Efter sommerferien i 2015 tog vi som altid færgen fra Frankrig hjem til England. Ingen tunnel til os, tak.
Der er noget stort over at stævne ud mod Old Blighty, som briter med hjemve kalder deres land, og se Dovers hvide klinter dukke op i kimingen.
Denne gang sejlede vi fra Dunkirk for at undgå Calais, hvor der sommeren igennem havde været omfattende trafikkaos på grund af migranter, som desperat forsøgte at slippe over kanalen til Storbritannien.
Mens vi spiste fish-and-chips i cafeteriet og så fastlandet forsvinde, talte vi om, hvordan strandene så ud 75 år tidligere, da hundredetusinder af lige så desperate, omringede britiske soldater ventede på at blive evakueret.
Europa lå åbent for Hitler, Storbritannien forberedte sig på invasion, og Churchill holdt den berømte tale i parlamentet, hvor han lovede, at briterne ville kæmpe til det sidste. ”Krige vindes ikke ved evakueringer,” sagde han.
Vi – min kone, vores yngste og jeg – flyttede til London i 2008. Vi brokkede os over det ineffektive britiske bureaukrati, hvor man skal fremvise en gasregning for at oprette en bankkonto, og hvor man udfylder formularer i hånden, før den kommunale embedsmand skriver dem ind på sin computer.
Alligevel var det nemt at flytte til Storbritannien, sådan som det er nemt at flytte til ethvert andet EU-land. Da en af vores venner – en ung inder, som studerede i London – fortalte om sine problemer med at skaffe visum til en forlænget weekend i Paris, gik det op for os, hvor privilegerede vi var som EU-borgere. Hvis nogen den sommer havde spået, at briterne otte år senere ville stemme om en udmeldelse af unionen, havde vi ikke troet det.
Vi mødte et land, hvis rigdom og kultur er skabt af samhandel og indvandring. Vores nærområde var Camden Town, punkbevægelsens gamle London-kvarter, hvor velplejede tilflyttere fra Frankrig og Sverige nu afhøvler gulvene og hænger designerlamper op i de georgianske byhuse.
Her har alle de lokale handlende en accent og en historie: Den indiske familie i isenkrambutikken på Camden High Street. Den græsk-cypriotiske kaffehandler og den portugisiske vinhandler på Delancey Street. Og den tyrkiske grønthandler på Parkway, hvis lykke blev gjort, da den israelske stjernekok fra Albert Street anbefalede hans butik i The Guardian.
Det er arven fra imperiet, blev vi enige om: Åbenheden over for driftige mennesker fra hele verden, uanset om det er den pakistanske kioskejer eller den amerikanske hedgefondbestyrer, og evnen til at indoptage dem i den britiske kultur.
Boris Johnson, Londons konservative eksborgmester og en fremtrædende fortaler for Brexit, har tyrkiske, schweiziske, franske og tyske rødder, er født i USA og har både britisk og amerikansk statsborgerskab. Verdens kulturer løber sammen i det britiske. Ligesom enhver brite af og til henter mad i det lokale curry house, er traditionel fish-and-chips populær take away blandt de muslimske indvandrere. Og blighty er forresten afledt af et indisk ord, der betyder ”udlænding”.
At arven fra imperiet også har andre udtryk end rummelighed, dæmrede langsomt for os. Vi begyndte at lægge mærke til, at indfødte englændere altid omtaler Europa som noget andet end Storbritannien.
”Skal I til Europa i sommerferien,” spørger de, som om De Britiske Øer tilhører en anden verdensdel.
Og vi forbløffedes de første gange, vi mødte englændere fra den velstående middelklasse – ofte mænd gift med danske kvinder – som høj- lydt ønskede Storbritannien ud af EU.
I efteråret 2008 kom finanskrisen, butikslukningerne og arbejdsløsheden.
