Køen bugter sig langt ud på græsset denne søndag morgen i marts foran Maranatha Baptist Church, der ligger lidt uden for landsbyen Plains i Georgia. Snakken er livlig: Drævende sydstatsdialekter blander sig med japansk, indisk og tysk. Der tages masser af fotos med store smil, mens børn med billedbibeler og legetøj under armene utålmodigt hiver de voksne i ærmerne.
Normalt kommer der cirka 30 medlemmer af menigheden til gudstjeneste, men når Jimmy Carter holder søndagsskole, tropper 500-600 besøgende op, og det tager tid for Secret Service at tjekke alle de fremmødte i døråbningen.
Den tidligere amerikanske præsident og nobelfredspristager underviser på udvalgte datoer i bibelhistorie, og hans forkyndelse for menigheden her i hjembyen har gennem årene udviklet sig til rene tilløbsstykker. På parkeringspladsen ser man nummerplader fra samtlige sydstater i USA samt en god håndfuld oppe nordfra. Alle er vi kommet til Plains for at møde en levende legende. Og for, skal det vise sig under snakken ude på græsset foran kirken efter gudstjenesten, at mindes en tid i USA, hvor landets mægtigste mand havde stærke familieværdier, en usvigelig retsbevidsthed og praktiserede en ydmyg kristendom.
Man skal ikke lytte længe til de lokale her på stedet for at fornemme, at ingen præsidentkandidat i det nuværende felt når Jimmy Carter til sokkeholderne.
At Carter er en ydmyg mand, står hurtigt klart, da han træder ind i det stopfyldte kirkerum. Han bestiger med vilje ikke prædikestolen, for som han siger: ”I’m a teacher, not a preacher” (jeg er lærer, ikke prædikant). Undervisningen foregår i gulvhøjde med Bibelen som eneste manuskript. Hans slidte og alt for store habitjakke passer fint til de udtrådte sko, men er ikke den uniform, man forventer af en mand, der engang var verdens mægtigste. Til gengæld passer tøjet fint til temaet for dagens undervisning: at være en tjener.
Carter er smilende og taler højt nok til, at alle kan høre det. Han løfter aldrig stemmen og hører forbløffende godt – også alle dem nede på bagerste række. Den tidligere præsident begynder seancen med at spørge, hvor vi alle kommer fra: ”Nebraska”, ”Louisiana”, ”Californien”, ”Indien”, ”Canada”, ”Congo”, lyder det nu i god ro og orden, indtil Carter siger tak og opfordrer den tilrejsende fra Congo om at bede en morgenbøn på sit modersmål.
I sin bog ”Living Faith” har Carter beskrevet, hvordan han gennem årene har udviklet sin undervisning. Han har altid undervist i bibelhistorie, skriver han i bogen, også mens han sad i Det Hvide Hus, men her i Maranatha-kirken har han gradvist skabt en dialogbaseret tilgang, så tilhørerne bliver inddraget mere. Den næste time får vi således stillet en række spørgsmål, og Carter inddrager behændigt svarene i sin tale.
Han lægger ud med at opfordre til at læse Det Nye Testamente indefra. Vi skal ikke læse teksterne som analytikere eller historikere udefra, men derimod med bevidsthed om, at beretningerne handler om os selv. Carter nævner som eksempel historien om fodtvætningen skærtorsdag, hvor Jesus vasker disciplenes fødder inden måltidet. Her er det meget tydeligt, at Jesus opfordrer disciplene og læserne af Det Nye Testamente til at gøre ligesom ham og være tjenere.
”Men hvordan reagerer Peter på det?”, spørger Carter så. En fra forsamlingen svarer: ”Ved at fare op og nægte at lade Jesus vaske sine fødder.” ”Nemlig,” siger den tidligere præsident og forklarer, at disciplene forventede, at Jesus var en ny konge, der ville udfri dem fra romersk undertrykkelse og grundlægge et nyt jødisk rige som en anden kong David. Men Jesus ville ikke være hersker i stil med andre af verdens herskere. ”Men vil vi ikke alle gerne have en stærk leder eller en stærk præsident?”, spørger Carter. ”Jo,” lyder svaret fra salen, ledsaget af smil på bænkerækkerne over dagens eneste henvisning til det politiske liv.
Carter forklarer, at når vi gerne vil have en stærk leder, er det for, at vi kan hævde os selv over for andre og sige: ”Se, jeg har fundet den rigtige hersker at følge.” Men sådan tænker Jesus ikke, forklarer han.
I Plains er den 92-årige ekspræsident trods sin stjernestatus og konstante Secret Service-bevogtning en almindelig borger. Han er født og opvokset i byen, der har cirka 560 indbyggere, og har altid boet her, bortset fra 11 ungdomsår, hvor han tjente i flåden, og de fire år i Det Hvide Hus i slutningen af 1970’erne. Hans hustru Rosalynn, som også er med i kirke i dag, er ligeledes fra Plains, og to af deres tre børn er bosat i Georgia. Carters barndomshjem lidt uden for byen er åbent for offentligheden og fortæller en regulær historie om en hård, men tryg opvækst på landet i en klassisk kernefamilie fra Sydstaterne med et respektfuldt forhold til gårdens naboer, der primært var sorte familier.
