Libanon er i krise. Landet, der engang blev kaldt Mellemøstens Schweiz, slår revner. Økonomien er i frit fald, og børn helt ned til femårsalderen sendes på gaden af deres forældre for at arbejde. Over halvdelen af befolkningen er ifølge FN tvunget under fattigdomsgrænsen, og hele samfundet er ramt af mangel på elektricitet og benzin. Et år er gået siden den enorme eksplosion på Beiruts havn, hvor flere end 200 mennesker blev dræbt.
Episoden, der rystede Beirut og sendte chokbølger gennem hele det libanesiske samfund, har intet ændret. Libanons politikere holder døren til reformer lukket. Og mens de nægter at tage kampen op mod bundløs korruption og sekteriske spændinger, er den værste systemkrise i landets historie blevet en kendsgerning.
”Libanons krise er ikke nogen tilfældighed,” siger Kareem Chehayeb, undersøgende journalist for det uafhængige netmedie The Public Source.
”Krisen er et direkte resultat af Libanons strukturelle problemer. Årtiers korruption betyder, at økonomien ikke bliver varetaget ordentligt. Men den sekteriske struktur spiller også en rolle. For sekterisme blokerer for et reelt politisk gennembrud,” siger han.
I en nylig rapport beskriver Verdensbanken Libanons politiske ledelse for at være ”bevidst passiv”.
Som følge af 15 års borgerkrig er landets politiske system underlagt en aftale om, at forskellige religiøse grupper skal besidde faste poster. Premierministeren skal være sunni-muslim, præsidenten skal være kristen, og parlamentets formand shia-muslim. Efter borgerkrigens afslutning i 1990 har libanesisk politik båret præg af, at hver religiøs gruppe først og fremmest varetager egne interesser, og ofte har vanskeligt ved at samarbejde med de andre grupper.
Af den årsag forlod Saad al-Hariri i sidste uge posten som premierminister med ordene ”må Gud hjælpe Libanon”. To gange tidligere har han forladt premierministerposten på grund af politisk dødvande. Da Hariri igen blev regeringschef sidste år, blev han set som personen, der måske kunne forhindre kaos i Libanon. Men det kunne han ikke, og ifølge eget udsagn ved fratrædelsen var det uenigheder med den kristne præsident, Michel Aoun, der støttes af den shia-muslimske Hizbollah-bevægelse, som gjorde udslaget.
I øjeblikket er der ikke udsigt til nogen ny regering, og pessimister peger på, at Libanon måske først får en ny regering, når parlamentsvalget i maj 2022 er overstået. Indtil da kan libaneserne kun håbe på, at de voldelige episoder, der dagligt opstår, når utålmodige bilister skændes om hver enkelt liter benzin, ikke udvikler sig til gadekampe og anarki. I forvejen har social uro og demonstrationer præget landet de senere år.
”Libanon befinder sig i en farlig situation, hvor det interne pres er større end nogensinde før. Det er et sørgeligt billede,” siger Uzi Rabbi, israelsk mellemøstekspert fra Tel Aviv Universitet, til Kanal 12.
Siden den første coronanedlukning i marts 2020 er situationen blevet værre dagligt. Den libanesiske lira har mistet 90 procent af sin værdi i forhold til den amerikanske dollar. Hele 55 procent af alle libanesere lever under fattigdomsgrænsen, mens 90 procent af de op imod 1,5 millioner syriske flygtninge i landet lever i fattigdom.
Det er blevet et centralt problem for mange familier at få mad på bordet. Og den situation afføder endnu flere problemer. Eksempelvis børnearbejde.
”Vi ser en voldsom og bekymrende stigning i omfanget af børnearbejde i forhold til tidligere,” siger Anne Margrethe Rasmussen, der er ansvarlig for Mellemøsten og Nordafrika i Red Barnet.
”Det hænger sammen med kollapset af den libanesiske økonomi, og det drejer sig ikke kun om syriske børn, men også om libanesiske. Derfor mener vi i Red Barnet, at det er meget væsentligt, at krisen ikke længere kun bliver set som en flygtningekrise, men også som en reel humanitær krise, der berører alle nationaliteter i Libanon,” siger hun.
Mens bølgen af syriske flygtninge har været en byrde på det libanesiske samfund, er de udfordringer landet står over for lige nu, meget større.
”Meget få libanesere har tillid til myndighederne og de politiske partier. Situationen er ved at være ude af kontrol. Og det går stærkt i øjeblikket på grund af den økonomiske situation. Uden omfattende økonomiske og strukturelle reformer vil intet ændre sig. Alle de ledende partier har en andel i den dårligdom, vi ser i dag,” siger Kareem Chehayeb.
Siden eksplosionen på Beirut havn har Frankrig forsøgt at presse den libanesiske regering til at implementere reformer som betingelse for finansiel støtte. Men intet er sket. Forklaringen er ifølge Kareem Chehayeb, at ingen af de ledende partier har interesse i at svække sig selv ved at bekæmpe korruption eller gøre det juridiske system uafhængigt. Og dermed har de en stor andel i krisen.
Den shia-muslimske og iransk-støttede organisation Hizbollah, hvis militante gren er opført på EU’s terrorliste, beskyldes i øjeblikket for at åbne sine egne supermarkeder med illegale smuglervarer fra Syrien. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, sagde for nylig i en tale, at han kan løse benzinkrisen i landet ved at importere direkte fra hovedsponsoren Iran. Men ifølge Kareem Chehayeb opfører Hizbollah sig ikke meget anderledes end Libanons andre sekteriske partier og organisationer.
”Hvert eneste parti bidrager på sin egen måde til gøre situationen værre. Hizbollah er ikke nogen undtagelse, men heller ikke den eneste faktor,” siger journalisten.
De libanesiske partiers uvilje til at vedtage reformer vækker vrede blandt donorlande. Ikke desto mindre har Frankrig i samarbejde med FN taget initiativ til en donorkonference, der skal afholdes på årsdagen for eksplosionen på havnen den 4. august. Konferencen er et udtryk for, at man følger situationen nøje og tager den tidligere libanesiske premierminister Hassan Diabs ord meget alvorligt.
I en tale i den forgangne uge sagde han, at ”Libanon er få dage fra en social eksplosion”.