Holocaust: Er det i orden at snuble over en smertefuld fortid?

Nogle kalder dem aflad for fortidens traumer og en offergørelse på ny. Andre en nødvendig påmindelse om grusomme begivenheder, der ikke må gentage sig. En lille mindesten til ofrene for holocaust har i München ført til en årelang konflikt om, hvem der har mest ret til at mindes og hvordan

Erna Mittereder var 16 år, da hun blev deporteret og dræbt i koncentrationslejren ved Kaunas. I dag minder en snublesten i Römerstrasse i München forbipasserende om hendes skæbne. Hun var Peter Probsts fars kusine, og han håber, at unge i dag vil se hendes snublesten og tænke: ”Hun var lige så gammel, som jeg er nu”. Alle fotos: Anne Jensen Sand.
Erna Mittereder var 16 år, da hun blev deporteret og dræbt i koncentrationslejren ved Kaunas. I dag minder en snublesten i Römerstrasse i München forbipasserende om hendes skæbne. Hun var Peter Probsts fars kusine, og han håber, at unge i dag vil se hendes snublesten og tænke: ”Hun var lige så gammel, som jeg er nu”. Alle fotos: Anne Jensen Sand.

Hebraisk skønsang skærer igennem byens larm foran Leopoldstrasse 52A i München. Rundt om kvinden, der synger, står omkring 15 mennesker. Stemningen er højtidelig, så højtidelig, at en forbipasserende kvinde stopper op og spørger, hvad der foregår.

”Nye snublesten,” lyder det hviskende svar.

I menneskemængdens midte er der netop blevet anlagt tre af slagsen. Kun deres messingfarvede overflade adskiller dem fra de øvrige brosten. ”Rosa Bechhöfer, født 1898, deporteret og myrdet i Auschwitz 1943,” lyder den korte tekst om en jødisk kvinde, der som 45-årig blev gasset ihjel. Få år forinden var hendes børn undsluppet med en børnetransport til England. Steven Bechhöfer, hendes grandnevø, står foran det, der blev Rosa Bechhöfers sidste hjem.

”Vi er nødt til at personliggøre den her tragedie, for ellers er den ubegribelig. Hvad betyder seks millioner døde mennesker egentlig? Det er jo bare et tal,” siger han.

Et tal, der visualiseres med snublesten. Ophavsmanden, kunstneren Gunter Demnig, har siden begyndelsen af 1990’erne anlagt de kubiske sten for at holde mindet om holocausts ofre i live.

Stenene bliver oftest opsat med opbakning fra politikere og lokalbefolkning. Men i München har de været forbudt på offentlig grund siden 2004. Her har de små sten delt byens borgere og jødiske samfund i to. Spørger man eksperter, der betragter striden udefra, handler det i mindre grad om de kubiske sten og mere om, hvem der har mest ret til at mindes og hvordan.

”Alle har en mening om, hvordan man skal mindes. Det respekterer jeg. Ligesom jeg håber, at de respekterer mig,” siger Steven Bechhöfer.

Dagen forinden småløber Terry Swartzberg fra det ene gadehjørne til det andet. Trods farten sidder den farverige kalot ubevægelig på hans skaldede isse. Den amerikanskfødte jøde er formand for organisationen Initiative Stolpersteine für München, som vil have snublestenene godkendt i den sydtyske storby.

Han og de andre snublestensaktivister har i dag fundet et smuthul i lovgivningen. I stedet for at grave stenene ned i offentlig jord anlægger de dem en håndsbredde tættere på husmuren og dermed på privat grund. På den måde kræver det ikke byrådets accept, kun en tilladelse fra ejeren af den ejendom, som stenene skal ligge foran.

Terry Swartzberg er formand for foreningen Initiative Stolpersteine für München, der kæmper for at få snublesten tilladt på offentlig grund i byen.
Terry Swartzberg er formand for foreningen Initiative Stolpersteine für München, der kæmper for at få snublesten tilladt på offentlig grund i byen.