I sine barndomserindringer ”An Hour Before Daylight: Memories of a Rural Boyhood” skriver Carter: ”Mit mest vedholdende minde som barn var om jorden. Der var en nærhed, nærmest en nedsænkning, i sandet, i mulden og det røde ler, der syntes naturlig og konstant.” At Carter siden har rejst over hele verden, både som præsident og som grundlægger af non-profit-organisationen The Carter Center i Atlanta, har på ingen måde ændret hans grundlæggende identitet som en sparsommelig dreng fra landet. Den dag i dag bor Carter-parret i det etplanshus i Plains, som de selv byggede i 1961, og som er den eneste bolig, de nogensinde har ejet.
Kontakten med naturen indflettes også naturligt i dagens undervisning, hvor Carter i et længere indskud fortæller om en nylig fisketur til Argentina og om forskellen på diverse aborrearter. Han runder også sit helbred i en kort bemærkning om, at hans kræftbehandling efter en række gode resultater nu er slut, og et lettelsens suk går gennem forsamlingen. Alle har fulgt hans sygdom og set de mange skilte i stil med valgplakater i forhaverne her i Plains med teksten ”Jimmy Carter for Cancer Survivor”. Jo, byens borgere kerer sig om deres æresborger, selv når han gerne vil have sig frabedt rollen som leder til fordel for rollen som tjener.
Tjenerrollen fortæller han mere om, efterhånden som undervisningen efter en længere tekstlæsning fra Lukas-evangeliet bevæger sig fra de bibelske tekster til, hvordan man som kristen bør leve sit liv. Hvad betyder det at følge en herre, der ikke vil være hersker, men tjener, spørger Carter retorisk. Han svarer, at det vigtigste i kristendommen er et forhold, nemlig forholdet mellem den enkelte og Gud som åbenbaret i Kristus. ”Dette forhold er det vigtigste for mig. Men er det også det vigtigste for dig?”, spørger han ud i kirkerummet og understreger i samme åndedrag, at det er den enkeltes eget ansvar at finde ud af, hvilket menneske man vil være, og hvilke værdier livet skal reflektere.
Den markante understregning af det personlige ansvar viser sig at være den anden røde tråd i dagens undervisning næst efter opfordringen til, at kristne skal være tjenere for hinanden. Her i anden halvdel af undervisningen betoner Carter, at kristendom er konkret, og at den kristne har pligt til at elske Gud og næsten som sig selv. ”Og hvem er så min næste?”, spørger ekspræsidenten. Svaret er, at det er ham eller hende, som man møder i elevatoren eller som sidemand i flyet eller på bussen, siger Carter. ”Ham eller hende skal du elske. Men gør du så det?”, spørger han mildt. Han advarer imod, at man ikke ser på stand eller status i mødet med den anden, for gør man det, er man som Judas, der efter fodvaskningen går ud og forråder Jesus.
Det meste af en time er nu gået. Elegant runder Carter sin undervisning af, så det står klart, at han med fuldt overlæg både begyndte og slutter med Jesu fodvask. Det er tilhørernes rolle som tjenere for hinanden, han vil indprente. Budskabet går rent ind hos menigheden, men ikke på nogen ekstatisk måde med klapsalver og halleluja-råb. ”I’m a teacher, not a preacher”. Derfor er det meget passende, at hans undervisning nu afløses af den almindelige gudstjeneste her i baptistkirken. Det er den og ikke Carter, der er vigtig, synes tanken at være, og den tidligere præsident finder sig en plads på en tilfældig bænk, inden kirkens præst og kor overtager styringen.
Efter gudstjenesten dukker han atter op forrest i kirken. Nu er der fotoseance med de fremmødte, og Rosalynn Carter er ved hans side, så alle, der har lyst, kan få taget deres foto med præsidentparret. Man må ikke tale med parret, men de er smilende og velvillige og tager gerne et foto om, hvis en kirkegænger fumler med knappen. Herefter går alle frit, hver til sit – hjem til Californien, Congo og Canada. Eller ind til Plains, hvis man er så heldig at bo i den lille by, der ikke, siden Carter var præsident, har oplevet så stor interesse fra omverdenen som på disse søndage, hvor den aldrende statsmand underviser.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker med Plains den dag, Carter er væk. Byen består stort set af et vejkryds, en kro, to diner-caféer og fire kirker. Hvis man har hang til amerikansk sydstatsromantik, er Plains et fantastisk indtagende sted. Men så meget sker her heller ikke, og efter nogle dage i byen finder man ud af, at den økonomiske krise også har sat sit præg på Georgia, og at Plains trods sine kun 560 indbyggere også har plads til narkorelaterede problemer.
At der er slanger i paradis, vil imidlertid hverken komme bag på Carter-parret eller på de mange tilrejsende, der nu er taget hjem. Plains vil for altid være indskrevet i amerikansk historie. Og på næste søndag vil byen atter være fyldt med kristne fra hele USA, der vil fortælle omverdenen om en ekspræsident, der lever sit liv, som han prædiker.