Prøv avisen

Mange centralafrikanere spørger sig selv: Er nøglen til forsoning tilgivelse eller retfærdighed?

Regina Yamalet sidder med sin dræbte brors sagsmappe og fortæller sin historie. I sagsmappen er der sagsreferater, vidneforklaringer, beviser og andre officielle dokumenter, som hun skal bruge til at føre broderens sag for domstolen. – Fotos: Florian Elabdi.

Efter mere end seks års borgerkrig spørger mange centralafrikanere sig selv, om de bør lægge uhyrlighederne bag sig eller konfrontere fortiden gennem en udmattende retsproces, som nu indledes ved et tribunal. Den katolske kirke prøver at hjælpe ofrene med retsopgøret

Da Wilfried Yamalet hører skudsalverne nærme sig, skynder han sig at låse sin gadebutik for at beskytte den mod plyndringer. De tchadiske fredsstyrker er taget på hævntogt gennem byen, efter at ophidsede demonstranter har sat ild til en af deres lastvogne. Da pickuptrucken med soldater kører forbi, prøver Wilfried Yamalet at flygte ned ad en gyde. Men det er for sent. Den 24-årige mand bliver dræbt af skud i ryggen selvsamme dag, som hans tvillingedrenge fylder tre måneder. To andre teenagedrenge mister også livet under angrebet.

Wilfried Yamalet døde for mere end fire år siden. En nabo var gemt bag sit hjems gardiner vidne til drabet, og Yamalets sag er på ingen måde enestående. Der blev begået et utal af krigsforbrydelser under borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik, CAR, som har tvunget omkring en fjerdedel af de 4,5 millioner indbyggere på flugt og kostet titusinder livet. Men nu er der udsigt til, at mange af gerningsmændene endelig kan komme for en krigsforbryderdomstol.

I slutningen af oktober sidste år holdt Den Særlige Straffedomstol sin længe ventede åbningsceremoni i CAR’s hovedstad, Bangui. Den lokale domstol, som assisteres af Den Internationale Straffedomstol (ICC), har taget fat på retsopgøret efter de mange krigsforbrydelser, som er begået under og før borgerkrigen, der har hærget landet siden slutningen af 2012.

FN’s højkommissariat for menneskerettigheder (OHCHR) kalder det ”et kæmpe skridt mod at ændre vanen for straffrihed i CAR – særligt landets historie taget i betragtning”. Imens melder ofre for krigsforbrydelser sig i den katolske kirkes såkaldte lyttecentre, som hjælper med at skaffe beviser til de kommende retssager. Men en lige så vigtig del af centrenes arbejde er det at overbevise borgere som Wilfried Yamalets pårørende om ikke at overlade retfærdigheden til det hinsides.

Mange centralafrikanere spørger sig selv, om de i virkeligheden bør lægge fortiden bag sig? Om vejen til forsoning ligger i at tilgive og glemme? Eller om det giver mening at konfrontere fortidens traumer og søge retfærdighed i et land, hvor straffrihed for de værste forbrydere længe har været normen?

En af dem er Wilfried Yamalets søster, Regina Yamalet, som er mødt op på et lyttecenter i Bangui for at tale om sin brors sag.

Hun er en høj og slank kvinde i slutningen af 30’erne med markerede kæber og furer ved tindingerne, som vidner om et liv, der måske har været hårdere end de flestes.

Vi sætter os i et halvtomt ekkofyldt lokale med betongulv, et træbord og fire træstole, hvor lyttesessionerne foregår. På bordet foran hende ligger den lyserøde mappe med sagsnummer 043, hvor alle beviser og vidneudsagn er samlet. Assassinat – mord – står der med tyk blå sprittusch på forsiden.

”Hver gang jeg kigger på børnene, tænker jeg på min bror,” siger Regina Yamalet med lav stemme.

”Som kvinde bliver du ofte chikaneret i mit kvarter. Når det sker, kommer jeg også i tanke om ham. Han var så modig og stærk, og han var der altid til at forsvare mig.”

Regina Yamalet lider af sorg og længsel efter sin lillebror. I dag bor hun sammen med broderens hustru og de tre børn, han har efterladt. Men de to voksne kvinder har svært ved at forsørge børnene, og Regina Yamalet har endnu sværere ved at komme videre siden drabet i december 2014.

”Det var en tid med desperation og for- virring. Mange mennesker blev dræbt, og mange var tvunget til at flygte,” forklarer hun.

Borgerkrigen i CAR kom især på verdenskortet på grund af den brutalitet, som civile blev – og stadig bliver – udsat for. Historisk set har kristne og muslimer levet fredeligt sammen i den tidligere franske koloni, men under borgerkrigen delte de bevæbnede grupperinger sig op efter etnisk og religiøst ophav.

På lyttecentrene rundt i landet hjælper man både kristne og muslimer. Siden den katolske kirkes retfærdigheds- og freds-kommission lancerede initiativet i 2013, har man taget imod flere tusinde vidneforklaringer og udvalgt 6250 sager, som skal behandles ved domstolene.

”Vi er blevet fortalt, at der vil være en retssag mod dem, som har begået forbrydelserne, og vi håber, at det vil give os en form for tilfredsstillelse, når det er overstået,” siger Regina Yamalet.

Selvom Wilfried Yamalets sag langtfra er enestående i den centralafrikanske borgerkrig, er der alligevel noget særligt ved hans søsters kamp for retfærdighed. Regina Yamalet er en de få optimistiske centralafrikanere, hvad angår tilliden til, at retfærdigheden vil sejre. Men sådan har det ikke altid været.

