Er det korrekt, at vi alle er Charlie Hebdo?

Charlie Hebdo-massakren fik vestlige lande og medier til at rykke sammen. Men vil begivenheden på længere sigt føre til øget kamp for retten til hån, spot og latterliggørelse eller til mere selvcensur? Læs eller genlæs artiklen, der blev skrevet lige efter terrorangrebet

En pige holder to skilte, der bakker satiremagasinet Charlie Hebdo op med teksten "Jeg er Charlie".
En pige holder to skilte, der bakker satiremagasinet Charlie Hebdo op med teksten "Jeg er Charlie". Foto: Geisler-Fotopress.

Vi er alle Charlie Hebdo. Sådan lyder det samstemmende fra vestlige medier efter onsdagens massakre på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Men betyder det, at terroren i Paris har skabt en ny situation, hvor de liberale vestlige demokratier i højere grad end efter Muhammed-krisen må stå sammen og insistere på ytringsfriheden og retten til hån, spot og latterliggørelse? Det vil debattør, tidligere amtsborgmester og tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann ikke uden videre sige ja til.

”Begivenheden ændrer ikke ved ytringsfriheden som sådan, men den giver anledning til, at vi bliver mere bevidste om, hvad ytringsfrihed faktisk går ud på. Og her må man fastholde, at der er forskel på, hvad medierne har ret til, og hvad de anser for klogt at gøre,” siger Erling Tiedemann.

Derfor mener han heller ikke, at det er hensigtsmæssigt at bruge massakren som anledning til hverken at indskrænke eller udvide ytringsfriheden.

”Ytringsfriheden har altid handlet om og handler fortsat om en balance. I Frankrig har Charlie Hebdo ret til at trykke, hvad de vil, men det betyder ikke, at man nødvendigvis skal sympatisere med bladet. Det kan i forskellige lande være lovligt at dyrke hån, spot og latterliggørelse, men derfor kan det godt etisk betragtet være tovligt,” siger Erling Tiedemann.

Men selvom der ikke aktuelt er ændret noget ved ytringsfriheden som juridisk princip, kan den aktuelle begivenhed godt rykke ved grænserne for ytringsfriheden i praksis, mener direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama. Bevægelsen kan dog gå begge veje, understreger han.

”Hvis medierne faktisk mener, at vi alle er Charlie Hebdo, så kræver det, at flere kommer frem på frontlinjen i kampen for ytringsfriheden, hvor et magasin som Charlie Hebdo har stået ret alene. Det vil være positivt, men jeg kan godt være i tvivl, om det faktisk bliver tilfældet. Der er en stor risiko for, at massakren vil føre til øget selvcensur,” siger Jacob Mchangama.

Han mener dog samtidig, at alle de for ham at se uldne argumenter, som var fremherskende efter Muhammed-krisen, bliver sønderbombet af de aktuelle begivenheder i Frankrig og andre steder.

”Selv Politiken erkender nu, at der findes en religiøs ekstremisme, hvis krav om at indrette samfundet efter deres religiøse dogmer ikke kan efterkommes. Men også den brede muslimske befolkning bør i stigende grad indse, at netop ytringsfriheden og muligheden for at krænke religiøse følelser også er et vigtigt fundament for deres religionsfrihed,” mener han.

Omvendt mener han også, at de tiltagende politiske ønsker om at lukke moskéer og indskrænke frihedsrettigheder for bestemte grupper i samfundet er lige så problematisk som den udbredte selvcensur og hensynet til religiøse følelser.

”De politiske overreaktioner, som lige nu står i kø, er stærkt problematiske og også en trussel mod det åbne, frie samfund, som politikerne i stedet burde stå sammen om,” siger Jacob Mchangama.

For dr.theol., professor og tidligere leder af Center for multireligiøse studier ved Aarhus Universitet Viggo Mortensen er det forståeligt, at folk i Vesten lige nu rykker sammen i forsvaret for de fundamentale frihedsrettigheder.

”Men på et tidspunkt skal vi også videre som samfund. Og her er det naturligvis fortsat afgørende, at vi taler med hinanden i bestræbelserne på at få samfundet til at fungere. Det gør man ikke ved altid at begynde med hån, spot og latterliggørelse,” siger Viggo Mortensen.

Han mener, at vi som samfund i den konkrete situation må afveje vores midler i forhold til det mål, vi ønsker at opnå.

”Hvis målet er at styrke sammenhængskraften, giver det ikke mening ustandseligt at provokere for provokationens skyld. Men det er samtidig klart, at massakren i Paris er et angreb på de samfundsbærende værdier, som kalder på et svar,” siger han.