drukket mere og bedt mere i månederne derpå, og de store, tætte menneskemængder, som er en del af hverdagen i New York, forvandlede sig fra ligegyldige hverdagsscener til potentielle dødsfælder, ligesom det også blev attraktivt at bo i de mere anonyme, skyskraberfri dele af byen. New York-forfatteren Don DeLillo skrev, at 11. september 2001 ville ændre den måde, hvorpå vi tænker og handler, øjeblik til øjeblik, uge til uge, i et ukendt antal uger og måneder og stålhårde år fremover.

I dag er det nemt at glemme, at New York er et af verdens fremmeste terrormål. Frygten omslutter ikke hverdagen. Passagerfly drøner hen over himlen uden at give anledning til panik, og undergrundstogenes allestedsnærværende advarsler om efterladte tasker falder i et med reklametavler for sprogkurser og slankebehandlinger.

10-året i morgen er en anledning til at dvæle ved den dag, hvor alt syntes at ændre sig og så alligevel ikke gjorde det. Nyhedsmedierne fremstiller hele sektioner og lange indslag om angrebet, og tusindvis af ceremonier, mindearrangementer og særgudstjenester finder sted i såvel New York som i det øvrige USA.

På det nedre Manhattan markeres 10-årsdagen med højtidelig alvor. Det episkopale kirkekapel St. Pauls Chapel, der besidder en helt særlig plads i 11. september-historien, mindes hver dag igennem ugen angrebene med koncerter, hvor udvalgte kor fra New York, Washington og Pennsylvania synger kantater om Jesu lidelse og død skrevet af den tyske barokkomponist Johann Sebastian Bach. Forud for musikken går en 15 minutter lang bøn for fred, hvor kirkeklokker med den kvindelige præsts ord gjalder for ofrene, for redderne og for de mange, som stadig lider smerte.

Det var her i St. Pauls Chapel, hvis lille skyggefyldte kirkegård vender direkte ud mod Ground Zero, at hundreder af udmattede redningsarbejdere i ugerne og månederne efter 11. september 2001 stavrede ind for at finde trøst og hvile i nyredte feltsenge, inden de atter sluttede sig til sisyfos-opgaven med at fjerne murbrokker og bjærge ligrester. Kapellet, der hylder ofrene med en udstilling af fotografier, breve og efterlysningsplakater, står i dag som et symbol på overlevelse og menneskelig drivkraft.

Nu er 11. september 2001-årtiet slut. De støvede rester af tvillingetårnene er for længst stedt til hvile på den morbidt betitlede losseplads Fresh Kills (nyslagtede) på øen Staten Island lige syd for Manhattan. Amerikanske specialstyrkers drab på terrorlederen Osama bin Laden i begyndelsen af maj i år var en symbolsk forløsning, og terrorisme er så godt som forsvundet fra den offentlige debat. Økonomien, arbejdsløsheden og ofte nedrige politiske slagsmål fylder nyhedsudsendelserne.

De store åndelige og eksistentielle spørgsmål, som newyorkerne kollektivt funderede over umiddelbart efter angrebene om døden, om ondskaben, om Gud, om tilgivelse, om meningen med livet og meningen med lidelse er atter skubbet bagerst i sindene, siger James Martin.

Det er vigtige emner at gruble og meditere over. Men den amerikanske tilbøjelighed er desværre at forlange, at vi hurtigst muligt skal komme os. Den spirituelle refleksion, som angrebet udløste, er falmet, konstaterer han.

Årsdagen er en markør og ikke en afslutning på New Yorks store tragedie. Men når den rinder ud, og der atter er ryddet op efter de mange mindehøjtideligheder, vil byen, der i selve sin natur altid er i en tilstand af forandring, igen flyde med strømmen.

nyholm@k.dk

I St Paul’s Chapel, der efter terrorangrebet på New York den 11. september 2001 fungerede som hvilested for redningsarbejderne, har menigheden opstillet mindealtre, hvor fotografier, breve og løbesedler mindes ofrene. – Foto: Sidsel Nyholm.