Er Oslos bakkede baggård på vej til at blive som nabolandenes skræmmebilleder?

Indvandrerdominerede områder i de skandinaviske storbyer drages igen og igen frem som eksempler på fejlslagen integration. Senest Oslo-bydelen Groruddalen, der er blevet symbol på alt, der er galt med Norge, og hvor politikere advarer om svenske tilstande. For indbyggerne selv er billedet dog blandet

33-årige Saqib Rehman kom til Norge fra Pakistan, da han var fire år og har i mange år boet i Grorud-dalen. Han håber på, at flere af de unge i området får øjnene op for, at uddannelse er en sikker vej til at etablere sig i samfundet.
33-årige Saqib Rehman kom til Norge fra Pakistan, da han var fire år og har i mange år boet i Grorud-dalen. Han håber på, at flere af de unge i området får øjnene op for, at uddannelse er en sikker vej til at etablere sig i samfundet. . Foto: Ulrik Strøjer Kappel.

På vejen ud af Oslos historiske centrum trommer regnen ned på bilens tag og lægger sig som et gråt filter af dis over de smukke fjelde, der omkranser Norges hovedstad. Mens sporvogne og cyklister forsvinder i det fjerne, bliver vejen bredere, og efter et par minutter ligger byen i bakspejlet, mens betonkomplekser og ensartede boligblokke fra 1960’erne rejser sig langs ringvejen.

Torvet foran indkøbscenteret ved Stovner nordøst for Oslo er stort set mennesketomt, men indenfor myldrer det med liv. Mange mørklødede nordmænd hilser på hinanden, og folk har søgt læ for regnen.

På samme måde som diskussionen om ghettoer i Danmark kører på livet løs, frygter mange nordmænd, at de indvandrertunge områder ved Oslo er ved at udvikle sig til det, man ser i nyhedsrapporterne i norske medier om dansk bandekrig og belastede svenske forstæder.

Fra omkring 1950 begyndte man at bygge betonhuse mellem fjeldene i Groruddalen, og lejlighedskomplekser erstattede gårde og marker. Boligblokkene på Rødtvet er opført i begyndelsen af 1960’erne og i dag vartegnet for Grorud-bydelen. De seneste årtier er de billige lejligheder i Groruddalen blevet populære blandt indvandrere, og flere steder i dalen bor der i dag færre etnisk norske end folk af anden etnisk herkomst.
Fra omkring 1950 begyndte man at bygge betonhuse mellem fjeldene i Groruddalen, og lejlighedskomplekser erstattede gårde og marker. Boligblokkene på Rødtvet er opført i begyndelsen af 1960’erne og i dag vartegnet for Grorud-bydelen. De seneste årtier er de billige lejligheder i Groruddalen blevet populære blandt indvandrere, og flere steder i dalen bor der i dag færre etnisk norske end folk af anden etnisk herkomst. Foto: Svein Nordrum/NTB/Ritzau Scanpix

33-årige Saqib Rehman bor i området og har fulgt med i, hvordan Stovner i Groruddalen er blevet centrum for diskussionen om integration og norske værdier, der præger den politiske dagsorden. Norsk-pakistaneren, der er selvstændig i reklamebranchen, mener, at politikernes beskrivelse giver et forvrænget billede, og at området lider under, at medierne overdriver problemerne.

”Her er stort set ganske roligt, og folk gør det bedste, de kan, for at leve fredelige, almindelige liv som alle andre nordmænd,” siger han.

Forud for stortingsvalget i september sidste år blev Groruddalen draget frem som eksempel på, at integrationen i Norge er slået fejl, og at indvandrere lever i parallelsamfund, hvor radikalisering, kriminalitet og anti- demokratiske tendenser trives i bedste velgående. Særligt Fremskridtspartiets integrationsminister Sylvi Listhaugs slagord om frygt for ”svenske tilstande” rungede gennem debatspalterne. Og det spredte ifølge flere lokale et billede af et område i opløsning.

Saqib Rehman sidder og spiser frokost i caféen Terrassen på første sal i indkøbscenteret. Terrassen serverer en kombination af tyrkiske og klassiske norske retter, og her er både ældre norsk-fødte og unge med indvandrerbaggrund denne eftermiddag.

”Det her er jo et eksempel på, at vi sagtens kan finde ud af det sammen. Men den slags kommer bare aldrig frem, det gør kun de negative historier. Jeg er enig i, at man bør gøre mere for integrationen, og at der er brodne kar, men generelt er her godt at bo, og det er vigtigt at få med,” siger Saqib Rehman.

For mange af indbyggerne i området er oplevelsen dog anderledes. Og i indkøbscenteret tegner der sig hurtigt et billede af, at mange af dem, der bor i små lejlighedsbyggerier tæt på Stovner, er enige i Sylvi Listhaugs retorik. Mens de, der blot bor nogle få hundrede meter væk i lidt større boliger, ikke i samme grad genkender mediernes billede af en stærkt uroplaget forstad.

Den 60-årige frisør Anne har boet i området de seneste 35 år, og i løbet af den tid er indbyggerskaren, der dengang mestendels var etnisk norsk, i vid udstrækning blevet udskiftet med indvandrere. Men med indvandringen, fortæller hun, er der også kommet en række problemer med radikalisering, kriminalitet og optøjer, som hun mener har spredt frygt i bydelen, der ligger cirka 10 kilometer fra kongeslottet i centrum af Oslo.

Anne ønsker ikke sit efternavn i avisen, men Kristeligt Dagblad kender hendes fulde identitet.

