Er Netanyahu snart en færdig mand i israelsk politik?

Tirsdag ved midnat udløber Israels premierminister Benjamin Netanyahus mandat for at danne regering. Mytteri i hans eget Likudparti begynder at tage form

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, besøgte i fredags ulykkesstedet på Meron-bjerget, hvor 45 ortodokse jøder blev trampet og mast ihjel dagen før. Siden har han fået massiv kritik. I dag udløber hans mandat til at danne en ny regering efter valget den 23. marts. – Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, besøgte i fredags ulykkesstedet på Meron-bjerget, hvor 45 ortodokse jøder blev trampet og mast ihjel dagen før. Siden har han fået massiv kritik. I dag udløber hans mandat til at danne en ny regering efter valget den 23. marts. – Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix.

Efter katastrofen på Meron-bjerget torsdag nat, hvor 45 ortodokse jøder blev mast til døde i en ulykke under fejringen af højtiden Lag B’Omer, skyndte Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sig at gøre to ting. Først besøgte han stedet for at vise medfølelse og lederskab. Herefter erklærede han søndag til officiel sørgedag.

Under besøget på Meron-bjerget blev Netanyahu mødt af vrede ortodokse jøder, der både forbandede ham og kastede sten efter ham. Og selvom han om søndagen grundet den officielle sørgedag slap for at møde op i retten som en del af de tre retssager, han er tiltalt i, er hans modvilje mod at oprette en officiel undersøgelse af ulykken blevet mødt med vrede og forargelse. Både fra politikere og brede dele af befolkningen, der tolker premierministerens modvilje mod en officiel undersøgelse som en taktisk og politisk bestræbelse på ikke at ødelægge hans gode forhold til de ortodokse partier.

I mellemtiden tikker uret. Benjamin Netanyahu kæmper en desperat kamp for at nå at samle en regeringskoalition, inden tidsfristen løber ud tirsdag ved midnat.

Fra i morgen skal præsident Reuven Rivlin vurdere, hvem der så har den bedste chance for at danne regering og give stafetten videre. Regeringsdannelsen vil hermed være taget ud af Netanyahus hænder, og det kan betyde, at Israels længst siddende premierminister måske risikerer at sætte sin politiske karriere over styr.

For selvom det heller ikke lykkes oppositionen at samle en regering, vil det spirende mytteri, der finder sted i Netanyahus eget Likud-parti, næppe lade ham stille op, hvis israelerne skal til nyvalg igen i overskuelig fremtid. I det tilfælde det femte valg på lidt mere end to år.

Ifølge den israelske forfatter og journalist Ben Caspit har ledende Likud-politikere på det seneste afholdt møder, hvor de lufter idéen om at skille sig af med Netanyahu som partiets formand.

”Det er Jerusalems tidligere borgmester og Likud-medlem Nir Barkat, der leder denne gruppe. Andre Likud-medlemmer støtter idéen om at lade Netanyahu glide ud på sidelinjen for så at danne en bæredygtig regering,” skriver Ben Caspit i dagbladet Maariv.

En af hovedårsagerne til, at Netanyahu endnu ikke har været i stand til at danne en flertalsregering, er, at de fleste oppositionspolitikere nægter at sidde i en regering under hans ledelse. For disse politikere er der ikke tale om at boykotte Likud-partiet, men derimod en personlig boykot af Netanyahu.

”Den eneste mulighed, Netanyahu har for at danne en regering, er, hvis det lykkes ham at overtale Naftali Bennett,” siger den politiske analytiker Ariel Kahana til Israels militærradio.

Naftali Bennett, tidligere undervisningsminister og leder af højrepartiet Yamina, har indtil videre ikke ladet sig overtale af Netanyahu, og mange vurderer, at han hellere vil forsøge at skabe en regering med oppositionspolitikeren Yair Lapid, som han selv kan stå i spidsen for som premierminister.

Den mulighed forsøgte Netanyahu i løbet af i går eftermiddag at trumfe, da han henvendte sig direkte til Naftali Bennett via sin Twitter-konto.

”Bennett, du ved godt, at når du slutter dig til en højrefløjsregering, så vil andre følge efter. De venter kun på dig. Den reelle forhindring til dannelsen af en højrefløjsregering er din uvilje til at sige nej til en venstrefløjsregering. Gør det i dag!”, skrev Netanyahu på Twitter.

Kort tid herefter sendte Netanyahu en meddelelse til en række israelske medier, hvori han for første gang tilbyder Naftali Bennett en rotationsordning, hvor Netanyahu vil lade Bennett være premierminister i det første år.

Men selv hvis Bennett accepterer dette sidste øjebliks-tilbud fra Netanyahu, mangler Israels nuværende premierminister stadig et element for at få kabalen til at gå op.

Lederen af det yderligtgående Religiøs Zionisme-parti, Bezalel Smotrich, nægter stadig at sidde i en regering, der støttes af det arabiske parti Raam.

Til trods for, at Netanyahu de seneste dage nærmest febrilsk har bedt en række rabbinere fra den nationalreligiøse bevægelse, som Smotrich selv tilhører, om at sige god for samarbejde med Raam, nægter Smotrich indtil videre at skifte mening.

Derfor er alle øjne rettet mod både Naftali Bennett og Bezalel Smotrich i de sidste timer, inden Netanyahu mister sit mandat til at danne regering.

Sammen kan de redde ham, men de kan også udgøre den duo, der måske sætter en stopper for Netanyahus mangeårige politiske karriere.