Prøv avisen

Er Nigerias præsident en klon? Fake news fylder i Afrika

Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, har selv været ude at afvise påstanden om, at han skulle være en klon af sig selv. Foto: Sunday Alamba/Ritzau Scanpix

Misinformation er et voksende problem i Afrika. Her undergraver de såkaldte fake news afrikanernes i forvejen skrøbelige tillid til politikerne og medierne. Især statslederne er mål for falske påstande, som ofte deles, selvom afrikanerne faktisk er bevidste om, at de er falske

”Jeg er ikke nogen klon af mig selv”.

Sådan udtalte Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, sig under valgkampen op til det nyligt afholdte præsidentvalg i det vestafrikanske land. Det er ikke en udtalelse, politikere særligt tit, hvis nogensinde, er kommet med. Buhari endte med at blive genvalgt, men da han før jul måtte slå fast, at han ikke var en klon af sig selv, havde det i måneder svirret med rygter og spekulationer på de sociale medier i Nigeria om den dengang 75-årige præsident. På de sociale medier fremturede nogle med, at det var en klon af Buhari, der optrådte ved officielle lejligheder, mens andre hævdede, at præsidenten var død, og at regeringen derfor havde indsat en stand-in, som hed Jubril og kom fra Sudan.

Ovenstående kan lyde skørt i en dansk kontekst, og det bliver ikke mindre skørt af, at Nigerias præsident valgte at forholde sig til påstandene, da han blev adspurgt ved et vælgermøde i Krakow for den nigerianske diaspora i Polen. Men da Muhammadu Buhari afviste at være en klon af sig selv, var denne påstand og lignende diskussioner blevet delt over 500.000 gange på Nigerias sociale medier, og flere lokale tv-kanaler og aviser havde haft spørgsmålet oppe at vende.

Blot få dage senere offentliggjorde lederen af en nordnigeriansk separatistbevægelse i Biafra, Nnamdi Kanu, seks såkaldte beviser på, at det ikke var den rigtige Muhammadu Buhari, nigerianerne så.

Historien om Nigerias falske præsident er kun en dråbe i havet af misvisende og usande historier, der cirkulerer i det afrikanske mediebillede.

I det østafrikanske land Tanzania spredte der sig således lynhurtigt en historie om, at landets præsident, John Magufuli, havde opfordret tanzaniske mænd til at gifte sig med mere end én kone i et forsøg på ”at afskaffe prostitution”. I Sydafrika rapporterede den anerkendte tv-station SABC News, at den tidligere præsident, Jacob Zuma, var trådt tilbage, uden at han rent faktisk var det. Hertil kommer fejlrapporterede meningsmålinger, forfalskede korruptionsrapporter og en opdigtet rosende tale fra den amerikanske præsident, Donald Trump, til en afrikansk statsleder.

Ovenstående er blot nogle ganske få eksempler på den misinformation, såkaldt fake news, der har cirkuleret i afrikanske lande de seneste to år. Og i afrikanske valgkampe er fake news efterhånden blevet så stort et problem, at udviklingen risikerer at underminere skrøbelige demokratiseringsprocesser. Det vurderer professor i mediestudier ved Cape Town University i Rondebosch i Sydafrika, Herman Wassermann.

Sammen med kollegaen Dani Madrid-Morales fra det amerikanske Houston University står Herman Wasserman bag en af de ganske få større undersøgelser af udbredelsen af fake news og dynamikken bag den slags i afrikanske lande.

755 personer fra Nigeria, Sydafrika og Kenya deltog i spørgeundersøgelsen. Ud af dem var mindst 97 procent stødt på en usand historie i medier, og mellem 28 og 38 procent havde prøvet at dele en nyhedshistorie, der senere viste sig at være usand. Til sammenligning har 16 procent af amerikanerne prøvet at dele en usandfærdig historie.

Den brede cirkulation af fake news i de afrikanske lande er problematisk, lyder det fra Herman Wasserman:

”Vi så eksempler på, at fake news kan mangedoble eksisterende eller simrende etniske spændinger, og i Sydafrikas tilfælde spændinger mellem sorte og hvide, der risikerer at få konflikter til at eskalere.”

Afrikanere har desuden mindre tillid til medierne end europæere og amerikanere, og så deler afrikanere langt oftere fake news med hinanden til trods for, at de er klar over, at historierne ikke passer. Det sidste kom bag på Herman Wasserman.

”Deres deling af fake news skyldes ikke blot uvidenhed eller en manglende kritisk indstilling i forhold til medierne. Denne bevidste deling af misinformation kan måske hænge sammen med tilfredsstillelsen ved at se en nyhed, man har delt, brede sig. Men vi bliver nødt til at forske mere for med sikkerhed at finde ud af, hvad drivkraften bag deling af fake news er,” siger han.

På et abstrakt plan er de afrikanske mediebrugere nemlig udmærket med på, at det kan have uheldige konsekvenser at dele usande historier.

Men mange overvurderer deres evne til at skelne en fake news-historie fra en sand historie. Og så tager følelserne i praksis ofte over i situationen, hvor en usand historie bliver delt med omgangskredsen.

Det konstaterer britiske BBC, der sidste år interviewede en række mediebrugere i Kenya og Nigeria. Eksempelvis forklarer en nigeriansk deltager i BBC-undersøgelsen, at hun blev så rørt, da hun læste en nyhed, at hun ”blev nødt til at dele den”.

Andre opfatter delingen af historier, som siden viser sig at være usande, som en borgerpligt:

”Måske er der nogle, som ikke ved det her, og så deler jeg historien for at min ven kan undgå, at dette overgår ham,” forklarer en kenyansk mediebruger til BBC.

Kendskabet til de digitale medier er mindst uden for byerne. Her kan Facebook blive forvekslet med internettet, og alt på det sociale medie blive opfattet som sandt, konstaterer den britiske nyhedsstation:

”Ofte går brugerne mere op i, hvem afsenderen af nyheden er, end kilden til den. Måske stoler de på, at en historie er sand, fordi de stoler på afsenderen.”

Tendensen med spredning af fake news i Afrika har næppe toppet, vurderer Herman Wasserman.

”I takt med, at internet og mobiltelefoner bliver stadig mere udbredt på kontinentet, og i takt med, at det politiske landskab i de demokratiske afrikanske lande bliver mere konkurrencebetonet, er det muligt, at problemet vil vokse,” siger han.