Prøv avisen

Er MeToo-kampagnen blevet en kønskamp?

Den kendte forfatter Jan Guillou var en af de første til at bryde den utvetydige opbakning til MeToo-oprøret, da han til den norske avis Aftenposten fortalte, at han er blevet usikker på, om han kan fortsætte med at give kvindelige bekendte et kram. Foto: Ida Munch/ritzau

Skandalerne fortsætter med at rulle i Sverige og Norge, men mændene er ifølge flere kommentatorer ved at nå smertegrænsen for skam og skyld. MeToo-kampagnen minder om Stalins udrensning, mener svensk debattør

De seneste ugers offentlige udhængning af kendte kulturpersoner i Sverige har flere ligheder med Stalins udrensninger i kommunistpartiet i 1930’erne: En række medlemmer af partiet blev mødt med uklare beskyldninger, beviserne blev leveret af uklare vidner, og alle fandt sig i påstanden om, at partiet aldrig tager fejl.

Sådan lyder det i et indlæg i den venstreorienterede svenske avis Aftonbladet, hvor den 82-årige journalist og debattør Staffan Heimerson går i rette med de seneste ugers debat om spekulationer og overgrebsbeskyldninger mod en række kendte mænd inden for film-, teater- og medieverdenen. Senest er flere politikere kommet under beskydning, og Nobel-juryen Svenska Akademien har afbrudt samarbejdet med en navngiven kulturprofil, efter at 18 kvinder har anklaget ham for krænkelser.

”Indignationen over mændenes adfærd og identifikationen med udsatte kvinder gør, at fyresedlerne hænger løst. Nultolerance mod specielt kunstverdenens stjerner vil efterlade Sverige i et kulturelt ørkenlandskab,” skriver Heimerson.

I Sverige har protesterne spredt sig til kvinder i kirkerne og prostitutionsmiljøet, og i snart sagt alle brancher har kvinder samlet sig i grupper på sociale medier, hvor de under forskellige hashtags (emneord) såsom #metoo (også mig) beretter om chikane og overgreb.

Den kendte forfatter Jan Guillou var en af de første til at bryde den utvetydige opbakning til MeToo-oprøret, da han til den norske avis Aftenposten fortalte, at han er blevet usikker på, om han kan fortsætte med at give kvindelige bekendte et kram. Han konstaterede desuden, at ”en ældre mand er det mest modbydelige, man kan være, for tiden”.

I Norge, hvor beskyldningerne om chikane ikke er endt med offentlig udhængning på samme måde som i Sverige, har debatten om MeToo-kampagnens slagsider dog rejst sig på lignende vis. Hvis svinepelsenes holdninger skal ændres, hjælper det nemlig ikke ret meget at fremstille alle mænd som krænkere, skriver Aftenpostens kommentator Joacim Lund eksempelvis i et indlæg. Han henviser blandt andet til, at Jette Christensen fra Arbejderpartiet er blevet vred over, at mænd i spøg har spurgt, om de – som Jan Guillou i fuld alvor bekymrer sig om – stadig kan give hende et kram.

”Nu begynder MeToo-sagaen virkeligt at stramme til (…) Det kan tænkes, at folk er ramt af den samme usikkerhed som Guillou. Måske oplever de som gruppe at blive frataget værdighed. At alle mænd skal sættes i samme bås,” skriver Joacim Lund.

Han peger også på, at ligestillingsforskning viser, det er vigtigt at forhindre, at stereotyper bliver reproduceret. For pigerne handler det om, at de måske hører, at kvinder er underlegne og svage, og for drengene er der samme risiko, hvis de hører, at alle mænd er ens, mener han.

”Rollemønsteret snævres ind. Det er problemet med at generalisere, mistænkeliggøre og stille alle mænd til ansvar for seksuelle krænkelser. Uanset hvor retfærdig harmen føles. Det virker mod hensigten,” skriver han.

Joacim Lunds overvejelser er dog ikke faldet i god jord hos alle. For hvis han er ved at have fået nok af debatten om krænkelserne, hvordan tror han så det føles for generationer af kvinder, spørger Johanna Astridsdatter Bøyum i samme avis:

”Som kvinder er vi trætte af, at mænd får en bevægelse, der handler om solidaritet, retfærdighed og oplysning, til at handle om stakkels uglesete mænd (…) De fleste, jeg møder, er sikkert gode medmennesker, men samtidigt har jeg ikke fingre (eller tæer) nok til at tælle alle krænkelserne (…) Betyder det, at jeg sætter alle mænd i samme bås? På ingen måde. Jeg ved, at det kun er en brøkdel, der opfører sig sådan.”

I hverken Norge eller Sverige er det dog alene raseri, der præger debatten. For efter flere uger, hvor historierne er væltet frem, er spørgsmålet i stigende grad, hvad kvinderne kan bruge den store opmærksomhed til.

I Norge er arbejdsmarkedets parter, LO og erhvervslivets brancheforening NHO, gået sammen om en plan, der skal modvirke krænkelser. Og også i Sverige diskuteres det nu, hvordan et bedre arbejdsmiljø kan gøre en forskel. Her skal en ny ligestillingsmyndighed fra årsskiftet sætte fokus på kvindernes vilkår på arbejdsmarkedet.