Prøv avisen

To er anholdt for skokast i Teheran

To personer er anholdt i Iran for at have kastet sko efter præsident Rouhani, da han vendte hjem fra USA

Ikke alle iranere er glade for, at deres nye præsident, Hassan Rouhani, under sit besøg ved FN's Generalforsamling i New York havde en telefonsamtale med USA's præsident, Barack Obama.

Forholdet mellem Iran og USA har været meget køligt siden den islamiske revolution i Iran i 1979, og der er iranere, som har svært ved at se, hvorfor deres præsident nu skal tale med Obama.

Da Rouhani vendte hjem til den iranske hovedstad, Teheran, lørdag, blev han mødt af både glade og vrede demonstranter.

Nu skriver iranske medier, at to af de vrede er blevet anholdt for at have kylet sko efter Rouhanii.

Vidner har tidligere fortalt, at én demonstrant kastede en sko efter præsidenten, men at den ikke ramte sit mål.

- To personer er anholdt. Enhver, der ikke bærer sko, burde have været standset, men faktisk blev to personer anholdt, dog ikke af os, siger Said Montazer-ol-Mehdi, der er vicepolitichef hos politiet i Teheran, til nyhedsbureauet ISNA.

Han antyder dermed, at det kan være sikkerhedspolitiet, som har anholdt de to.

Rouhani regnes for at være forholdsvis moderat. Han blev valgt ved præsidentvalget i juni.