Er (have)festen forbi? Boris Johnson umiddelbare dobbeltmoral bringer ham atter i fedtefadet

Den britiske premierministers fremtid afgøres af hans konservative partifæller, hvor stadigt flere er åbenlyst kritiske

Boris Johnson er havnet i stormvejr, efter at det er kommet frem, at der blev afholdt et arrangement med mange deltagere og alkohol i Downing Street nummer 10 under den britiske nedlukning i maj 2020.
Boris Johnson er havnet i stormvejr, efter at det er kommet frem, at der blev afholdt et arrangement med mange deltagere og alkohol i Downing Street nummer 10 under den britiske nedlukning i maj 2020. Foto: Chine Nouvelle/SIPA/Ritzau Scanpix.

Ganske vist undskyldte premierminister Boris Johnson onsdag over for det britiske parlament, at han havde deltaget i en havefest bag embedsboligen i Downing Street under den britiske nedlukning i foråret 2020. Festen fandt sted på et tidspunkt, hvor det var ulovligt at mødes socialt flere mennesker sammen. Alligevel deltog omkring 40 ud af 100 inviterede i arrangementet, hvor man blev opfordret til at medbringe ”egen sprut”.

Efter onsdagens spørgetime, hvor Boris Johnson var tydeligt presset og uden sin sædvanlige bombastiske og underholdende stil, gik han rundt til såkaldte summemøder med konservative partifæller, hvor han igen og igen bedyrede, at han og personalet havde holdt sig inden for rammerne af de gældende regler, fordi sammenkomsten bag embedsboligen var arbejdsrelateret.

Det er blandt andet derfor, at selv aviser som Daily Mail, som ellers normalt bakker op om Boris Johnson, kalder hans ”offentlige mea culpa” for haltende og halvhjertet.

Kommentatorer drager paralleller til Watergate-skandalen, som tvang den amerikanske præsident Richard Nixon til at træde tilbage i 1974. Ikke i forhold til forseelsens alvor, men fordi det virker som om, at Boris Johnson i højere grad undskylder for, at han er blevet opdaget end for, at arrangementet fandt sted.

Det er dog i det hele taget usædvanligt, at Boris Johnson overhovedet undskylder. Den 57-årige premierministers tilgang har altid været, at han aldrig kommenterer eller undskylder. Skandaler og dårlige sager ties ihjel.

Denne gang er beviserne dog utvetydige, og det er femte gang, premierministeren har haft en lemfældig omgang med reglerne, mens samfundet har været lukket ned.

Forargelsen er særligt stor blandt de borgere, der fulgte reglerne, og som ikke kunne se deres kære, der var indlagt på hospitaler eller døende.

Skuespilleren Rory Kinnear sætter ord på den forargelse i avisen The Guardian. Samme dag, som der var havefest i Downing Street, begravede Kinnear sin søster ved en simpel ceremoni, hvor de efterladte end ikke kunne samles efterfølgende.

Det er den slags meget personlige historier, som konservative politikere har svært ved at komme med et fornuftigt modsvar på efter det, de fleste ser som klare afsløringer af åbenlyse brud på reglerne.

En ting er, at lederne af de britiske oppositionspartier onsdag forlangte, at Boris Johnson skulle trække sig. Det betyder ikke alverden, fordi Boris Johnson har et stort konservativt flertal bag sig.

Men også blandt konservative, som i øjeblikket halter langt efter Labour i meningsmålingerne, er der kritiske røster. Mest markant er Douglas Ross, der er leder af De Konservative i Skotland, og som utvetydigt har krævet, at Boris Johnson går af. Desuden har der lydt kritik fra blandt andre forhenværende integrationsminister Caroline Nokes og veteranen William Wragg, der har siddet tredjelængst i det britiske parlament.

Flere har sagt, at de klar til at støtte en mistillidstillidsafstemning, hvilket kræver støtte fra 54 ud af de 361 konservative parlamentsmedlemmer.

Iagttagere hæfter sig desuden ved, at der hidtil kun er udtrykt lunken støtte til Johnson fra udenrigsminister Liz Truss og finansminister Rishi Sunak, der begge nævnes som mulige efterfølgere som ledere af det konservative parti.

En afgørende ting, som dog taler imod, at Boris Johnson skulle blive presset til at gå af sine egne, er, at mange parlamentsmedlemmer kun blev valgt ind, fordi netop Johnson sikrede en historisk stor konservativ sejr ved valget i december 2019. Det vil ligeledes være uhørt at vælte en leder, som kun har haft to og et halvt år på posten.

Foreløbig afventer alle en undersøgelse af de mulige brud på reglerne fra den ledende embedsmand Sue Gray. Hun forventes at komme med en rapport sidst i næste uge, og den kan meget vel komme til at besegle Boris Johnsons fremtidige skæbne.