Prøv avisen

Er babyluger blevet velfærdssamfundets lappeløsning?

I alt 13 babyer er blevet overleveret til organisationen Mødre til Mødre i Belgien, siden babylugen blev opsat i 2000. Når lugen åbnes, varsles i alt fire telefonnumre. Der går maksimalt 20 minutter, fra en baby bliver efterladt, til organisationen har hentet barnet, fortæller en af hovedkræfterne i organisationen, Katrin Beyer. – Foto: Mette Dahlgaard

Det Etiske Råd diskuterer nu, om babyluger bør opstilles i Danmark. I Belgien har organisationen Moeders voor Moeders (Mødre til Mødre) drevet en babyluge i 17 år og netop sat en trist rekord: i alt fire børn blev afleveret anonymt i 2017. Det er omdiskuteret, om babyluger løser desperate mødres problemer

”HITTEBARNSLUGE”.

Det nøgterne budskab står printet med store bogstaver på en matgrå dør, der fra en af Antwerpens søvnige gader leder ind i et trangt lokale. Er man først kommet herind, er man for sig selv. Ikke engang et overvågningskamera kigger med. På den ene væg findes et håndtag, der akkurat som en ovnlåge kan trækkes ud og ned i vandret position. Det sker med jævne mellemrum, at tilfældige forbipasserende ikke kan dy sig. De åbner lågen, der afslører en hospitalsseng i størrelse nyfødt, et varmt tæppe og en lillebitte hue. De ved sikkert ikke, at deres nysgerrighed også udløser et alarmsystem, der automatisk ringer fire telefonnumre op til frivillige kræfter i den belgiske organisation Moeders voor Moeders (Mødre til Mødre).

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at Katrin Beyer var mødt ind på Mødre til Mødres kontor en weekend for godt to år siden. Hun var i færd med at rydde op i det rum, der støder op til babylugen, da hun hørte døren gå på den anden side af væggen. Så så hun babylugen blive åbnet til den lille seng og nåede at tænke, at det sikkert bare var endnu en falsk alarm. I sekunderne efter lagde to arme en baby i sengen og puttede tæppet omkring det. Sådan blev drengen Jules overladt i Mødre til Mødres varetægt. Klokken var cirka 16 en lørdag i december.

Katrin Beyer er en af hovedkræfterne i Mødre til Mødre. Organisationen yder rådgivning og hjælp til familier, og babylugen er kun et lille hjørne af det frivillige arbejde. Siden 2000 har kvinder anonymt kunnet efterlade spædbørn i babylugen, men der gik fire år, før den første baby kom i organisationens varetægt. I dag er i alt 13 babyer anonymt blevet efterladt i Mødre til Mødres varetægt. 2017 blev et opsigtsvækkende rekordår, for i alt fire spædbørn blev efterladt i lugen.

I Danmark har vi ingen babyluger, og diskussionen for og imod blusser op, hver gang et spædbarn eksempelvis efterlades i en sportstaske på en gade eller i en affaldscontainer i en boligblok. Senest skete det, da ansatte i Københavns Kommune tidligt om morgenen den 2. januar fandt en nyfødt pige svøbt i et gråt tæppe på en bænk ved Valbyparken. Pigen var stærkt nedkølet, men overlevede. Andre børn født i dølgsmål fik aldrig chancen for at blive fundet i live. I oktober sidste år fandt håndværkere en spædbarn gravet ned i det grønne område Brinken i Glostrup. Efter denne hændelse tegnede der sig et politisk flertal for at oprette to babyluger i Danmark, og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har nu bedt Det Etiske Råd vurdere fordele og ulemper ved en babyluge.

Kritikere som eksempelvis Jordemoderforeningen har ved flere lejligheder advaret mod babyluger. Man skal i stedet sætte ind tidligere og undgå, at udsatte kvinder kan gå ubemærket gennem en fuld graviditet, lyder modargumentet. Det frygtes også, at en babyluge for nogle vil være en direkte invitation til at efterlade sit spædbarn.

