Enorm byrde på smalle skuldre

Medmindre Myanmars rejse alligevel svinger tilbage, så er vejen banet for, at Aung San Suu Kyi bliver Myanmars næste leder efter valget i 2015

For Aung San Suu Kyi begynder det hårde arbejde for alvor i de kommende år. –
For Aung San Suu Kyi begynder det hårde arbejde for alvor i de kommende år. –. Foto: Lynn Bo BoEPA.

Hendes far var manden, der fik gennemtrumfet selvstændigheden fra det britiske imperium i 1947. Han var general, men blev dræbt af militæret, inden han selv nåede at opleve friheden.

Hun er Damen, Nobelpristageren og legenden, der bærer hele Myanmars (Burmas) håb om demokrati, frihed og velstand på sine smalle skuldre. Hendes kamp for demokrati og ytringsfrihed, der blandt andet har kostet 15 års husarrest og fravær ved hendes mands dødsleje, blev i fjor udødeliggjort i filmen The Lady.

LÆS OGSÅ: Landet, der venter på at komme i gang

Efter et langt livs kamp imod et brutalt militærdiktatur står hun som 67-årig på tærsklen til et nyt liv. De fleste er eller bliver pensioneret i den alder. Men for Aung San Suu Kyi begynder det hårde arbejde først for alvor.

Borgerne nærer en ubegrænset tillid til hende. De oplever reelle fremskridt, og de tror for alvor på fremtiden, siger Tim Mclaughlin, der er redaktør på ugemagasinet Myanmar Times.

Han er amerikansk statsborger, men har gennem næsten et år boet i Myanmar og arbejdet på det australsk-myanmarsk ejede magasin.

Det er nu, hun skal gå fra at være i opposition og til at lede landet mod demokrati efter 40 års militærdiktatur og voksende international isolation. I den periode er landet sunket dybere og dybere ned i underudvikling og ekstrem fattigdom.

Hendes tidligere modstander bliver hendes fremtidige partner i den proces, nemlig tidligere general og premierminister fra 2007-2011, præsident Thein Sein.

Thein Sein blev taget i ed som præsident efter valget i november 2010, som var Myanmars første i 20 år. Siden har han indledt en uventet reformproces og på FNs talerstol lovet, at Myanmar nu har begivet sig ud på en rejse, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Som tegn herpå er hæren gået i fredsforhandlinger med landets etniske minoriteter i bjergprovinserne. De har ellers ligget i væbnet konflikt gennem hele landets historie som selvstændigt.

Ingen ved, hvad der har drevet Myanmars præsident til at indlede vejen mod demokrati.

I begyndelsen troede ingen på hans løfter om reformer. Men suppleringsvalget i foråret viste, at de skal tages alvorligt. Her stillede Aung San Suu Kyi op sammen med sit parti, National Liga for Demokrati (NLD). Af de 45 pladser vandt NLD de 43. Blandt de valgte var Suu Kyi. De sidste to gik til etnisk baserede partier. Thein Seins eget regerende parti, det Forenede Solidaritets- og Udviklingsparti, vandt ikke en eneste plads i valget, der var det mest demokratiske i Myanmars historie.

Medmindre Myanmars rejse alligevel svinger tilbage, så er vejen banet for, at Aung San Suu Kyi bliver Myanmars næste leder efter valget i 2015.

Forventningerne til hende er ganske enkelt enorme. Tilbedelsen nærmer sig forgudelse. Hun er en legende på linje med Nelson Mandela.

Når hun har været i udlandet som det skete i sommer, da hun endelig rejste til Oslo for at modtage Nobelprisen med 21 års forsinkelse er alle vejene mellem lufthavnen og den tidligere hovedstad, Yangon, tæt pakkede med tilhængere, der vil vise hende deres hyldest. Men det betyder også, at risikoen for at skuffe forventningerne er meget stor. Hun vil blive tvunget til at gå på kompromis, fordi hun nu er blevet involveret i overgangsfasen. Det er en demokratisk disciplin i et samfund, der endnu ikke ved, hvad demokrati er.

Aung San Suu Kyi skal bekæmpe korruptionen, hæve uddannelsesniveauet lige fra grundskolen til universitetet stoppe hjerneflugten af de få veluddannede og skabe økonomisk fremgang og skaffe vækst og arbejdspladser til landet. Så forventningerne er enorme, understreger Tim Mclaughlin.

Dertil kommer, at flere af landets store etniske mindretal er skeptiske efter årtiers væbnet kamp mod militæret. Over for dem skal hun bevise, at hæren er loyal og lydhør over for hende.