”Vi har fundet vores egen måde at omgå forbuddet på. Vi fik at vide, at ejerne ikke ville have stenene foran deres bygninger, fordi erindringen om holocaust er deprimerende, og deres ejendomspriser ville falde. Men vi har ikke oplevet andet end interesse for projektet,” siger Terry Swartzberg.

Hans bevægelse tog til i styrke efter byens forbud i 2004. Sidste sommer forsøgte by- rådet at bilægge striden med et kompromis: En mindeplade på husmuren og en tynd søjle, der får det enkelte offer op i øjenhøjde. Men i forhold til snublesten er prisen tifold, siger modstanderne. Designet forhindrer ikke en hund i at bruge søjlen som tissetræ, faktisk er den bare en snublesten på en pæl. Så alt er tilbage ved status quo.

Terry Swartzberg er i gang med forarbejdet til morgendagens anlægning af 32 snublesten rundtomkring i München.

”Det største antal i byens historie,” som han siger.

Han gestikulerer ivrigt, når han skal forklare det prisværdige i projektet. Med det får alle, uagtet religion og familiehistorie, retten til at erindre, siger han. Det er en påmindelse om begivenheder, der ikke må gentage sig. Og et forsvar mod en ”tiltagende tysk højreekstremisme”.

”Jeg er stadig meget vred over, hvad tyskerne gjorde ved mit folk. Vi jøder glemmer aldrig, bare se på vores bibel, vi husker stadig, hvad babylonerne gjorde ved os for flere tusinde år siden. Hvis det handler om at glemme, har I lagt jer ud med det forkerte folk,” fastslår han.

Gabriella Meros sidder badet i solen i en blød caféstol med et sjal om skuldrene. Hun er også fortørnet, bare med omvendt fortegn. Hendes forening, Respect and Remember Europe (respekt og husk Europa), arbejder på at få snublestenene helt forbudt.

”Nu anlægger de dem på privat grund uden at respektere, at demokratiet har talt. Er de børnehavebørn eller hvad?”, spørger hun retorisk.

”Alle kan træde, tisse og spytte på dem, de bliver beskidte og slidte. Når de skal renses, minder det os jøder om dengang, vi blev tvunget til at rense fortovene for fødderne af SS-officererne. Det er ikke, fordi snublestensfolkene er dårlige mennesker, men de respekterer ikke, at stenene sårer os.”

Hun taler videre om sin mor, der var barn på Krystalnatten i 1938 og husker dens nedbrændte synagoger, knuste vinduer og knugende usikkerhed. Om at snublestenene endnu en gang gør jøderne til ofre, reducerer dem til en kort indgraveret tekst, og om hvordan ”tyskerne indimellem tror, de ved alting bedre”:

Snublestenene skal illustrere, at nazismen ikke kun foregik i koncentrationslejre uden for bymuren, men også havde sit udspring hos den antisemitiske nabo. Overalt i Det Tredje Rige forsvandt mennesker, blev diskrimineret, deporteret og dræbt.
Snublestenene skal illustrere, at nazismen ikke kun foregik i koncentrationslejre uden for bymuren, men også havde sit udspring hos den antisemitiske nabo. Overalt i Det Tredje Rige forsvandt mennesker, blev diskrimineret, deporteret og dræbt.

”Der er mange ofre for holocaust, men desværre gik det værst ud over jøderne. Med en snublesten til 900 kroner kan tyskerne købe aflad for medansvaret for vores traumer. Det fungerer nærmest som en spa- behandling,” mener Gabriella Meros.

I morgen markeres Auschwitz-dagen, den internationale mindedag for holocausts ofre. Det var på sin vis i München, det hele begyndte. Byen huskes som ”bevægelsens hovedstad”, for det var her, at Adolf Hitlers naziparti blev grundlagt i 1920. Og her, at Joseph Goebbels, Hitlers propagandachef, den 9. november 1938 holdt den tale, der igangsatte Krystalnatten og optrappede naziregimets jødeforfølgelser.

