Er coronavirus et farvel til borgernes privatliv?

I kampen mod sygdommen covid-19 har en række lande indført mere digital overvågning. Nu advarer FN mod udviklingen, som en dansk ekspert vurderer kan ”forrykke magtbalancen mellem myndigheder og borger”

Eksplosionen i den digitale overvågning på grund af coronkrisen får nu FN’s særlige udsending for retten til privatliv, Joseph Cannataci, til at råbe vagt i gevær.
Eksplosionen i den digitale overvågning på grund af coronkrisen får nu FN’s særlige udsending for retten til privatliv, Joseph Cannataci, til at råbe vagt i gevær. Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix.

I Kina har myndighederne i månedsvis kunnet spore coronasmittede ved hjælp af ansigtsgenkendelse og nummerpladescanning. I Israel har efterretningstjenesten mulighed for at bruge overvågningsudstyr, der under normale omstændigheder er reserveret til kampen mod terrorisme. Og i Tyskland barsler forbundsstatens pendant til Statens Serum Institut med en funktion til mobiltelefoner og sportsure, der skal gøre det muligt at kortlægge puls, søvn og bevægelsesmønstre hos landets indbyggere.

Lignende initiativer er undervejs i Norge og Storbritannien, og selvom det i Europa foreløbigt baserer sig på frivillighed, får eksplosionen i den digitale overvågning nu FN’s særlige udsending for retten til privatliv, Joseph Cannataci, til at råbe vagt i gevær:

”Diktaturer og autoritære samfund opstår ofte i lyset af en trussel. Derfor er det særligt vigtigt, at vi ikke uden videre giver køb på alle vores frihedsrettigheder i denne tid,” siger han til den britiske humanitære mediefond Thomson Reuters Foundation.

Joseph Cannataci står ikke alene med sin bekymring for, om de vidtgående foranstaltninger, stater over hele kloden aktuelt indfører i krisehåndteringens navn, risikerer at få en mere permanent karakter.

I den britiske avis Financial Times advarede den israelske historieprofessor Yuval Noah Harari forleden mod ”en normalisering af masseovervågning”, der får den russiske efterretningstjeneste KGB’s arbejde til at blegne.

”Beslutninger, der under normale omstændigheder ville tage år at gennemføre, vedtages på få timer. Umodne og sågar farlige teknologier bliver tvunget i brug, fordi risikoen ved ikke at gøre noget er endnu større. Hele lande fungerer i øjeblikket som forsøgsdyr i gigantiske sociale forsøg,” skriver han.

”Og når folk får valget mellem privatliv og helbred, vælger de som oftest helbredet.”

Mange frygter nu, at magthaverne risikerer at blive lidt for glade for den digitale masseovervågnings muligheder. For der vil altid være samfundsproblemer, der kan løses med lidt mere overvågning og kontrol.

Men debatten er ikke ensidig, for hvad nu, hvis lidt mere overvågning betyder markant færre døde som følge af covid-19? Eller at et samfund hurtigere kan åbnes op, hvis man har mulighed for at identificere, hvor personer med sygdomstegn opholder sig?

I en krisesituation er overvågningsdebatten dilemmafyldt farvand, medgiver Mads Vestergaard, forfatter til ”Digital totalitarisme” og ph.d.-studerende ved Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet.

”I øjeblikket har myndigheder stor interesse i at indsamle data om borgerne for at kunne kortlægge bevægelsesmønstre og se, hvem der interagerer med hvem. Den information kan være ekstrem gavnlig i forsøget på at inddæmme coronasmitten. Samtidig kan øget digital overvågning og suspendering af retten til privatliv faktisk være det, der muliggør en hurtigere åbning af samfundet og dermed en genetablering af eksempelvis forsamlingsfriheden. I blandt andet Sydkorea ser det ud til, at den omfattende overvågning har bidraget til at få situationen under kontrol,” siger han, men understreger i samme åndedrag, at mere overvågning også har en pris.

Bekymringen for de langsigtede konsekvenser af aktuelle beslutninger fik torsdag i sidste uge en lang række menneskerettighedsorganisationer, inklusive Human Rights Watch, Amnesty International og PEN International, til i en fælles udtalelse at advare mod blandt andet staters forsøg på at få adgang til personlig mobildata. Et redskab, som på sigt risikerer at udgøre en trussel mod både retten til privatliv samt ytrings- og forsamlingsfriheden, hvorfor det også er afgørende, at vi allerede nu – midt i krisen – forholder os til tiden efter pandemien, siger Mads Vestergaard:

”Det kritiske spørgsmål er, hvad der skal ske med overvågningen og dataindsamlingen i det øjeblik, vi ikke længere befinder os i en nødsituation. Databaseret masseovervågning skal helst ikke blive den nye normal. Og problemet er, at overvågningstiltag har det med at sidde fast, ligesom dataindsamling til ét formål har det med senere at blive brugt til andre. Samtidig har vi en overvågningsbegejstret regering og en justitsminister, som før alt dette ramte udtalte, at overvågning er lig frihed. Derfor er det afgørende, at der kommer overordentlig stringente rammer for opbevaring og anvendelse af dataene, og at der indføres solnedgangsklausuler – altså udløbsdatoer – på de tiltag og initiativer, der sætter retten til privatliv ud af kraft.”

”Viden er magt, og data kan give viden om borgernes adfærd, der på sigt kan rykke magtbalancen mellem myndigheder og borger. Når der som nu er meget på spil, kan det være en pris, det er værd at betale. Men data, som er indsamlet med et ædelt formål den ene dag, kan den næste anvendes til kontrol og masseovervågning af for eksempel arbejdsløse borgere. Altså ting, som ikke hører hjemme i et frit demokratisk samfund, hvor borgeren traditionelt har en stærk retsstilling. Det er vigtigt at stå fast på, at der altid skal være proportionalitet mellem de tiltag, man indfører, og de problemer, der skal løses,” siger Mads Vestergaard.