Engang var byen det russiske tsarimperiums juvel. I dag vil de leve i Odessa, ikke længere blot overleve

Trods konstant fare for russiske angreb rører livskraften på sig i Ukraines vigtigste havneby Odessa. “Man kan ikke gå og være bange hele tiden,” siger den 20-årige Masha Dudka

Sandsække på sandsække omslutter de ornamenterede stenbygninger i Odessas historiske centrum, også byens opera her, som genåbnede for 14 dage siden.
Sandsække på sandsække omslutter de ornamenterede stenbygninger i Odessas historiske centrum, også byens opera her, som genåbnede for 14 dage siden. Foto: Tobias Stern Johansen.

Alexander og Aljona har et utaknemligt job og skal hele tiden høre på brok, men de to ukrainske politibetjente fra havnebyen Odessa redder formentlig hver dag menneskeliv. 

Efter fire måneders højspændt venten på et muligt russisk angreb begynder livskraften i Ukraines vigtigste havneby at røre på sig. Indbyggerne i Odessa, "Sortehavets perle”, vil ikke længere blot overleve, men også leve. Og en del er endda villige til at trodse truslen fra de mange miner, som ligger spredt under det hvide sand på byens strande og i farvandet langs kysten, for at kaste sig i Sortehavets salte bølger.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

“Det er ikke sådan, at vi arresterer nogen,” siger den 30-årige betjent Alexander, som ikke ønsker sit efternavn i avisen.

“Men vi beder folk om at forlade stranden, og vi prøver at forklare, at vi tænker på deres sikkerhed. Nogle forstår det, andre reagerer aggressivt. Og så snart vi ikke patruljerer, går folk i vandet igen,” siger han i et langt suk.

Samme dag er en mand i Odessa død på stedet, fordi han svømmede ind i en opskyllet havmine, som eksploderede.

“Det er ikke alene livsfarligt at bade, det signalerer også over for Rusland, at alt ånder ro her,” siger Alexanders kollega, den 38-årige Aljona.

“Rusland kan angribe og skabe død og ødelæggelse når som helst, men folk lytter ikke,” siger hun.

På café til lyden af bomber

Allerede fra den russiske invasions første dag den 24. februar tidligt om morgenen blev Odessa udsat for russiske luftangreb.

Byen rustede sig i hastigt tempo, indbyggerne fyldte sække i tusindvis, formentlig titusindvis, med sand fra byens strande, og private virksomheder lavede kampvognsspærringer af metal fra byens reklame-billboards. Militæret plantede miner langs kysten i tilfælde af et russisk flådeangreb, og byens centrum ned til havnen, herunder den berømte potemkintrappe, er stadig blokeret med kampvognsspærringer - tjekkiske pindsvin - pigtråd og bevæbnede soldater.

“Fare miner!” Indbyggere i Odessa trodser truslen fra de miner, som ligger spredt under det hvide sand på byens strande og i farvandet langs kysten og kaster sig i Sortehavets salte bølger. Det er antistress, siger den 24-årige Danya Oleksyuk, som har oplevet krigen tæt på.
“Fare miner!” Indbyggere i Odessa trodser truslen fra de miner, som ligger spredt under det hvide sand på byens strande og i farvandet langs kysten og kaster sig i Sortehavets salte bølger. Det er antistress, siger den 24-årige Danya Oleksyuk, som har oplevet krigen tæt på. Foto: Tobias Stern Johansen

Sandsække på sandsække beskytter de ornamenterede stenbygninger i det historiske centrum, og de elegante gadenavneskilte på byens gadehjørner er pakket ind i sorte plasticposer, så russiske soldater ikke vil kunne orientere sig ved et angreb. 

Men siden maj har byen været forskånet for større russiske angreb, og havnebyen Mykolaiv 110 kilometer nordøst for Odessa har været det centrale punkt i Ukraines sydlige forsvar, den eneste barriere mellem den russisk besatte by Kherson og Odessa. Rusland iværksatte mandag morgen en række missil- og raketangreb mod Mykolaiv, som ifølge lederen af den regionale forsvarskommando dræbte tre civile, herunder en seksårig pige, skriver avisen Kyiv Post.

“Man kan ikke gå og være bange hele tiden,” siger den 20-årige Masha Dudka, som før krigen arbejdede i McDonald’s og nu er barista på en kaffebar.

Som de fleste holder hun sig fra strandene, betoner hun. Og byen sitrer stadig af nervøsitet, når man kan høre bombardementerne i det fjerne.