Charlotte Knobloch var seks år, da det skete. Hun er i dag formand for den jødiske menighed IKG, Israelitische Kultusgemeinde München und Oberbayern, og en ledende skikkelse i Tysklands jødiske samfund. I mange år har hun personificeret byens modstand mod snublesten. Hun ønsker ikke at stille op til interview, men svarer på e-mail:

”Man er nødt til at tage hensyn til de afdødes værdighed, en værdighed, som ikke findes i et stykke metal lagt i det fortov, vi går på. Alene navnet snublesten fordrer, at man træder på dem. Det er uacceptabelt,” skriver Charlotte Knobloch.

I debatten bliver hun anklaget for at spille en udemokratisk rolle som en kvinde, hvis stemme tæller flerfold. Blandt andet fordi hun har nære bånd til det kristeligt-sociale bayerske regeringsparti CSU, som er modstander af snublestenene.

Spørger man ægteparret Peter Probst og Amelie Fried, er Charlotte Knobloch svaret på, hvorfor det ikke er tilladt at placere snublesten på offentlig grund i byen. Parret har i mange år været involveret i debatten og er medlemmer af Initiative Stolpersteine für München. Peter Probst har fået anlagt to snublesten på privat grund i Römerstrasse, mens Amelie Fried stadig venter på at kunne opsætte sten for sine afdøde slægtninge foran deres tidligere hjem, i dag et nedrivningstruet parkeringshus.

”Efter min mening er det ikke demokratisk, at en person med så stor indflydelse bruger sin magt politisk på den måde. Hun kan mindes, som hun vil, så hvorfor er jeg tvunget til at underlægge mig én person?”.

Amelie Fried er vred. For hende er fortiden ikke fjern. Under opvæksten lå den som en kile mellem hendes forældre, og den sneg sig ind mellem hendes fornavn og efternavn. Hendes far gav hende mellemnavnet Ilse efter sin myrdede slægtning, men forklarede hende aldrig hvorfor.

Først mange år efter faderens død begyndte Amelie Fried at grave i hans historie. Indtil da vidste hun intet om sin tante Ilse, som døde i en koncentrationslejr. Om bedste- faderen, der ejede en skobutik i Ulm og måtte lade sig skille fra sin ikke-jødiske kone, som efterfølgende erklærede butikken ”fri for jødisk indflydelse”. Om bedstefaderens bror og hans kone, der døde i Auschwitz, og faderens tid som tvangsarbejder i Buchenwald.

For Peter Probst og Amelie Fried har snublestenene givet anledning til at grave i en tid, som deres forældre ønskede at efterlade urørt. På den måde afspejler de noget kendetegnende ved vesttysk erindringspolitik: at det endelige opgør med den nazistiske arv kom med den næste generation.

De første årtier efter krigen var prægede af fortrængning og idéen om, at det tyske folk uforvarende var blevet forført af nazitoppen. Hvor landets store juridiske opgør med fortrængningskulturen begyndte med Auschwitz-processen i 1960’erne, blev op-gøret på gadeplan særligt skubbet frem af først ungdomsoprøret og siden græsrodsbevægelser og kunstnere i 1970’erne og 1980’erne. De opsatte kontroversielle mindesmærker og kunstværker, som ikke accepterede fortidens byrde, men smed den for fødderne af sit publikum. På officielt, nationalt plan blev selvkritikken manifesteret med holocaust-mindesmærket i Berlin, der stod færdigt i 2005.

For Peter Probst begyndte søgningen tidligere end hustruens. Slægtninge dukkede frem ud af det blå: en onkel. Familiemedlemmer i New York. Faderens kusine Erna Mittereder og hendes mor, Rosa, som døde i en koncentrationslejr ved den litauiske by Kaunas.

”Min far, der var fem år ældre end Erna, havde elsket hende højt og ønskede derfor ikke at snakke om hende. Jeg fik fremkaldt et billede af hende, som jeg gav ham. Det var første gang, han græd,” siger han.