Ligesom i Danmark indleder belgisk politi en politiefterforskning, hver gang et barn bliver efterladt. Det er dog Mødre til Mødres opfattelse, at politiet ikke nødvendigvis vender hver en sten, ligesom ordensmagten respekterer, at organisationen i nogle tilfælde holder viden tilbage, der kan afsløre moderens identitet.

For det hænder, at gravide kvinder kontakter Katrin Beyer forud for fødslen. Så begynder, hvad Katrin Beyer kalder en meget ”intens periode”, hvor hendes mål er at overbevise kvinden om, at babylugen er en nødløsning.

”Jeg prøver at komme ind i hovedet på dem og give dem andre muligheder, adoption eksempelvis. Men nogle er så meget i krise og tror, at situationen er så håbløs, at de ikke kan overtales til andet,” forklarer hun.

I 2000 satte organisationen Sternipark den første ”babyklappe” op i den nordtyske storby Hamborg. Det skete efter fundet af fem efterladte spædbørn i byen kort tid forinden. Især i 2001 og 2002 knopskød babylugerne over hele Tyskland, og fordi området ikke er reguleret, ved ingen præcist, hvor mange der stadig er i brug. Et studie fra 2011 udført af forskningsenheden Det Tyske Ungdomsinstitut registrerede 90 babyluger og 26 såkaldte ”arm-til-arm-overleveringer”. Studiet viste videre, at i perioden 2000 til 2010 blev 278 babyer fundet i babyluger, og 43 blev overdraget ”arm-til-arm”.

Babylugerne skal forhindre, at små børn dør af kulde, når de efterlades, eller eksempelvis bliver ombragt af deres biologiske ophav. Men de tyske erfaringer sætter spørgsmålstegn ved, om det mål nås med anonyme tilbud.

”Det er ikke dokumenteret, at antallet af børn, der findes døde eller efterladt på eksempelvis parkeringspladser, er faldet. Nogle kriminologer mener endda, at de kvinder, der dræber deres børn, aldrig ville overveje en babyluge,” siger psykolog Claudia Krell fra Det Tyske Ungdomsinstitut.

Mens raske børn udelukkende har fundet vej til Belgiens babyluge, er der anderledes eksempler fra Tyskland. Døde babyer er ligesom ældre børn med handicap eller dårligt helbred blevet afleveret i babylugerne. Endelig er babylugerne også blevet brugt til at overdrage små babyer, hvor forældrene var blevet overvældet af opgaven, eller hvor moderen ønskede at beskytte barnet fra en voldelig far.

Der findes ikke ét klokkeklart svar på, hvad der driver en forælder til at efterlade sit spædbarn, viser den tyske undersøgelse. Ofte er problemer som et kompliceret kærlighedsliv, socialt pres, kulturelle og religiøse værdier og en akut psykisk overbelastning viklet ind i hinanden. Men reaktionerne hos mødrene har en række fællestræk:

”En slående lighed blandt disse kvinder var en paniklignende frygt og en manglende italesættelse af graviditeten. Kvinderne opdagede ofte graviditeten sent og begyndte at håndtere problemet alene. Når de har været tavse længe, bliver det kun sværere at åbne,” fortæller Claudia Krell og uddyber:

”Årsagen til tavsheden er eksempelvis, at man er bange for, at kæresten vil afbryde forholdet, skam over at være blevet gravid eller en frygt for ikke at opfylde forventningerne. Uanset årsagen til tavsheden om graviditeten er kvinderne ladt alene med deres bekymringer og frygt.”

Man kan ikke påstå, at babyluger direkte lokker forældre til at opgive deres børn, forklarer Claudia Krell videre. Men der er grund til at tro, at desperate gravide udvikler en slags ”tunnelsyn”, når de finder ud af, at de kan overdrage et uønsket spædbarn anonymt og dermed bevare deres hemmelighed. Kvinderne overser måske andre muligheder, der ville være bedre. For det er aldrig ukompliceret at adskille forælder og barn, advarer den tyske psykolog:

”Når man giver sit barn væk på denne måde, overlades man alene tilbage med sine problemer, behov og bekymringer. Man kan ikke tale med nogen om, hvad der skete, og man ved ikke, hvordan livet udvikler sig for ens barn.”

