Prøv avisen

En tid fyldt med rygter

Brandbiler sprøjter vand på reaktor 3 ved Fukushima-værket i Japan. Foto: Reuters TV.

Bloggere og sociale medier spreder rygter og puster til panikfølelsen hos japanerne. Men solidariteten er stadig enorm

Fornemmelsen af, at regeringen ikke siger hele sandheden, bliver stadig stærkere i Japan. Det er alene over internettet, at folk har fundet ud af, at Fukushima nu sammenlignes med Tjernobyl i farlighedsgrad. EU-eksperter vil hæve nedsmeltningens status fra 4 til 6 – kun et trin under Tjernobyls 7-tal.

LÆS OGSÅ: Atomkatastrofe kan blive endnu værre

Bloggere og sociale medier som eksempelvis Facebook puster til panikfølelsen, og det er nemmere end nogensinde at sprede rygter.

Hamstringen af basisfødevarer, vand, konserves, batterier og meget andet har tømt butikshylderne. Ingen nye leverancer ventes i de nærmeste dage, idet mange virksomheder har skænket i tonsvis af produkter til de overlevende efter tsunamien.

I min egen forstad Mizuhodari, 25 kilometer vest for Tokyo, kører pendlertogene kun i myldretiden om morgenen og om aftenen. Og kun et tog eller to i timen mod normalt 11. Trængslen er enorm, skønt de fleste stationer låser dørene og kun åbner for et begrænset antal folk fra køerne, når et nyt tog er på vej ind på perron.

De fleste supermarkeder bruger samme taktik. Ikke siden Anden Verdenskrigs afslutning har køerne været længere, og butikkerne lukker helt, når der bliver slukket for strømmen. Friske grøntsager, fisk og kød leveres fortsat, men ris og brød er ikke til at få øje på. Manglen på benzin og diesel lammer udbringning og trafik.

Tokyo-boerne har ingen steder at tage hen. De er ganske enkelt for mange. De, der kan, flygter med tog sydpå, men det er næsten umuligt at få fat i billetter. Rørende scener udspiller sig foran tv-kameraer i Naritas lufthavn og Tokyo Station, når fædre grædende sender koner og børn i sikkerhed.

De fleste japanere sover nu fuldt påklædte: klar til at styrte ud af deres små lejligheder, hvis kæmpejordskælvet – The Big One – skulle slå til. Dørene står mange gange halvåbne for at sikre en flugtvej.

Der er mange, der ikke kan komme hen til deres arbejde. Tog og busser indgår i keikaku teiden: den store elsparekampagne. Mange bliver på arbejdet og sover. Andre går i gåsegang derhen. Lokal information om eksempelvis slukning af el samt lægehjælp er kun at finde på internettet og kan blive ændret fra det ene minut til det næste.

Ikke et eneste tilfælde af protester mod den meget hårde elrationering er der kommet meldinger om – og det, skønt den også hindrer brug af vand, telefon og computere.

Et nyt fænomen sås i forgårs: Mange bar paraplyer og regnfrakker for at beskytte sig mod den sorte regn, som ventes, og som blev udødeliggjort, da atombomben faldt over Nagasaki i Stillehavskrigens sidste skælvende dage.

Midt i al desperationen, fortvivlelsen og magtesløsheden lever solidariteten. Hele bjerge af tæpper og mad foræres til overlevende, som har mistet alt. Håbet er det sidste, som dør.

Oversat af Sara Høyrup

udland@k.dk