Er USA virkelig det 10. værste land for kvinder?

USA har fået titlen som det 10. værste land at være kvinde i af det globale analysefirma Thomson Reuters Foundation. Men kan det virkelig passe, at kvinder i USA har det værre end deres kønsfæller i Egypten og Sudan?

MeToo-bevægelsen har sat USA på verdenskortet i forhold til seksuelle overgreb mod kvinder og er måske grunden til, at USA er havnet på 10. pladsen på listen over de værste lande for kvinder. –
MeToo-bevægelsen har sat USA på verdenskortet i forhold til seksuelle overgreb mod kvinder og er måske grunden til, at USA er havnet på 10. pladsen på listen over de værste lande for kvinder. – . Foto: Damian Dovarganes/AP/Ritzau Scanpix.

Hvilke lande er de 10 farligste at være kvinde i? Det prøvede analysefirmaet Thomson Reuters Foundation sidste år for anden gang siden 2011 at give sit bud på. Indien fik den lidet attråværdige førsteplads, men det var USA, som med sin 10. plads på listen var den største overraskelse.

Fonden havde spurgt eksperter i kvinders vilkår fra hele verden om, hvilke lande der var værst for kvinder inden for seks kategorier: sundhedspleje, diskrimination, kultur og religion, seksuel vold, ikke-seksuel vold og menneskehandel. USA fik en tredjeplads i kategorien seksuel vold og en sjetteplads, hvad angår ikke-seksuel vold, men nåede ikke i top 10 i de andre kategorier. De høje placeringer i disse to kategorier betød dog, at USA på den samlede liste endte foran lande som Sudan og Egypten, hvor kvinder også kæmper med vanskelige levevilkår.

Mette Nøhr Claushøj, der er ekstern lektor i amerikansk politik og ekspert i amerikanske samfundsforhold, mener ikke, at USA hører hjemme på listen.

”MeToo-bevægelsen fylder meget i USA, men det er faktisk grundlæggende udtryk for et relativt ligestillet samfund, hvor der bliver lyttet til kvinder. Der findes adskillige lande, som ikke har opnået en plads på denne liste, hvor den debat ikke eksisterer, og det er udtryk for det modsatte. Nemlig at overgreb og vold mod kvinder er bredt accepteret og ikke betragtes som vigtigt at tale om,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Undersøgelsen bliver af Thomson Reuters Foundation kaldt en ”perception poll”, altså en såkaldt opfattelsesmåling. Undersøgelsen er dermed baseret på 548 internationale eksperters opfattelse af de forskellige landes vilkår for kvinder. Mette Nøhr Claushøj tror, at den tilgang kan være en af grundene til, at USA rangerer højt på listen.

”USA er et land, der er meget i medierne. Hvis man kun kigger på MeToo, og dem der er gået på gaden for at støtte bevægelsen, så kommer det jo også til at virke, som om at USA er et af de værste lande at være kvinde i, når det drejer sig om vold og voldtægt. USA er et mere synligt land i medierne end andre lande, hvor vilkårene er værre,” siger hun.

Men Thomson Reuters Foundation mener, at en måling af forskellige eksperters opfattelse af kvinders vilkår kan være værdifuld.

”Som vi har gjort klart fra starten, er denne undersøgelse kun baseret på eksperters vurderinger. Officiel data om kvinders vilkår er i mange lande ofte utilgængelig eller udateret. Opfattelsesmålinger er ikke lavet med henblik på at erstatte officiel data, men skal supplere data med et øjebliksbillede af et givent tidspunkt, i dette tilfælde marts og april i 2018. Eksperter, som har kendskab til kvinders vilkår til hverdag, kan give et vigtigt indblik, som data ikke altid giver,” står der i en pressemeddelelse, som lederen af fondens kommunikationsafdeling, Zeina Najjar, har sendt til Kristeligt Dagblad.

Mette Nøhr Claushøj mener heller ikke, at USA nødvendigvis skal fremhæves som et godt land at være kvinde i. Hun fortæller, at hun ikke ville have været overrasket over at se USA på en liste over de værste vestlige lande for kvinder. Men hun understreger, at USA ikke kan sammenlignes med lande som Sudan, der ikke er kommet på listen.

”I USA er der meget snak om voldtægter, der ikke bliver anmeldt til politiet, og der er også nogle voldsomme mørketal. Men de mørketal er sandsynligvis endnu højere i lande, hvor voldtægter og vold, som en mand begår mod sin hustru, ikke er strafbart,” siger Mette Nøhr Claushøj.