Kaos udeblev. Sådan er konklusionen i Dover i ugen derpå. Mange havde forudset kaotiske scener efter Brexit, når de 10.000 lastbiler, der dagligt krydser Den Engelske Kanal, skal have nye eksport- og toldpapirer, og chaufførerne efter fransk krav tilmed skal kunne fremvise en negativ coronatest. I juledagene skabte det hastigt indførte coronakrav groteske scener med lastbiler i kø overalt, og hvor selv en nedlagt lufthavn blev omdannet til parkeringsplads. Men de første hverdage i det nye år er forløbet nærmest gnidningsfrit i Kent.
”Det har været lidt af et antiklimaks,” konstaterer politisk redaktør Paul Francis fra det lokale medie Kent Online i en region, hvor hele 59 procent af vælgerne ved folkeafstemningen i juni 2016 stemte for at forlade EU.
Det sker med tilføjelsen, at vi først kender det reelle billede, når lastbiltrafikken vender tilbage til det normale efter jule- og nytårsperioden.
Martin Whybrow, medlem af regionsrådet i Kent for De Grønne, forudser fremtidige problemer.
”Her i det sydøstlige hjørne af landet er vi i frontlinjen, for hvis der er problemer ved grænsen, så mærker Kent det meget hurtigt. Og det, vi så før jul, var en reminder om, hvad vi går i møde. Lige nu er det stilhed før stormen, fordi mange virksomheder fyldte lagrene op på grund af usikkerheden om Brexit før jul. Men vi vil om tre til fem uger se, hvor slemt det bliver, for der er stadig mange virksomheder, der ikke har styr på papirarbejdet,” vurderer Martin Whybrow, som forklarer usikkerheden med, at de fleste lastbiler fra EU kommer ind med færgerne eller fragttog i tunnelen under kanalen.
Og der er kun én vej ud og ind. Det er motorvejen M20. Kent er i forvejen et tætbefolket område, hvorfor han kalder vejen for en flaskehals, som let stopper til.
Den 60-årige Andy Wall deler slet ikke den bekymring. Han fortæller, at lokalbefolkningen er vant til, at der er kø – som når dårligt vejr i kanalen stopper sejladsen, eller der er strejker på den franske side.
Han glæder sig bare over, at Brexit nu er en realitet. Kristeligt Dagblad mødte ham tilbage i 2016, hvor han stod på gågaden i kystbyen Folkestone, som er den britiske by tættest på Frankrig. Her førte han kampagne for Brexit – og han stoppede ikke, da folkeafstemningen den 23. juni gav det ønskede resultat.
”Det har været fire et halvt lange år, hvor vi blev ved med at kæmpe for sagen. Establishmentet forsøgte at sabotere resultatet. Vi så, hvordan Theresa May udskrev valg, og den aftale, hun forsøgte at få vedtaget i parlamentet, var helt forkert. Men folk i Kent vaklede aldrig i troen, og vi har krævet, at resultatet blev respekteret,” fastslår Andy Wall.
Han meldte sig således under fanerne i Nigel Farages Brexit-Partiet, og var partiets lokale kandidat ved parlamentsvalget i december 2019. Men her indgik Nigel Farage en studehandel, hvor Brexit-Partiet trak alle deres kandidater i kredse, som allerede var konservative. Det var med til at give sejren til Theresa Mays efterfølger som premierminister, Boris Johnson, som nu har fået ført Brexit ud i livet.
Andy Wall understreger, at det ikke handler om at kappe båndene til Europa.
”Det handler om at forlade et EU, som er på vej til at blive en føderal stat. Se bare hvordan Ursula von der Leyen blev valgt til formand for EU-Kommissionen. Det var antidemokratisk,” mener Andy Wall, der kalder det ”stort”, at den britiske regering fik indgået en handelsaftale med EU juleaftensdag.
”Vi har fået vores suverænitet tilbage. Nu kan vi selv stemme folk ud, hvis vi ikke er tilfredse med dem. Jeg kan sagtens leve med det, hvis vi får en Labour-regering, for det er vores eget valg,” siger han.
For Martin Whybrow var nytåret en trist dag. Han var engageret i kampagnen for at få briterne til at blive i EU.
”Vi er nødt til at resignere, for vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi skal nu finde ud af, hvad det kommer til at betyde, herunder hvad det betyder for den britiske union og særligt Skotland,” siger den 56-årige lokalpolitiker med henvisning til presset for en ny folkeafstemning om et selvstændigt Skotland.
Han peger på, at den britiske regering ikke længere kan gøre EU til syndebuk for upopulære beslutninger.
