Hvad er sagens kerne?
Udsigten til, at krigen i Ukraine kan blive en langtrukken konflikt, fremmer en ny tilgang til Rusland og landets præsident, Vladimir Putin. Argumenter om, at Putin har brug for en stige til at kravle ned fra trætoppen, og at det kan være farligt at lade ham tabe ansigt, høres stadig oftere.
Det er blevet en del af krigsdebatten i Vesten at fremme tanken om en fredelig løsning, et kompromis, også selvom det betyder, at Ukraine må give afkald på dele af sit territorium. Men er det den rette tilgang over for en diktator?
Hvad taler for at gå på kompromis med en krigsførende diktator?
Mens krig skaber kaos, skel og lidelse, er fred med til at sikre stabilitet. Mange argumenterer for, at Ruslands krig mod Ukraine kunne være undgået, hvis Nato allerede i 2021 havde givet Rusland forsikring om, at ingen nye lande vil slutte sig til forsvarspagten i fremtiden.
Nu, hvor krigen er en kendsgerning, mærker store dele af verden dens ringe i vandet. Stigende priser, en mulig fødevarekrise, en energikrise og reelle trusler om endnu en verdenskrig. Truslen om, at krigen i Ukraine kan udvikle sig til en større krig, indgyder skræk, især i den frie verden, hvor fred er den muld, et velfungerende demokratisk samfund vokser i.
Derfor er der i øjeblikket et flertal i en række europæiske lande, der foretrækker et kompromis mellem Rusland og Ukraine, hvis det kan skabe øjeblikkelig fred. Samtidig er der en tro på, at et kompromis med en diktator netop vil skabe et grundlag for fremtidige forhandlinger og forbedrede forbindelser, fordi man har undgået at ydmyge den anden part.
Hvad taler imod at gå på kompromis med en krigsførende diktator?
Historien er rig på eksempler, hvor den frie verdens ønske om fred er blevet misbrugt af en diktator. Tag Münchenaftalen fra 1938. En aftale, Nazityskland endte med at tolke som et udtryk for vestlig svaghed. Et år senere var Anden Verdenskrig en realitet.
Aftalen om Syriens kemiske våben fra 2013 efter det omfattende kemiske angreb i Østghouta samme år, er et andet eksempel. I frygt for at blive fanget i en uoverskuelig krig, valgte Vesten med USA i spidsen at indgå en aftale om udlevering af Syriens kemiske våben, hvorefter det syriske regime ustraffet fortsatte med kemiske angreb.
Stephen Blank, seniorforsker ved tænketanken Foreign Policy Research Institute i Washington, sammenfatter i en artikel modstanden mod at forhandle med Putin:
“At lefle for Rusland vil ikke afslutte krigen eller sikre fred i vores tid. Tværtimod vil det styrke Putin, forlænge Ukraines smerte, svække Vesten og destabilisere verden. Hele forestillingen om, at den nuværende krig kan løses via et kompromis, er en farlig illusion. Indtil Rusland er afgørende besejret, vil enhver pause i kampene være midlertidig. Territoriale indrømmelser vil kun styrke Putins appetit på yderligere erobringer, mens de udsætter millioner af ukrainere for Kremls folkedrab-dagsorden”.
Hvordan kunne en løsning se ud?
Mens krigen trækker ud, vil debatten om dens løsning tage til. Og i sidste ende er der tre scenarier. Den ene er en smertelig kompromisløsning, hvor Ukraine opgiver dele af sit territorium. Den anden er, at Rusland med tiden vinder og indtager hele Ukraine. Den tredje er en vestlig beslutning om at påføre Rusland så store tab, at Rusland trækker sig fra Ukraine og gøres ude af stand til at angribe andre lande fremover.
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.