En tryktest af ytringsfriheden: Elon Musk genopliver Trump på Twitter

Elon Musk har genaktiveret Donald Trumps Twitter-profil. Den nye ejer af det sociale medie drømmer om mere ytringsfrihed, men går det for vidt, vil annoncører forlade skibet

“Folket har talt. Trump vender tilbage - Vox Populi, Vox Dei," lød det fra Elon Musk, da han efter en kort afstemning besluttede sig for at genåbne den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps Twitter-profil.
“Folket har talt. Trump vender tilbage - Vox Populi, Vox Dei," lød det fra Elon Musk, da han efter en kort afstemning besluttede sig for at genåbne den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps Twitter-profil. Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix, Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

“Folket har talt. Trump vender tilbage - Vox Populi, Vox Dei.”

Folkets stemme er Guds røst. Sådan skrev den nye ejer af det sociale medie Twitter, Elon Musk, i går, da han efter en kort afstemning besluttede sig for at genåbne den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps Twitter-profil.

Ekspræsidenten har ellers været bandlyst siden Kongressen blev stormet i januar 2021, efter at Trump tabte valget og efterfølgende spredte tvivl om valgresultatet på det sociale medie.

Men efter at mangemilliardær og såkaldt ytringsfriheds-absolutist Elon Musk har købt det sociale medie, er der nye boller på suppen. 

Over 15 millioner brugere deltog i Elon Musks afstemning om Trumps fremtid på mediet, og de 51,8 procent, der stemte "ja" til hans tilstedeværelse på Twitter vandt over de 48,2 procent, der fortsat ville have ham bandlyst.

Trump har indtil videre ikke brugt sin genåbnede profil, men kommunikerer i stedet på sit eget sociale medie TruthSocial. 

Metoden er mildest talt usædvanlig, fortæller Astrid Haug, forfatter, rådgiver og ekspert i sociale medier. Delvis fordi flertallet var snævert, og at der er ringe overblik over, hvilke brugere, der har stemt og hvor mange, der er bots, falske konti.

Men også fordi at Elon Musk tidligere havde udtalt, at han ville nedsætte en gruppe ekspert i Twitter-regi til at tage svære beslutninger om modifikation.

“Man kan ikke rigtigt regne med Elon Musk, for han kan tilsyneladende hurtigt ændre sine holdninger og sin tilgang. Det har været karakteristisk i hele det her forløb omkring Twitter, at han har været meget vægelsindet,” siger Astrid Haug.

Musk er idealistisk og larmende

Købet af Twitter har været omgivet af stor tumult, men Elon Musk er heller ikke kendt for at gå stille med dørene.

Den excentriske forretningsmand voksede op i Sydafrika, men flyttede efter universitetet til Californien, hvor han grundlagde et techfirma, som han senere solgte. Det blev starten på et langt investeringseventyr.

Pengene brugte Musk til at starte betalingsservicen PayPal, og pengene fra PayPal gik derefter til at starte rumraketselskabet SpaceX, hvis ambitiøse mål er at muliggøre rejser til Mars.

Det er intet mindre end en overlevelsesstrategi for menneskeracen, hvis jorden skulle blive ubeboelig, har Elon Musk sagt.

Mest kendt er milliardæren dog for elbilselskabet Tesla, som han købte sig ind i i 2004. 

“Elon Musks historik viser, at han er meget idealistisk, og han larmer enormt meget. Men han er samtidig en dygtig forretningsmand. Ellers bliver du ikke en af verdens rigeste mænd,” fortæller Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor ved Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.

I april 2020 begyndte Elon Musk at vise interesse i at købe Twitter, men efter at have underskrevet kontrakten fortrød han. Det sociale medie ville derfor slæbe ham i retten, og for at undgå dette, gennemførte han købet. Den 28. oktober overtog han det sociale medie.

Mere misinformation

Den 51-årige forretningsmand har en idealistisk vision omkring Twitter, hvor ytringsfriheden er i højsædet. 

“Elon Musk har udtalt, at han ikke vil fjerne hadtale og falske nyheder men vil sørge for, at algoritmen (mekanismen, der styrer hvilket indhold, brugerne præsenteres for, red.) ikke promoverer det. Det er en markant ændring i forhold til den hidtidige politik, hvor Twitter har bestræbt sig på at fjerne hadtale og falske nyheder,” siger Astrid Haug. 