Vi oplevede, hvordan frygten for østarbejdere og kritikken af arbejdskraftens fri bevægelighed voksede. Samtidig var vi jævnligt i nærkontakt med engelske håndværkere, hvis mangel på faglig stolthed (og færdigheder) gjorde os målløse.
Da vores vinduer – gammelt engelsk snedkerarbejde – var blevet malet udvendig, opdagede vi, at de ikke længere kunne åbnes. Det havde vi ikke bedt om, at de skulle kunne, forklarede maleren.
Næste gang ringede vi efter en dansk håndværker. Vores yngste søn havde en kæreste, hvis forældre var vellønnede, Oxford-uddannede akademikere. Men hendes pas var rumænsk, og hver gang hun ankom til en britisk lufthavn, frygtede hun, at hun også denne gang ville blive trukket til side og forhørt om sit ærinde.
Vi forstod, at London er en anomali. En bystat med sin egen centrifugale økonomi og kosmopolitiske selvforståelse, hvor de gamle englændere og de gamle penge spiller en stadigt mindre rolle, og hvor de fleste – med Boris Johnson som en excentrisk undtagelse – ønsker at forblive i EU.
Men uden for bymurene findes et land, hvor der stadig er tæpper på gulvene og nips i vindueskarmene. Et land med velfriserede provinsbyer, hvor der er marked om lørdagen, hvor man spiser fish pie på pubben om fredagen, og hvor servitricen i tesalonen kalder dig darling. Et land med engang mægtige industribyer, hvor skimmelsvampen breder sig i de forsømte sociale boligbyggerier, og hvor englænderne hænger St. George-flag i vinduerne for at markere deres territorium over for pakistanerne, som på deres side klager over, at nytilkomne rumænere ødelægger deres kvarter.
Et land med store, affolkede egne, hvor landbruget og fiskeriet ikke længere kan bære, og hvor de forladte gårde indrettes som fritidshuse for Londons kreative klasse.
Ligesom London ikke er England, er England heller ikke Storbritannien. Det er i England, ikke i Skotland, Wales og Nordirland, man er længst væk fra kontinentet. Det er i England, Brexit-fortalernes særegne blanding af antieuropæisk isolationisme og national selvovervurdering har fundet grobund.
England udgør langt den største del Storbritannien, både i areal og befolkningstal, og er i sig selv et sammensat land. Men på tværs af regionale og sociale forskelle har man kunnet samles om foragten for “bureaukraterne i Bruxelles” og drømmene om dengang, England herskede over verden.
Overbevisningen om, at et Storbritannien uden for EU vil blomstre, mens kontinentet synker ned i et morads af terror, flygtningekrise og forgældede medlemslande, har ikke ladet sig anfægte af tænketankenes og politikernes rationelle argumenter.
Little Englanders, små englændere, kaldes disse vælgere af og til, men ikke desto mindre har de gennem de sidste mange måneders valgkamp holdt ikke blot Storbritanniens, men Europas fremtid i deres hænder.
En dag, kort før vi i april i år flyttede tilbage til Danmark, sad jeg i Ossies frisørsalon i Camden. Vi var otte mænd i salonen, kunder og ansatte, og kom til at tale om, hvor vi hver især stammede fra. Alle var født i udlandet.
En sydafrikaner fortalte, at han netop var blevet britisk statsborger. Ossie – selv tyrkisk cypriot med britisk statsborgerskab og 40 år som londoner bag sig – ønskede sydafrikaneren velkommen i klubben: “Om nogle år vil du også komme til at føle dig britisk. Men engelske, det bliver vi aldrig.”
Nu har vælgerne talt, men det har allerede længe stået klart, at Storbritannien har frasagt sig lederskabet i Europa.
I debatten om landets fortsatte EU-medlemskab har ingen af siderne været synderligt optaget af Europas fred, frihed og fremtid, men kun fokuseret på, hvad der økonomisk betalte sig for Storbritannien.
Ånden fra 1940 – Churchills heroiske Storbritannien, som tog ansvar for Europas skæbne – hører fortiden til.