”Som kristen er jeg blevet opdraget til at stole på Gud og overlade ting i hans hænder. Men præsten i den lokale kirke og oplysningskampagner i radioen lærte os, at vi ikke bare skal glemme disse sager. Der er retfærdighed på Jorden før retfærdighed i himlen,” siger hun.

”Jeg har en stærk tiltro til, at retfærdighed vil ske fyldest i dette land. Vi bør stole på, at så snart retsprocessen kommer op at køre med den internationale domstols hjælp, så vil samarbejdet føre til, at retfærdigheden sejrer.”

Regina Yamalets stålfaste tro på retfærdigheden skyldes i høj grad lyttecentrets arbejde for at ændre folks opfattelse af domstolenes arbejde. Det har centret gjort gennem radioprogrammer, reklamebannere på gader og stræder og prædikener i kirken, som skal overbevise folk om at tage sagerne til domstolene trods forbehold med rod i religion eller generel mistillid til systemet.

”Der er mange mennesker, som ikke havde lyst til at henvende sig til politiet eller gendarmerne for at anmelde deres sag på grund af dårlige erfaringer med myndig- hederne. Men da de hørte om lyttecentret, var de åbne for at komme og tale om, hvad der var sket,” forklarer Fréderic Nakombo, generalsekretær for retfærdigheds- og fredskommissionen.

Men det er langtfra alle, som går rettens vej i håbet om, at retfærdigheden vil ske fyldest. Mange ofre for krigsforbrydelser regner med en form for økonomisk kompensation og har ingen forhåbninger om, at gerningsmændene bag forbrydelserne vil blive stillet til regnskab.

Den 57-årige Claire er et af de andre ofre, der er mødt op for at konsultere lyttecentrets jurister. Claire fortæller, at hun og hendes datter blev udsat for et voldsomt seksuelt overgreb af 11 machete-bevæbnede mænd fra en kristen milits, fordi hendes svigersøn var medlem af en muslimsk oprørsgruppe. Overgrebet efterlod datteren hiv-smittet og gravid med et barn, som også lider af sygdommen.

”Jeg kan prøve at komme videre med mit liv. Men min datter er overladt til sig selv. Hun er syg og får ingen hjælp. Hun kan ikke arbejde eller tage sig af sin datter,” siger Claire, som af sikkerhedsmæssige grunde kun vil stå frem med sit fornavn.

”Jeg oplever en enorm frustration og vrede, fordi vi lever under disse betingelser. Der er gået så mange år, og der er stadig ikke udsigt til, at vi kan få hjælp eller økonomisk kompensation.”

Den Centralafrikanske Republiks tilgang til retsopgøret, hvor retfærdighed ses som en forudsætning for en vellykket fredsproces, står i kontrast til lande som Rwanda. I det lille afrikanske land, som i 1994 var skueplads for et blodigt folkedrab på 800.000 til 900.000 tutsier og moderate hutier, har man i udstrakt grad set sig nødsaget til at indføre amnestier for forbrydere grundet forbrydelsernes omfang.

Det er ikke alene vigtigt for ofre og pårørende som Regina Yamalet, men også nøglen til national forsoning efter krigen, at gerningsmændene bliver straffet for krigsforbrydelser, mener juridisk koordinator ved lyttecentret, Sosthène Mbelesso.

”Det er enormt vigtigt, at retfærdigheden sejrer, og at der ikke er straffrihed. Der er blevet begået så mange uhyrligheder, at vi ikke bare kan glemme det. Vi er nødt til at finde en måde at yde ofrene retfærdighed på,” siger han.

”Vi kan ikke begynde en rigtig forsoningsproces i dette land, før gerningsmændene bag uhyrlighederne er blevet retsforfulgt, eller ofrene har modtaget kompensation.”

Da præsident Faustin Archange Touadéra kom til magten i CAR i 2016, sagde han, at ”forsoning ikke kan opnås på bekostning af straffrihed”. Kort efter Kristeligt Dagblads besøg i lyttecentret trak et kontroversielt parlamentsmedlem med kaldenavnet ”Rambo”, der angiveligt har deltaget i krigsforbrydelser mod muslimer, sin pistol og skød i luften under en parlamentsdebat i hovedstaden. Episoden førte til, at den første formodede centralafrikanske krigsforbryder blev udleveret til Den International Straffedomstol i Haag.

Det skæbnesvangre spørgsmål for det krigshærgede land er nu, hvorvidt Den Særlige Straffedomstol i Bangui kan hindre, at fortidens synder gentages, og de største krigsforbrydere fortsat går fri.

Men er det overhovedet dét, der skal til for, at centralafrikanerne kan lægge den blodige borgerkrig bag sig og åbne et nyt kapitel i forsoningens navn?

Det kommer an på, hvem man spørger. Regina Yamalet har tiltro til, at soldaterne fra Tchad, der dræbte hendes bror, vil blive identificeret og stillet for en dommer. En sådan optimisme har Claire ikke. For hende er domstolen blot et plaster på såret og et håb om kærkommen hjælp til at få datterens liv til at fungere igen. Hendes sag er en af de sager, domstolen allerede har sagt god for at tage op.

”Jeg kan ikke identificere de mænd, der gjorde det her mod os, og jeg tror alligevel ikke på, at de vil blive stillet til regnskab. Men det mindste, jeg kan håbe på, er en form for økonomisk kompensation,” siger hun og tørrer tårer væk fra sine øjne.

Den unge præst Fréderic Nakombo står i spidsen for den katolske kirkes retfærdigheds- og forsoningskommission og oplever, at borgerkrigens ofre ofte er så intimiderede, at de ikke tør tale med myndighederne.