“Man kan ikke gå og være bange hele tiden. Vi tager på café og støtter byens økonomi og forsøger at leve vores liv. Det er bedre end at sidde derhjemme og være nervøs,” siger den 20-årige Masha Dudka, som før krigen arbejdede i McDonald’s
“Man kan ikke gå og være bange hele tiden. Vi tager på café og støtter byens økonomi og forsøger at leve vores liv. Det er bedre end at sidde derhjemme og være nervøs,” siger den 20-årige Masha Dudka, som før krigen arbejdede i McDonald’s Foto: Tobias Stern Johansen.

“Men vi tager på café og støtter byens økonomi og forsøger at leve vores liv. Det er bedre end at sidde derhjemme og være nervøs,” siger den unge kvinde med lyserødt hår og guldindfattede hipster-briller.

Før krigen besøgte mere end tre millioner mennesker hvert år den ukrainske havneby ved Sortehavet. Nu holder turisterne sig væk. Men Odessas gader sitrer alligevel af liv. Ingen lader til at bemærke luftalarmen, som lige akkurat overdøver restauranternes popmusik, fortovscaféer serverer diskret hvidvin i kaffepapbægre for at omgå et alkoholforbud indført efter invasionen, og først med udgangsforbuddet klokken 23 holder samtlige af de cirka 500.000 indbyggere, der ikke er flygtet, sig inden døre. Selv byens opera genåbnede for 14 dage siden - med Ukraines nationalsang, som fik publikum til at stå op og synge med.

Badning blandt miner

Illusionen om fred i Odessa blev dog brudt, da et russisk missilangreb natten til fredag ramte en boligblok i byen og ifølge ukrainske kilder dræbte mindst 18 mennesker, herunder to børn.

“Nogle tror, det er en helt almindelig sommer,” siger den militære talskvinde i Odessa, den 48-årige Nataliia Humeniuk.

“Ikke alle forstår, at krigen er meget tæt på os,” siger hun.

“Der er konstant risiko for, at vi bliver udsat for et russisk angreb,” siger militærets talskvinde i Odessa, den 48-årige Nataliia Humeniuk.
“Der er konstant risiko for, at vi bliver udsat for et russisk angreb,” siger militærets talskvinde i Odessa, den 48-årige Nataliia Humeniuk. Foto: Tobias Stern Johansen.

Behovet for at opleve en tilnærmelsesvist normal hverdag vejer imidlertid tungere end truslen fra russiske raketter, forstår man på den 24-årige Danya Oleksyuk, et nips i sort bikini, som før krigen var danseinstruktør. For halvanden måned siden flygtede hun fra Mykolaiv, og det er “antistress” at gå i vandet, miner eller ej, siger hun:

“Jeg har set det meste og er ikke bange. Jeg vil leve som før krigen, hvor man kunne være glad og føle sig sikker og udtrykke sine følelser."

Danya Oleksyuks sønderbombede hjemby Mykolaiv er så farlig at opholde sig i, at borgmester Oleksandr Senkevych i sidste uge opfordrede alle indbyggere til at forlade byen. 

“Hvad jeg tænker om fremtiden? Alt forandrer sig hvert et øjeblik. Man kan ikke planlægge dagen i morgen. Men jeg vil ikke flygte til udlandet. Ukraine er mit moderland. Og selvfølgelig vinder vi krigen,” siger hun, inden hun springer i vandet. 

Før den russiske invasion kunne man tælle 20 tankskibe i horisonten, siger de lokale. Også passagerskibe. Nu er der ikke et skib i sigte. Odessas skæbne har betydning langt ud over Ukraines grænser. Før krigen stod Odessa, Mykolaiv og to andre havne i nærheden for mere end 70 procent af Ukraines eksport. Ruslands blokade af Sortehavet og Ukraines forsvarsminering af farvandet har stoppet alle transporter, herunder af hvede, som Ukraine var verdens femtestørste eksportør af. Cirka 400 millioner mennesker på verdensplan er afhængige af ukrainske fødevareforsyninger, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har beskyldt Rusland for at bruge sult som et våben. 

Taler russisk, men imod Rusland

Den russiske blokade af havet kan også mærkes på Odessas største marked Privoz, grundlagt i 1827. I den ellers imponerende fiskeafdeling under det hvælvede glastag er et fåtal af fiskene fra Sortehavet, fortæller den 35-årige fiskehandler Sergei Kholostenko. Laksen og Humboldt-blæksprutten sælger bedst, ingen af dem er fanget ud for Odessa. 

