En venezuelansk rullekuffert fyldt med håb

I grænsebyen Maicao i det nordøstlige Colombia kommer hver dag nye venezuelanske flygtninge og migranter til med bæreposer eller en rullekuffert, hvor fortællingen om socialt armod er pakket ned. Sammen med håbet om et nyt liv

Ana Rodriguez (med orange bluse), der netop er ankommet til Colombia med flere familiemedlemmer, elsker Venezuela – men kan ikke overleve dér.
Ana Rodriguez (med orange bluse), der netop er ankommet til Colombia med flere familiemedlemmer, elsker Venezuela – men kan ikke overleve dér.

Ved den katolske kirkes herberg i grænsebyen Maicao er der mindre kø. På trappen og fortovet ind til herberget sidder, ligger og står venezuleanske mænd, kvinder og børn, de venter tålmodigt på at komme ind og blive registreret.

En sygeplejerske med en cancer-diagnose, men ingen kemoterapi. En arbejdsløs bedstemor med epilepsi, der skal forsørge sit barnebarn. Et ungt veluddannet par med to småbørn, men intet arbejde og ingen mad. En skrædder, der tidligere har kunnet forsørge sin familie. Rækken af menneskeskæbner fra det sociale morads, som Venezuela er sunket ned i, synes endeløs.

”Vi åbnede som herberg i 2015 og har haft cirka 10.000 venezuelanere igennem her. Vi laver personidentifikation og interviewer folk, giver dem psykosocial støtte og hjælper dem videre i forhold til de behov, de har,” fortæller Joyce Magdadiel fra Pastoral Social, den katolske kirkes socialhjælp, der driver herberget i samarbejde med FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Inden for i herberget i den lille åbne gård hersker et mildt lydkaos af småsnak, fjernsynslarm, grædende børn, ammende mødre og ansatte fra Pastoral Social, der instruerer de nyankomne i, hvordan reglerne er, mens en sygeplejerske er ved at indbinde en ældre mands fod med et stort betændt sår.

”Nogle er på flugt for vold og personlig forføgelse, andre sulter og kan ikke skaffe mad til deres børn eller få livsnødvendig medicin, ” siger Joyce Magdadiel, imens hun viser rundt.

På herbergets første etage er der to soveafdelinger – en for kvinder og børn og en for mænd. Køjesengene står tæt langs væggene.

”Her kan til nød være 150 mennesker, men så er der heller ikke plads til en eneste mere. Lige nu er vi ikke fyldt helt op, ” siger Joyce Magdadiel.

I herbergets gård står et telt, der fungerer som ”sikkert børneområde” – her kan de mindste børn være i dagtimerne, imens forældrene er ude at finde arbejde. Inde bag ved i vaskeområdet er den 55-årige Liliana Paz i gang med at hænge sengetøj til tørre.

Liliana Paz og hendes barnebarn Gleyber forsøger at tjene lidt penge på at sælge kaffe og slik i gaderne omkring herberget i Maicao. – Fotos: Mike Kollöffel.
Liliana Paz og hendes barnebarn Gleyber forsøger at tjene lidt penge på at sælge kaffe og slik i gaderne omkring herberget i Maicao. – Fotos: Mike Kollöffel.

Hun græder stille, da hun fortæller, at hun har boet seks måneder på herberget. Hun føler sig træt og udpint og har længe været syg med krampeanfald, som hun først fik diagnosticeret som epilepsi og fik medicin for, da hun kom til Maicao.

”Det er noget med min hjerne. Indtil videre passer de på mig her, og jeg føler mig tryg. Jeg håber også, at Gleyber kan starte i skole snart,” siger Liliana Paz.

Hun forlod Venezuela med sit barnebarn, den 10-årige Gleyber, da hun mistede sit arbejde som rengøringsassistent hos det lokale politi. At finde nyt arbejde var helt umuligt. I dag går hun til hånde på herberget med at feje i gården og vaske sengetøj.

”Jeg håber, at jeg kan vende tilbage til Venezuela, men det ser ikke lovende ud, når man ikke kan få hverken mad, medicin eller arbejde. Her får jeg i det mindste noget at spise, og jeg får min medicin. Jeg tjener selv lidt ved at sælge kaffe og slik på gaden,” fortæller Liliana Paz, hvis højeste ønske lige nu er at kunne leje sig et værelse, hvor hun kan lægge sig til at sove i fred og ro.

Mange af dem, der opsøger herberget i Maicao, har brugt deres sidste penge på transport og bestikkelse for at komme ad en af de mere end 200 smutveje, der fører uden om den officielle grænsepost ved Paraguachón. Colombias migrationsmyndigheder regner med, at omkring 4000 venezuelanere passerer grænsen illegalt hver dag.

En af dem er Ana Rodriguez. Hun er kommet til herberget samme morgen med sine store piger, sin niece og hendes to små børn fra Maracaibo i Venezuela, og de har betalt deres sidste penge for at blive fragtet over grænsen, fortæller Ana Rodriguez:

”Men i Venezuela må jeg tigge for at få mad. Vi skal stå i kø for at få de mindste ting. Der er intet liv for os dér, intet fungerer. Vi kan dø af sult.”

Hun er uddannet skrædder og har tidligere kunnet forsørge sin familie blandt andet ved at pendle over grænsen til Colombia og arbejde som skrædder. Men denne gang er hun rejst over grænsen for at blive. I hvert tilfælde indtil hun har fundet sine tre voksne børn, som arbejder i et af de store bananplantageområder i den nordlige del af Magdalena-provinsen.

”Vi vil gerne blive her, arbejde og tjene penge, så vi kan klare os og hjælpe andre familiemedlemmer i Venezuela. Det er sådan, alle gør. Flygter, arbejder og sender penge hjem,” siger hun.

”Vi elsker Venezuela, det er vores land, og det er jo ikke landets skyld, at det hele er brudt sammen,” siger Ana Rodriguez, der forudser, at det kommer til at vare længe inden ”situationen er blevet normal” i Venezuela.