Kontroversielt indhold skal ikke fremhæves, men det skal være tilgængeligt, lyder den nye strategi. Det er denne vision om ytringsfrihed, der kommer i spil, når Elon Musk lader Donald Trump og andre bandlyste personer vende tilbage til platformen - og det er endnu uvist, hvilke konsekvenser, det kan få.

“Umiddelbart vil min analyse være, at der kommer mere af alt det, som Twitter gennem mange år har arbejdet på at komme til livs. Hadtale, misinformation og falske konti. Det vil nok tiltrække en del af de mere højreorienterede, især amerikanere, hvorimod nogle af de mere midtersøgende og venstreorienterede vil forlade platformen,” vurderer Astrid Haug.

Skulle det komme så vidt, vil det få større betydning for den offentlige samtale i en global kontekst end i en dansk, vurderer Mads Kæmsgaard Eberholst. I Danmark er der nemlig langt flere borgere, der bruger Facebook end Twitter.

“I en dansk kontekst er der en stor overvægt af kendisser, politikere og journalister på Twitter. Derfor kan være positivt, hvis den offentlige samtale ender med at flytte et sted hen, hvor der er flere borgere,” siger han. 

I udlandet er fordelingen dog mindre skæv, og derfor vil det have større betydning, hvad der sker på Twitter.

Også en forretning

Twitter som forretning kan dog ikke løbe rundt udelukkende på idealer om videre rammer for ytringsfriheden, og Elon Musks vision har allerede et par uger inde i ejerskabet vist sig at være vanskelig at få til at fungere i praksis.

Den 4. november startede startede Elon Musk ud med at fyre halvdelen af mediets 7500 medarbejdere inklusiv flere af dem, der arbejder med at bekæmpe misinformation. De resterende medarbejdere fik en e-mail, hvor de kunne vælge mellem at skulle "arbejde ekstremt hårdt" eller fratræde. Det gav bagslag, da hundredvis af medarbejdere yderligere valgte at forlade firmaet.

Elon Musk udrullede i begyndelsen af november en ny abonnementsservice, hvor man for 58 kroner om måneden kunne købe sig til et blåt verificeringsmærke. De blå mærker har tidligere markeret, hvilke konti fra eksempelvis fremtrædende politikere og journalister, som var ægte. Det nye tiltag fik falske konti til at sprede sig som en steppebrand, og Musk måtte trække den nye service tilbage. 

Twitter lever af annoncekroner, og mange annoncører er ikke interesserede i, at platformen skal være fyldt med falske nyheder, forklarer Mads Kæmsgaard Eberholst:

“Hvis Twitter bliver et sted, hvor ulovlige ting florerer, er spørgsmålet, om store brands og kendte personligheder har lyst til at blive associeret med det. Hvis ikke, trækker man naturligvis stikket og finder et andet sted at lægge sin kommunikation. Twitter er bare en platform og ikke uundværligt for virksomhederne,” siger han og påpeger, at andre sociale medier har fået flere brugere siden købet.

Kort efter Elon Musks køb af den sociale platform, blev der udsendt advarsler fra reklamefirmaer om, at det var “højrisikabelt” at købe annoncer på Twitter, hvilket fik prisen til at falde.

Det amerikanske medie CBS har lukket deres Twitter-profil, mens de afventer, hvad der vil ske med mediet, og flere firmaer har midlertidigt stoppet annonceringen - blandt andet modehuset Balenciaga og bilproducenterne Audi og Volkswagen.

“Twitter er helt klart i en fase lige nu, som virker ekstremt kaotisk og med mange uklarheder. Det kan være, at Elon Musk bliver nødt til at rette ind på nogle områder. Alle afventer for at se, hvad hans næste træk bliver, og om han overhovedet kan drive Twitter som en rentabel virksomhed,” siger Astrid Haug.

Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst fra RUC er det dog for tidligt at "lægge Twitter i graven".

Musk har ry for at være idealistisk og højtråbende, men han er også en dygtig forretningsmand, påpeger Eberholst, og det er før set, at han er gået idealistisk til værks for senere at drosle ned. 

Tumulten omkring Elon Musks overtagelse af Twitter er dog ikke nødvendigvis negativ, påpeger Mads Kæmsgaard Eberholst.

"Larm er godt, fordi du får en masse opmærksomhed ud af det. Negativ opmærksomhed kan også være i ret høj kurs. Elon Musk er sit eget helt personlige brand. Når han taler og agerer, så er der bevågenhed omkring det. Det, i sig selv, er sin vægt værd i guld."