“Jeg har intet godt at sige om Rusland. Jeg har mistet mange af mine venner i Rusland, fordi de støtter Rusland og tilhører den aggressive part,” siger Sergei Kholostenko.

“Jeg har intet godt at sige om Rusland. Jeg har mistet mange af mine venner i Rusland, fordi de støtter Rusland og tilhører den aggressive part,” siger fiskehandler Sergei Kholostenko på Odessas største marked Privoz.
“Jeg har intet godt at sige om Rusland. Jeg har mistet mange af mine venner i Rusland, fordi de støtter Rusland og tilhører den aggressive part,” siger fiskehandler Sergei Kholostenko på Odessas største marked Privoz. Foto: Tobias Stern Johansen.

Ifølge iagttagere har Rusland et særligt sentimentalt forhold til Odessa, som engang var en juvel i det russiske imperium. Byen blev grundlagt i 1794 af Katarina den Store og blev kendt som et handelscentrum og et tilholdssted for nogle af Ruslands største forfattere. Byens historiske betydning har måske været med til at beskytte dens centrum mod de værste russiske angreb - i modsætning til Mariupol, den største havn ved Azovhavet 500 kilometer længere mod øst, som har skrevet sig ind blandt verdenshistoriens totalt ødelagte byer. 

Men selvom russisk er hovedsproget i denne by med 130 nationaliteter, gør det den ikke pro-russisk, siger fiskehandler Sergei Kholostenko. Hvis det kommer til gadekampe i Odessa, har den russiske hær ikke en chance, mener han. Som tidligere i byens historie vil partisaner gemme sig i byens katakomber og gøre livet surt for russerne. 

“Det ville være forgæves for russerne at forsøge at indtage Odessa, vi vil forsvare vores by,” siger han tørt, som var det en selvfølge.

Odessa er berømt for sin historiefortælling, og fortællingen i disse dage handler om modstandskraft. Indbyggerne er stolte af, at deres hær den 14. april sænkede "Moskva", Ruslands flagskib i Sortehavet. Fire dage senere stod de i kø for at købe nye frimærker, der markerede denne sejr.

“Alle er blevet stærkere optaget af, at Odessa er en del af Ukraine. Man hører det ukrainske sprog mere end før. Krigen har styrket den ukrainske identitet,” siger den 22-årige Marina Volodko, der ligesom veninden Masha før krigen arbejdede på McDonald’s, og som nu hjælper til på sin families gård uden for byen.

“Jeg har hørt turister sige, at Odessa er et nyt Rusland. Men vi er ikke russere, selvom vi taler russisk, og vi har ikke brug for Rusland,” siger hun.

Odessas skæbne er dog langt fra afgjort, advarer militærets talskvinde i Odessa, Nataliia Humeniuk. Samtalen med hende foregår i officerernes hovedkvarter, en sovjetisk bygning med gustent lys, krøllet linoleumsgulv, knirkende stole og en lugt af muggen kælder, som leder tankerne hen på den kolde krig, dengang Rusland og Ukraine kæmpede på samme side mod det onde og dekadente Vesten. Nu forsøger Ukraine med al kraft at blive integreret i Vesten. 

“Der er konstant risiko for, at vi bliver udsat for et russisk angreb,” siger Nataliia Humeniuk.

“Det kan være luftangreb fra Krim, et artilleriangreb på jorden, ikke engang havet er sikret, for vores fjende har vist, at han er villig til at ofre sine egne soldater for at føre psykologisk krigsførelse mod os,” siger hun med henvisning til de angiveligt enorme russiske tab i kampene i det østlige Ukraine.

Nataliia Humeniuk er overbevist om, at Ukraine vil vinde. Men det kan tage lang tid.

“Krigen slutter den dag, vi har fået alle vores territorier tilbage,” siger hun.

Ukrainerne vil ikke tillade et kompromis med Ruslands præsident, Vladimir Putin, lyder det også fra Roman Kibarov, en 30-årig sømand, som er vokset op ved Odessas havn og er uddannet fra militærakademiet.

“Vi vil ikke havne i en frossen konflikt med Rusland. Det er der ikke folkelig vilje til, især ikke efter massakren i Butja,” siger han.

Den største fare er, at Vestens opbakning vil svinde, siger Roman Kibarov.

“Alle i Vesten vil vænne sig til krigen i Ukraine, ligesom man har vænnet sig til corona,” frygter han.