”Jeg er blevet bange for at færdes om aftenen, hvor store grupper laver ballade. Det er blevet en regulær ghetto, og jeg mener bestemt ikke, at frygten for svenske tilstande er overdreven. Området er virkelig ikke rart længere, og det betyder, at de oprindelige nordmænd flytter, hvilket bare forstærker problemet, mens det virker, som om mange har travlt med at latterliggøre, at der er et alvorligt problem med fejlslået integration. Bare fordi det er værre i nabolandene, betyder det ikke, at vi ikke også har vores at se til,” siger hun.

Anne er for nylig flyttet fra en mindre lejlighed til en større bolig i området, og det har hjulpet på utrygheden, fordi hun ikke længere bor klos op ad de unge drenge, der hænger ud ved centret efter mørkets frembrud. Frisøren roser politiet for at gøre et godt stykke arbejde i Gro-ruddalen, men mener ikke, at dets tilstedeværelse er nok.

”Det her stikker dybere end stenkast og brændende biler. Det handler om, at mange ikke kan eller vil lære at leve i eller med det norske samfund. Og det, tror jeg desværre, bliver meget svært at lave om på, uanset hvor gerne man vil,” siger hun.

I modsætning til de svenske forstæder, som mange ser som et skræmmebillede, er flere ting anderledes i Oslo-forstaden. For mens der i de svenske uro-områder er beretninger om elendige skoler og problemer med at rekruttere dygtige lærere, fortæller flere, at det for mange norske lærere ses som attraktivt at søge mod Groruddalen, hvor man kan gøre en forskel i integrationsarbejdet.

Desuden afsatte Oslo kommune og staten med Groruddal-satsningen fra 2007 til 2016 over en milliard kroner til at skabe bedre levevilkår. Blandt andet med flere grønne områder, bedre offentlig transport og støtte til det lokale foreningsliv. Satsningen er nu udvidet til 2026, og kommunen driver også organisationen Aktiv i Grorud, der både rummer ungdomsklub, sports- og fritidsaktiviteter og et team, der opsøger udsatte unge.

Anders Vassenden, der er professor i sociologi ved Universitetet i Stavanger, vurderer, at en af årsagerne til, at man i Norge stadig frygter svenske tilstande, men ikke mener, at man har fået det, også kan have en del at gøre med boligpolitikken og byplanlægningen. For ud over indsatser i skolesystemet har Norge satset på ejerlejligheder frem for lejeboliger.

Mens store områder ved Stockholm og den danske hovedstad er præget af billige lejeboliger, ejer de fleste beboere i Groruddalen boligerne selv, fortæller han. På landsplan har 42 procent af indvandrere med ikke-vestlig baggrund i Norge egen bolig mod 25 procent i Danmark.

”Ejerskabet kan betyde, at indvandrerne kommer i gang med integrationen med det samme. De tager måske ejerskab over lokalsamfundet, fordi de selv har en andel og interesse i, at det går godt for området, så deres bolig bevarer værdien,” siger professoren, der har speciale i migration, etnicitet og kultur.

I forhold til, om man ud fra den etniske sammensætning kan betragte området som et parallelsamfund, mener han ikke, det går så ringe.

”Ja, der er problemer, og mange vil mene, at det ikke er sundt, at etniske norske og indvandrere bor så opdelt, fordi det kan hindre samhørighed og fællesskab. Men man skal huske, at Groruddalen siden udbyggelsen i 1960’erne har været centrum for diskussionen om, hvad der er galt i Norge. Dengang gjaldt det etnisk norske bander og unge utilpassede, mens det nu er en minoritetsetnisk diskussion,” fortæller Anders Vassenden.

En af dem, der har fulgt debatten tæt gennem de seneste årtier, er journalist og forfatter Øyvind Holen. Han har skrevet bogen ”Groruddalen: En rejseskildring” om det område, han er vokset op i, og for ham er det også en vigtig pointe, at de sociale problemer ikke er nye.

”Nogle gange kan man få indtrykket af, at Groruddalen var det rene paradis for 30 år siden, men det var det jo ikke,” siger han.

Forfatteren anerkender, at der med tiden er kommet nye udfordringer til i form af social kontrol, kvindeundertrykkelse og radikalisering, men han mener ikke, at det samlet retfærdiggør betegnelsen ghetto. Han peger i øvrigt på, at problemer med radikalisering og rekruttering af IS-krigere ofte foregår i mindre byer i Norge, hvor der ikke er samme sociale kontakt, og hvor opmærksomheden fra myndighederne måske er mindre, end den er i Groruddalen, der har været kendt som problemområde i årtier.

”Snakken om svenske tilstande er overdreven. Det handler måske om, at mange ønsker at finde et sted at rette deres frustration hen. Når man læser om, at nordmænd er rejst i krig for Islamisk Stat, bliver mange jo vrede, men det betyder ikke, at hele bydele kan skæres over en kam, bare fordi der er mange indvandrere,” siger han.

Øyvind Holen tvivler på, at de norske politikere bliver færdige med at diskutere Groruddalen og svenske tilstande lige foreløbig, men han håber på, at debatten bliver fulgt op af flere politiske tiltag som eksempelvis Gro-ruddal-satsningen. Den, mener han, har forandret området positivt ved at skabe flere åbne grønne områder, hvor der tidligere var gråt.

”Der har altid været og vil altid være problemer, fordi der stadig er boligmangel i Oslo, og det betyder, at de billige boliger i Groruddalen vil tiltrække de økonomisk svageste grupper. Men det betyder ikke, at man skal stoppe med det opsøgende og forebyggende arbejde, fordi det faktisk har en betydning for de unge, der er på vippen. Sådan var det for mange i min generation, og sådan er det også i dag,” siger han.