”Vi hører nu folk sige, at ’jeg stemte for Brexit, men jeg forventede ikke, at der ville holde lastbiler foran min hoveddør, at der ville komme mere bureaukrati i min virksomhed, eller mine børn ikke kan deltage i Erasmus-programmet med udveksling af studerende’. Men vi må nu få det bedste ud af det, og jeg håber bare, at det ikke bliver med en underbudspolitik på bekostning af menneskerettigheder, miljøet og arbejdsforhold, hvor EU har gjort meget godt,” siger Martin Whybrow.
Kent har 17 valgkredse, som giver valg til det britiske parlament. I de 16 er der solide grænsende til urørlige konservative flertal. Den eneste røde undtagelse er domkirkebyen Canterbury, som ellers var konservativ fra 1931 til 2017, hvor Labour vandt snævert. Canterbury er hjemsted for University of Kent, hvor Peter Taylor-Gooby er professor i socialstudier.
”Generelt er det ikke min fornemmelse, at folk har fortrudt, hvad de stemte i sin tid. Det er selvfølgelig anderledes her i Canterbury, hvor der i min omgangskreds er mange akademikere og middelklassen, som helst så, at vi var blevet i EU,” forklarer Peter Taylor-Gooby.
Hans store bekymring er det demokratiske underskud i den britiske lov, som implementerer udmeldelsen og kort før nytår blåstemplede det fremtidige forhold til EU.
”Loven går langt ud over, hvad der er nødvendigt. Brexit-loven giver ministre magt til at udføre alle de handlinger, som de føler er nødvendige, uden om parlamentet. Vi ved endnu ikke, hvordan regeringen vil bruge den magt. Men resultatet er, at det mere er regeringen og ikke folket, der har taget magten tilbage fra EU,” påpeger Peter Taylor-Gooby.
Som han fortæller, har de lokalt i Kent allerede mærket det. Regeringen har uden om regionsrådet og de lokale kommuner eksproprieret land, som skal bruges til store lastbilsparkeringspladser, hvor toldbehandling skal finde sted.
Tidsplanen for den første toldbehandlingsplads, der kan rumme 2000 lastbiler, er skredet. Den skulle være åbnet til nytår, men er først klar i februar. Anlægget ligger 35 kilometer inde i landet fra færgeterminalen i Dover. Det har udløst protester, at den bliver bygget i landsbyen Sevington klos op af kirken St. Marys, som er fra det 13. århundrede.
Der er også protester i landsbyerne Whitfield og Guston uden for Dover. Her fik beboerne nytårsdag et brev om, at de også skal være nabo til et toldbehandlingscenter med plads til 1200 lastbiler i et naturskønt område.
Politisk redaktør Paul Francis fremhæver ligeledes de planlagte toldbehandlingsanlæg.
”Folk er ikke særligt glade for det. Det skyldes dels, at regeringen tog beslutningen hen over hovedet på de lokale myndigheder, og at borgerne i de områder fik et brev om det planlagte anlægsarbejde blot 24 timer før, at beslutningen blev annonceret,” fremhæver Paul Francis.
Alligevel er det hans vurdering, at de fleste hellere vil have, at der er steder for de mange lastbiler at holde, frem for at de forsøger at parkere alle mulige andre steder, hvis der er kø ved færgerne.
Ifølge Paul Francis har folk i Kent nu affundet sig med, at Brexit er en realitet.
”Min fornemmelse er, at vi har haft diskussion, og nu er kommet videre. Fokus er på, hvordan Storbritannien skal komme videre som et selvstændigt land, og hvad de praktiske konsekvenser er af at stå uden for EU. Men mange var ikke forberedt på, at folk i Kent ville stemme så stærkt for at forlade EU. Kent er kendt som porten til Europa, og der har altid været stærke forbindelser over kanalen,” fremhæver Paul Francis.
Som han siger det, var der ikke én enkelt, men mange grunde til, at folk stemte for Brexit. En af de vigtigste var migration, hvilket også Brexit-tilhængeren Andy Wall er inde på.
”Der vil altid komme udlændinge. Men nu kan vi tage de bedste af de bedste. Der er ikke nogen, der har været imod al indvandring. Men nu får vi kontrol, så eksempelvis kriminelle ikke frit kan rejse ind i landet,” fastslår Andy Wall, der også er klar til at hjælpe med at føre kampagne i andre lande, hvis de vil ud af EU.
”Nu er ånden lukket ud af flasken. Andre lande som Frankrig, Italien og Danmark har også bevægelser, der er imod EU, så EU må nedtone føderalismen,” forudser han.
Fra sidelinjen supplerer hustruen Christine, der lytter med på telefonsamtalen, og som har et andet håb for fremtiden:
”Jeg er en pige her fra Folkestone. Jeg kan huske, hvordan havnen var fyldt med små fiskerbåde. Nu er det en spøgelsesby, så det er vigtigt, at vi får fiskeriet tilbage.”