På årsdagen for giftattentatet mod den russiske oppositions-leder Aleksej Navalnyj besøgte Tysklands afgående kansler Merkel Ruslands præsident Putin.
Navalnyj sidder lige nu i straffelejr, efter at han i januar returnerede til Rusland fra netop Tyskland, hvor behandling og genoptræning på Charité-hospitalet i Berlin reddede hans liv. Meget tyder på, at den russiske stat stod bag attentatforsøget. Så var det ikke ydmygende for Vladimir Putin at modtage Angela Merkel på årsdagen i fredags, hvor en del af kanslerens dagsorden var at kræve Navalnyj løsladt? På ingen måde.
Forstår man Putin-generationens macho-logik, var symbolikken omvendt – det var Merkel, der stod ydmyget tilbage efter mødet. Merkel er, på godt dansk, en ”lame duck” – som afgående kansler er hun uden magt, hvorimod Putin fastholder Navalnyj bag lås og slå, hvor oppositionslederen formodentligt kommer til at sidde længere end de 2,5 års fængsel, han blev idømt ved sin tilbagevenden til Rusland.
Angela Merkel kan intet gøre for Aleksej Navalnyj, og i Moskva ser man med tilfredshed på det lederskabsvakuum, der er ved at opstå i Europa. Ingen ved, hvilket lederskab der kommer efter Merkel i Tyskland, og i Frankrig er der præsidentvalg til næste år, hvor præsident Emmanuel Macron ikke kan være sikker på genvalg. Med Brexit er Storbritannien som bekendt ude af EU, og af de fire historiske stormagter på det europæiske kontinent, er det derfor kun Rusland, der for alvor kan vide sig sikker på et stabilt lederskab ind i den nærmeste fremtid.
Man kunne omvendt spørge, hvorfor Angela Merkel så tog et møde med Putin, nu hvor hendes mandat rinder ud, og hun ikke længere kan lave forpligtende aftaler? Den primære årsag er NordStream2-gasledningen fra Rusland til Tyskland, der er tæt på at være færdiganlagt – gasledningen har været stærkt kritiseret af USA og de central- og østeuropæiske lande, og en række af de selskaber, der står bag konstruktionen, er i dag ramt af amerikanske sanktioner. Fra tysk side har projektet hele tiden været en strategisk hjørnesten i landets planer om at udfase atomkraft og erstatte det med andre energikilder. Sidst i juli indgik den amerikanske præsident, Joe Biden, et kompromis med Angela Merkel og Tyskland, hvor USA anerkender, at projektet ikke længere kan blokeres – centralt i det kompromis er den russiske gas, der bringes gennem Ukraine, hvilket giver Ukraine transitindtægter, som det ukrainske statsbudget er stærkt afhængigt af.
I både Ukraine og USA frygter man, at når de nuværende kontrakter udløber i 2024, så vil Rusland kun sende gas til Europa og Tyskland gennem Østersøen og ikke gennem Ukraine.
Merkels rundrejse i weekenden indebar derfor også et besøg i ukrainske Kijev, hvor præsident Volodimir Zelenskij dog ikke fandt Angela Merkels løfter håndfaste nok. Ukrainerne frygter for fremtiden, særligt hvad angår den skrøbelige og ustabile våbenhvileaftale i det borgerkrigshærgede Østukraine – Minsk-aftalen blev indgået efter, at Angela Merkel og den daværende franske præsident Francois Hollande havde lagt massivt pres på Vladimir Putin i 2015.
Med udsigt til et års usikkerhed om den tysk-franske akses styrke, har Zelenskij grund til sin frygt. I sidste uge kom Putins nærmeste sikkerhedspolitiske rådgiver, Nikolaj Patrusjev, desuden med en offentlig spådom om, at USA vil svigte Ukraine, som man har svigtet Afghanistan – og at Ukraine derefter vil gå i opløsning som nation. Og når en høg som Patrusjev siger det, kan man regne med, at det er en spådom, som Rusland gerne selv hjælper med at op-fylde.
Ukraine og Volodimir Zelenskij står lige nu uden stærke venner, og sikkerhedspolitisk er Vladimir Putin i øjeblikket Europas stærke mand. Foreløbigt må Zelenskij sætte sin lid til, at mødet med Joe Biden i Washington i slutningen af august kaster opbakning af sig. Det er i hvert fald lakmusprøven på, om Ukraine har flere stærke venner tilbage i den vestlige alliance – eller om man er overladt til et Rusland, der vil søge at udnytte og udfylde magtvakuumet efter Vesten.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.