En russisk militærøvelse mod den indre fjende

I dag slutter Ruslands største militærøvelse siden den kolde krig. Den handler mere om frygt for indre opløsning end frygten for Nato

Den største russiske militærøvelse i nyere tid har i en uges tid udfoldet sig i det vestlige Rusland og i Hviderusland, tæt op ad grænsen til de baltiske lande, til Polen, Ukraine og helt op til Kola-halvøen i nord, hvor den russiske flåde også er en del af øvelsen. Øvelsen med det sigende navn Vest 2017 (Zapad 2017) er anmeldt til at omfatte tropper på 13.000 mand, men det reelle tal er mange gange større. Det har sin naturlige forklaring, ligesom en række andre fænomener omkring den nye øst-vest konflikt også lader sig forstå i øvelsens kontekst.

Ikke blot Ruslands, men også Hvideruslands, Ukraines og andre landes reaktioner på militærøvelsen er sigende for de nye konflikt- dynamikker, vi ser mod øst.

Vi kan begynde med Hviderusland, der er en del af øvelsen, og Ruslands usande udmelding om de 13.000 mand, hvor der er tale om måske 5-8 gange så mange. Hviderusland omtaler vi, når vi en sjælden gang hører om historier derfra, som Europas sidste diktatur under den magtfulde præsident Aleksandr Lukasjenko. Det endimensionelle billede skygger for, hvad Hviderusland også er. Hviderusland er Rusland allierede og kan i de regionens nuværende geopolitiske og institutionelle opsætning ikke være andet.

Men Hviderusland – og det overser vi tit – ønsker ikke at deponere sin sikkerhed alene hos Rusland og være vasalstat.

Under Vest 2017 er det kommet til udtryk ved, at landet har inviteret internationale observatører – også fra Nato-lande – til at overvære øvelsen. Noget, man ellers ikke er forpligtet til, når øvelsen er under 13.500 mand. Og det er derfor, Rusland melder usandt ud. I efterhånden mange år har Rusland under-estimeret sine øvelser for ikke at være omfattet af forpligtelserne under OSCE’s Wien-dokument om at lade internationale observatører overvåge øvelserne.

Hviderusland inviterer observatører for at undgå ensidigt at være underlagt Moskva, som man er både økonomisk og politisk i form af opretholdelsen af Lukasjenko-regimet afhængig af. Moskva ønsker at underminere samme tillidsbyggende konventioner.

Ukraines bekymring har været, at Rusland bruger øvelsen til at flytte masser af tungt militært udstyr tæt op til grænsen til Ukraine og Polen for så at lade det blive der, når øvelsen er overstået til brug mod Ukraine ved en given opportun lejlighed. Her deler Hviderusland interesse med Ukraine, da man heller ikke ønsker permanente russiske tropper eller grej i fredstid. Ukraine kan udtrykke sin frygt, Hviderusland må nøjes med at agere indenfor et snævert handlingsrum.

Men også øvelsens design afslører meget om den nye øst-vest konflikt. Vest 2017 lyder jo umiddelbart aggressivt og egnet til, at vi skal frygte russiske tropper overskride EU’s østlige grænse. Designet afslører imidlertid, hvad det er for en trussel, Kreml dels frygter, dels hvilke trusselsbilleder man ønsker at kommunikere til den russiske og hviderussiske befolkning.

I øvelsen indgår tre opdigtede lande – Veisjnoria, Vesbaria og Lubenia – der ønsker at styrte regimet i Minsk, (aka Lukasjenko), og for Veisjnorias vedkommende også ønsker at annektere dele af det vestlige Hviderusland og derfor opbygger en femtekolonne forklædt som løsrivelsesbevægelse.

Det er dels en spejlvending af Ruslands egne aktioner på Krim og i Østukraine i 2014. Dels har de opdigtede lande klare referencer til de nære Nato-lande i regionen – Polen og de baltiske lande. Kommunikationen til den russisk befolkning er, at man skal genkende en fjende som den, der optræder i form af civil uro, demonstrationer og løsrivelsesbevægelser. Og kommunikationen til de hviderussiske nationalister, særligt i den vestlige del, er, at de skal glemme enhver idé om på noget tidspunkt at rejse en egen politisk dagsorden. Og bag uvæsenet står et snedigt Nato.

På sociale medier har Veisjnoria fået sit eget liv. Politiske spøgefugle har lavet identitetskort for Veisjnoria og melder ud på Twitter med det fiktive land som hashtag. Dette er ikke en del af den officielle øvelse, men et eksempel på den spontane og civile kritik, der er udenfor både Putins og Lukasjenkos kontrol.

Og her er vi fremme ved øvelsens egentlige dilemma. Hvad frygter man mest i Kreml – den indre eller den ydre fjende

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad