Islam i en perverteret udgave

”Det er blevet sagt, at enhver krig er en religionskrig. Det synes jeg er en udmærket analyse al den stund, at krig som oftest legitimeres af de højeste og mest ultimative værdier. Og det er jo netop en klassisk definition af religion, også selvom det i dag kan være demokrati og frihed. Derudover kan man definere religionskrigen som en væbnet konflikt, hvor religion er den afgørende faktor i forhold til legitimering, motivation, æstetik og iscenesættelse samt referencepunkt i forhold til traditionen.

Og jo, begivenhederne i Frankrig og i Wien har forbindelse til islam, omend i en perverteret udgave. At afvise forbindelsen til islam og muslimer er for mig at se et forsøg på at undslå sig en nødvendig debat om, hvilken rolle religionen spiller i den voldelige islamisme.

Traditionelt set det dog været det gudsløse samfund i Vesten, der har stået for skud. Islamisterne har udvalgt sekulære symboler – for eksempel tvillingetårnene i New York eller Pentagon. Eller civile. Men i Mellemøsten findes jo desværre en blodig tradition for at angribe anderledes troende – eksempelvis kopterne i Egypten. Jihadismen er den totale krig. Og den interne, religiøse borgerkrig har eksisteret siden islams dannelse, hvor ikke mindst sunni- og shia-muslimer har udkæmpet blodige opgør og stadig gør det mange steder den dag i dag.”

Islamismen trives i Vesten

”Hvis der er tale om en religionskrig, er det en meget ensidig religionskrig al den stund, at det kun er islamisterne, der angriber. Og derudover er spektret af grupperinger, som islamister hader, markant bredere end kristne. Det er unuanceret at reducere begivenhederne til en krig mellem en kristen verden og islam, men det er også unuanceret at forsøge at fjerne islam fra ligningen.

Stigningen i islamistisk fundamentalisme er til dels en reaktion på den krise, den islamiske verden har befundet sig i siden Osmannerrigets kollaps. Sammenbruddet udløste en identitetskrise, og fra at have været dominerende blev store dele af den islamiske verden pludselig domineret – ikke mindst af en vestlig civilisation, man ellers havde følt sig overlegen. Udviklingen har betydet, at flere søger tilbage til storhedstidens mere bogstavtro læsning af Koranen og en levevis, der er meget langt fra en moderne, vestlig verden. Det gælder for indbyggere i den islamiske verden, men det gælder også for mange mennesker i parallelsamfund rundtom i de europæiske storbyers forstæder.

Hvis vi troede, Islamisk Stats nederlag ville betyde, at problemet med fundamentalisme var løst, så tog vi fejl. Islamismen er ikke begrænset til de få mennesker, der begår terror, det er et langt dybere problem, som sponsoreres af regimer i den muslimske verden og udbredes af organisationer og moskéer i Vesten. Islamismen er en hadets ideologi, og jeg håber, at den franske præsident Macrons pointe om, at det ikke er nok at slå ned på dem, som begår forbrydelser, men at vi også må sætte hårdt mod hårdt over for dem, der inspirerer og legitimerer vold og undertrykkelse af andre, slår igennem. Islamisme er ikke holdninger, der er begrænset til nogle få tusinde mennesker. Det er et tankesæt, som trives blandt en stor minoritet af muslimer i Vesten, og det bliver et kæmpe problem for Europa i fremtiden.”

De angriber tro, styreform og friheden

”Man risikerer at undervurdere truslen fra islamismen, hvis man alene reducerer de aktuelle begivenheder til en religionskrig. Kirken er et centralt symbol i Vesten, men truslen stikker dybere end det. Den bedste måde at forstå, hvad det er, som er under angreb, er ved at betragte kirken som en af flere søjler i den vestlige civilisation, som islamisterne forsøger at vælte. Kristendommen er en, og drabet på læreren, der viste Muhammed-tegningerne og inkarnerede den demokratiske dannelse og oplysningstraditionen, er en anden. Og sidst, men ikke mindst, var angrebet på Charlie Hebdo et forsøg på at underminere den tredje søjle, nemlig ytringsfrihed, som er med til at sikre, at vi som samfund kan debattere frit, udfordre dogmer og derfor bevæge os fremad. Det er troen, det er styreformen, og det er ikke mindst friheden, som islamisterne er ude efter.

Dertil kommer, at der mange steder i den islamiske verden findes en radikalt anderledes opfattelse af, hvad et godt samfundssystem er. Når Emmanuel Macron sidder på al-Jazeera og forklarer, at han altså ikke kan bestemme, om en tegning skal vises eller ej, er det jo et ekko af Anders Fogh Rasmussen (V) under Muhammed-krisen. I Vesten hører vi det som udtryk for et stærkt, demokratisk system, men i mange islamiske lande er det et svaghedstegn; udtryk for en leder, der har mistet grebet. Og det er noget, islamister og en type som Tyrkiets præsident Erdogan, der frem mod 100-året for Osmannerrigets opløsning forsøger at iscenesætte sig selv som leder af det islamiske imperiums genrejsning, bruger proaktivt til at male afstanden mellem den vestlige og den islamiske verden endnu tydeligere op.”

Jihadismen har mange ansigter

”Konceptet religionskrig giver mening i den forstand, at den seneste tids angreb udspringer af et verdenssyn, som kan relateres til religion. Der er ingen tvivl om, at Islamisk Stat (IS) og deres sympatisører tror på, at de befinder sig i en kamp for det autentiske islams overlevelse og udbredelse – både over for kristne, jøder, gudløse og ’kætterske fortolkninger’ af islam. Det er dog vigtigt at skelne mellem forskellige jihadistiske bevægelser. Al-Qaeda udkæmper en defensiv jihad, der handler om kampen for autonomi i lyset af det, de ser som Vestens imperialistiske politik. For IS derimod handler kampen om at udbrede en autentisk udgave af religionen, hvor shia-muslimer betragtes som en større fjende end kristne. Og så er der den voldelige islamisme, der blomstrede op under 1970’ernes kamp mod kommunismen, og hvor det sekulære samfund er hovedfjenden.

Det er svært at sætte jihadisme på formel, men det, vi har set i Europa den seneste tid, har både elementer af den voldelige islamisme, hvor den franske republik inkarnerer det gudsløse samfund, samt fra det, som både IS og al-Qaeda omtaler som ’den kristen-jødiske alliance mod islam’.

Angrebene i Frankrig og i Wien bekræfter et klart mønster fra tidligere, hvor særligt IS og sympatisører har udført copycat-angreb. De er ikke altid koordineret, men når der opstår det, terroristerne opfatter som en symbolsk anledning – her en visning af en Muhammed-tegning – så afføder det ofte flere angreb. Østrig har indtil nu været forskånet for angreb, hvilket gør det svært at hævde, at angrebene hidtil har handlet om, at Frankrig er gået forrest i en værdikamp. Det er en vigtig påmindelse om, at bevægelser som IS har et globalt afsæt, og at forklaringerne på angreb ikke altid skal findes lokalt. De, der abonnerer på idéen om et opgør mellem islam og omverdenen, findes overalt – også i Europa.”

Islamister har erklæret kristne krig

”Man kan tale om en religionskrig i den forstand, at islamister angriber kirker og kristne mennesker i bøn og dermed kristendommen. Islamisters mål med dette er at skabe krig mellem de monoteistiske religioner, mellem almindelige muslimer, kristne og jøder. Tidligere var Mellemøsten skueplads for disse terroraktioner mod kristne og religiøse mindretal, men i dag er det Vestens metropoler. Politisk islam har i det 21. århundrede erklæret krig mod kristendom i Vesten.

Men det har også en anden symbolsk kraft, når islamister skærer halsen over på kristne, som vi har set det i Frankrig. De forsøger ikke blot at skabe en stemning af skræk, men signalerer også, at man skal passe på, hvad man siger om profeten og islam. Uden hals har man ingen stemme og kan ikke tale.

Først angreb islamister Charlie Hebdo i Frankrig, men det lykkedes ikke at få journalister til at tie. Med angreb på kristne håber man på at kunne tvinge kirkerne i knæ, så kristne ledere begynder at tale imod at fornærme profeten. Islamister tåler ikke, at man fornærmer deres tro, og karikaturerne giver dem et alibi til at angribe. Teologisk set finder man ikke nogen henvisning i Koranen, som legitimerer, at man henretter kritikere af profeten. Dog gjorde profeten det selv ifølge haditherne, og klassisk islamisk teologi taler om straf af kritikere. Vi vil komme til at se flere af disse angreb i Europa i den kommende tid.”

Vesten har allerede tabt kampen

”Det er en civilisationskamp, som Vesten allerede har tabt. Jeg vil ikke kalde det en religionskrig, for religion er kun en del af konflikten, og de fleste muslimer er lige så religiøst uvidende som de fleste jøder og kristne. Det er en kamp om, hvilken civilisation der skal være den dominerende. Om friheden til at kunne sige og mene, hvad man vil, om friheden til at være blasfemisk, om kvinders frihed til at opføre sig, som de har lyst til.

Var det en religionskrig, måtte vi også opleve, at kristne og jøder angreb muslimer, men den aktive part er altid muslimer. Jeg ved ikke, hvorfor.

Vesten har tabt denne kamp på grund af alle de fjolser – herunder kristne ledere – der i årevis har talt om dialog og samarbejde mellem religionerne. Islamister er ligeglade med dialog. Gå du blot i dialog med dem, hvis du ikke synes, livet er farligt nok i forvejen. De vil have dit hoved på et sølvfad. Hvis der skulle være dialog, skulle det være mellem normale muslimer og radikale muslimer, men det lader der ikke til at være lyst til. Man bliver slået ihjel, hvis man fornærmer profeten, man skal have bodyguards, hvis man kritiserer islam, synagoger i hele Europa er under politibeskyttelse. Da jeg skrev min bog om eftergivenhed (om Tyskland og Vestens manglende lyst til at forsvare sine værdier over for sharia og muslimske dogmer, red.), beskyldte mine kritikere mig for at opildne til had ved at skabe panik. Men min bog var det rene ingenting i forhold til det, vi oplever i Vesten i disse år.”