Peter Probst forestiller sig, hvordan en ung studerende i dag går forbi Erna Mitte- reders snublesten i Römerstrasse, forhåbentlig standser op og tænker: ”Hun var lige så gammel, som jeg er nu”. Erna Mittereder fyldte 16 år den 20. april 1941.

”Samme dag som Hitlers fødselsdag. Forestil dig fejringen af Hitler i byen på hendes fødselsdag, på et tidspunkt, hvor hun allerede havde forstået, at han ønskede at udrydde dem,” siger han om faderens kusine, som blev dræbt den 25. november 1941.

Erna Mittereders sten er som de andre snublesten i München nedfældet på privat grund tæt på det hus i Römerstrasse, hvor hun boede.
Erna Mittereders sten er som de andre snublesten i München nedfældet på privat grund tæt på det hus i Römerstrasse, hvor hun boede.

Mens mindet om Erna Mittereders skæbne ligger på jorden, hænger smerten på væggen i den liberale jødiske menighed Beth Shalom. Den tager form af en davidsstjerne i træ med inskriptionen ”ofrene for holocaust”. En flænge i træet river næsten stjernen i to – som et åbent sår.

Jan Mühlstein, en af menighedens grundlæggere, viser rundt i den interimistiske synagoge. Konflikten om de små mindesten har tegnet fronterne i det jødiske samfund op, siger han. Størstedelen af Beth Shaloms medlemmer er tilhængere af snublestenene. De står i opposition til medlemmer af IKG, Münchens største jødiske menighed, og deres præsident, Charlotte Knobloch.

Debatten foregår ikke kun internt blandt jøderne, men også på politisk niveau, siger Jan Mühlstein. Hertil kommer en slags berøringsangst, en nervøsitet for at erindre på vegne af ofrene for holocaust.

”Der har været en stemning af, at vi ikke kan tillade os at anlægge stenene og fjerne forbuddet, hvis jøder modsætter sig det. Jeg accepterer fuldt ud, at Charlotte Knobloch ikke ønsker at opsætte snublesten for sine familiemedlemmer. Men det er netop ikke alle jøder, der har det sådan,” siger han.

Det er en evig diskussion i det jødiske samfund, hvordan man bedst mindes og husker, og den bliver vigtigere, i takt med at førstehåndskilderne dør ud, og antisemitismen vinder frem, mener Jan Mühlstein.

”Det tyske udtryk ’aldrig igen’ er desværre blevet relevant på ny. Xenofobien og anti- semitismen forsvandt aldrig fra Tyskland. For bare 5-10 år siden var det uhørt at sige racistiske ting i den offentlige debat, men nu sker det med jævne mellemrum. Derfor får behovet for en fælles erindring en helt ny politisk betydning,” siger han.

Jan Mühlstein, Terry Swartzberg, Peter Probst, Amelie Fried og folk med og uden kalotter er mødt op i dag, hvor der skal anlægges 32 snublesten på privat grund. Kun et fåtal af dem er pårørende til de ofre, der skal mindes. Men det virker ikke til at være pointen. Måske pointen er, at erindring kan være spredt i belægningen frem for i stort anlagte monumenter. At den fælles erindring bestemmes af andre end politikere. Og at ikke kun jødiske ofre og efterkommere har ret til at mindes en smertefuld fortid.

Snublestenene ligger uorganiseret stablet i ophavsmand Gunter Demnigs røde varevogn. Han ligger på knæ foran hullet i jorden og banker forsigtigt den første sten på plads med en hammer. Lader hænderne glide over messingfladen for at fjerne jordrester. Presser til sidst våd jord ned mellem stenene og udglatter med sæbevand. Den våde plet på fortovet og de langstilkede roser, som omkranser den, er de eneste beviser på, at stenene ikke har ligget der altid. Menneskemængden bryder op og går videre, der er stadig 31 snublesten tilbage.