Er colombianerne lige så lykkelige som danskerne?

Kan man være lykkelig i et land med enorme klasseskel, og hvor en væbnet konflikt i over 50 år har sat sine dystre spor? Ifølge flere internationale lykkemålinger er svaret ja, når det kommer til Colombia.

"Hvis man lavede et studie af social skizofreni blandt de folk, der lever lykkeligt midt i konflikt, ville colombianerne helt sikkert indtage førstepladsen," siger Manuel Guzmán, lektor ved Universidad del Rosario i Bogotá. -
"Hvis man lavede et studie af social skizofreni blandt de folk, der lever lykkeligt midt i konflikt, ville colombianerne helt sikkert indtage førstepladsen," siger Manuel Guzmán, lektor ved Universidad del Rosario i Bogotá. -. Foto: .

Senest har colombianerne fået topplacering som verdens lykkeligste folk i Gallups Global Barometer of Hope and Happiness.

Resultatet kan virke paradoksalt, når også danskerne kan bryste sig med samme titel, bare i en anden international lykkemåling World Happiness Report 2013. Og mens den danske toprangering beror på den store grad af frihed, tillid og tryghed, der karakteriserer det danske samfund, så har disse begreber umiddelbart modsatte fortegn i Colombia.

LÆS OGSÅ: Nærmest lykkelig i Colombia

Det sydamerikanske land er præget af enorme klasseskel, og over en tredjedel af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Siden 1960erne har der været væbnet konflikt mellem guerillabevægelserne FARC og ELN, regeringsstyrker og paramilitære grupper.

Det anslås, at konflikten indtil videre har kostet 220.000 colombianere livet. I årene 1990-2013 er 10.455 mennesker blevet ofre for landminer, og 5,7 millioner er blevet tvunget fra deres hjem, hvilket gør landet til det sted i verden med flest internt fordrevne.

Alligevel scorer Colombia og flere andre sydamerikanske lande bedre i målingerne, end de burde på baggrund af de parametre, som forskningen har peget på som vigtige for lykken, og det er ifølge Meik Wiking, direktør for Institut for Lykkeforskning, en gåde inden for lykkeforskningen.

Og det er ikke kun tilfældet med latinamerikanere bosat i regionen; det er noget særligt, latinamerikanerne lader til at bære med sig. For eksempel er latinamerikanske migranter i USA lykkeligere end nordamerikanere, der lever under samme socioøkonomiske kår. Der er et eller andet på spil, som vi endnu ikke har opklaret i forskningen, og det vækker stor debat blandt førende internationale lykkeforskere, siger Meik Wiking.

Manuel Guzmán, lektor ved Universidad del Rosario i Colombias hovedstad, Bogotá, mener, at den væbnede konflikt og utrygheden på den ene side er indskrænkende for colombianernes lykke, men at den samtidig tvinger dem til at værdsætte livets små glæder.

De sidste 50 år har vi lært at leve ved at høste fredshåb. Vi er ikke lykkelige i kraft af konflikten, men i de frirum af fred, vi indtil nu har skabt. Hvis man lavede et studie af social skizofreni blandt de folk, der lever lykkeligt midt i konflikt, ville colombianerne helt sikkert indtage førstepladsen, konkluderer han.