Par og enlige må i dag rejse til lande som Mexico eller Ukraine for at få deres drøm om at få et barn med hjælp fra en rugemor opfyldt, og ofte er det ledsaget af svære overvejelser om konsekvenserne for kvindens psykiske helbred. Men ifølge en forsker ved Universitetet i Oslo behøver det ikke være forbundet med etiske dilemmaer om rugemoderens fremtid, hvis man anvender en hjernedøds livmoder på samme måde som ved organdonation.
Det forslag præsenterer Anna Smajdor, der er lektor i filosofi og ph.d. i bioetik, i dag ved en forelæsning hos organisationen Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo. Hun mener, at mange romantiserer den biologiske fødsel, og at man for at løse problemer med barnløshed bør se hjernedøde som en ressource.
”Det sker, at gravide kvinder kommer ud for en ulykke, og at man går langt for at redde barnet. Derfor spørger jeg, om ikke man bør udnytte muligheden for at befrugte dem, der ikke er gravide,” siger Anna Smajdor.
Indtil videre er der ingen eksempler på, at man har befrugtet en hjernedød, men det er ifølge den britiske forsker muligt. Hun henviser til en række medicinske studier, som dokumenterer, at et menneske kan leve over seks måneder, efter at tilstanden indtræffer. Helt konkret foreslår Anna Smajdor, at man sætter en anden kvindes æg op i kvinden, der er koblet til en respirator.
”Der er ingen ydre grænse for, hvor længe de kan holdes i live, så der er ikke noget medicinsk, der taler imod det. Det eneste er, at læger i dag af etiske årsager ikke vil holde en hjernedød patient i live længe. Men hvis personen selv har ønsket det og tænkt, at man i en sådan situation vil hjælpe et barnløst par, kan det lade sig gøre,” siger hun.
Thomas Søbirk Petersen, der er professor mso i etik ved Roskilde Universitet og nyt medlem af Det Etiske Råd, mener, at forslaget vil kunne løse en række etiske problemstillinger forbundet med rugemoderskab.
”I dag skal man rejse langt væk og bekymre sig over, om man kan stole på firmaet, og om kvinden bliver udnyttet. Samt om kvinden senere i livet oplever psykiske men. Det vil man undgå, hvis der er tale om en kvinde, der ikke lever videre, men selv har givet samtykke,” forklarer han.
Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd, tvivler dog på, at det kan lade sig gøre. Han er professor i pædiatri ved Københavns Universitet.
”Det lyder ret abstrakt og rejser det etisk problematiske spørgsmål om, hvorvidt man vil omgås hjernedøde patienter på den måde. Mere nærværende er der mangel på organer, og det ville være mere fornuftigt at give organerne til de patienter, der alvorligt har brug for dem,” siger han.
Allan Rasmussen, overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Transplantationsselskab, tror heller ikke på idéen.
”Hvis hjernen er helt død, og patienten dermed lever op til kravet for organdonation, er det en respirator, der får hjertet til at pumpe, og det kan kun fortsætte i nogle få uger,” siger han.
For at filosoffens tanke skal blive til virkelighed, må man derfor ændre på den juridiske opfattelse af organdonation, forklarer Allan Rasmussen.
”Man kan godt ligge i koma og have uoprettelige skader, så hele forståelsen er væk, men så er man stadig ikke hjernedød. Dermed vil man skulle ændre den juridiske definition,” siger han.
Også Ole Hartling, der er overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, er skeptisk.
”Det sker, at koma-patienter vågner, selvom de ikke har nogen kognitive evner. Hvis man begynder at udnytte den type patienter som produktionsmaskiner, vil det være en ekstrem tingsliggørelse af mennesket,” siger han.
Anna Smajdor afviser tvivlen om, hvorvidt det kan lade sig gøre at holde kroppen i live længe nok til at gennemføre en graviditet. Hun henviser i øvrigt til en forskningsrapport, publiceret i det britiske medicin-magasin BioMed Central. Her fremgår det, at det er lykkedes at holde en gravid kvinde i live i 107 dage, som fødte en levedygtig dreng i 32. uge.
Bjørn Myskja er professor på institut for filosofi og religionsvidenskab ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet og næstformand for Bioteknologirådet. Rådet er høringsinstans i etiske spørgsmål og Norges pendant til Det Etiske Råd. Han mener ikke, det er afgørende, om man kan befrugte en hjernedød.
”Der er grundlæggende noget galt med, at man ser på mennesket med de øjne og konstant leder efter absurde ting, man kan gøre med kroppen for at skabe postyr. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad en filosof kan kaste op i luften, men som samfund bør man afvise det uanstændige,” siger han.