Babyluger er på ingen måde et nyt fænomen. I Antwerpens mere eksklusive kvarter udstiller museet Maagdenhuis (Pigehjem) en kopi af en såkaldt baby-skuffe, som den ville have set ud i det 19. århundrede. En åbning i en mur afslører et skuffesystem, der kan trækkes ind og ud. I skuffen ligger en dukke for at illustrere, hvordan spædbørn blev afleveret til datidens socialforsorg. Når skuffen blev skubbet ind gennem murværket, åbnedes et vindue på indersiden af huset, der var forbundet til en klokke. På den måde vidste kirker, klostre eller børnehjem, når et nyt barn meldte sin ankomst.

I 1812 blev en tilsvarende skuffe installeret i Antwerpens børnehjem for småbørn, og det blev dermed mere sikkert at efterlade babyer. Barselsfeber, fattigdom og unge tjenestepiger, der fødte i dølgsmål, var nogle af årsagerne til, at der var stort behov for babyskuffen. Med babyskuffen fulgte også ”skuffebøger”, hvor man registrerede babyerne. Fra 1801 til 1885 udfyldte man i alt 13 skuffebøger i Antwerpen. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange børn der blev afleveret, men eksempelvis indeholder én skuffebog optegnelser over i alt 374 børn, der blev afleveret i løbet af to et halvt år. Halvdelen af disse børn var nyfødte, den ældste en femårig dreng, fortæller Dirk Kint, der er museumsinspektør på Maagdenhuis Museum.

”Børnene kom først på børnehjem for småbørn og siden adskilt på et børnehjem for drenge og et for piger. Pigerne fik en uddannelse i husarbejde, at brodere og blev ofte sendt ud at tjene hos borgerskabet. Drengene kom i en slags lære hos skomagere, skibsbyggere eller i landbrug, hvor de gik som billig arbejdskraft,” siger Dirk Kint.

I sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev babyskufferne udfaset i Belgien, for de sociale problemer løste sig selv, fortæller Dirk Kint:

”Levestandarden gik op, der var mad til flere, og folk levede sundere og længere. Samfundet og kulturen ændrede sig simpelthen.”

I nutidens Belgien ser Mødre til Mødre deres rolle som en slags mellemmand mellem en ulykkelig forælder og adoptionsmyndighederne. Men med et brev i babylugen direkte adresseret til moderen håber organisationen, at forbindelsen mellem barn og forældre ikke kappes helt. I brevet instrueres kvinden i, hvordan hun fortroligt kan give livstegn fra sig, hvis hun senere føler sig parat. Eventuelle oplysninger bliver tilgængelige, når barnet bliver myndigt.

Der har altid været, og der vil også i fremtiden være, uønskede graviditeter, mener Katrin Beyer. Hun ville ønske, at der var større fokus på at hjælpe de kvinder, der ender med at bruge baby-lugen eller endnu værre efterlader deres børn et tilfældigt sted:

”Alle vores børn er født i det skjulte og uden professionel hjælp. Det kan vi simpelthen se på afkapningen af navlestrengen, der ofte er revet eller skåret over. Det er forbundet med stor risiko for barn og mor at føde alene, og jeg ville ønske, at vi kunne give dem mulighed for at føde anonymt på fødeklinikker. Det ville gøre babyluger mindre relevante.”

På Maagdenhuis Museum i Antwerpen står en kopi af en babyskuffe, sådan som den ville have set ud i 1800-tallet. Især klostre, kirker og børnehjem havde en skuffe i murværket, hvor en klokke var forbundet og ville ringe, når et nyt barn blev afleveret. Nedenfor ses den nutidige babulyge. – Foto: Mette Dahlgaard og Nicolas Lambert/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix