Vladimir Putin gik ind i Ukraine, og kort tid efter var først Finland, siden Sverige mere end villige til at opgive historisk alliancefrihed og søge om Nato-medlemskab til alle alliancepartneres tilfredshed med undtagelse af Tyrkiet. Det, der virkede som en åben dør og et sikkert nederlag til den russiske præsident, blev pludseligt et speget spil. For Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, stillede sig på bagbenene og havde modkrav, som kunne se uspiselige ud for de to nordiske lande.
Selvom Erdogan tirsdag aften i sidste øjeblik droppede sin modstand mod Natos nordiske udvidelse mod svenske og finske løfter om et tættere samarbejde om bekæmpelse af kurdisk terrorisme, har hans halvanden måned lange blokering igen rejst spørgsmålet, hvorvidt Tyrkiet og dets autokratiske leder overhovedet hører til i Natos værdifællesskab.
Fra perspektivet i Europas nordvestlige hjørne tager det ikke mange minutter at dømme Erdogan og Tyrkiet ude moralsk. Men sagen handler ikke om moral, det handler om sikkerhed og stærke – eller svage – alliancebånd.
Nato er født i 1949 og fylder sidst på året 73 år. Efter den kolde krigs pause med Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 frem til Ruslands annektering af Krim i 2014 var det akademiske spørgsmål, om Nato havde en eksistensberettigelse. Modstanderen, Sovjetunionen, var jo væk og erstattet af et fattigt Rusland og flere håndfulde nye stater. Det var også en central politisk debat blandt de gamle Nato-medlemmer, om det var klogt at udvide Nato mod øst, om ikke det ville provokere Rusland unødigt – landet, der sammen med USA har 90 procent af verdens atomsprænghoveder. Skulle man ikke bygge en ny europæisk sikkerhedsarkitektur sammen med Rusland?
I dag er den debat irrelevant, for fakta er, at med Sverige og Finland inde, er Nato Europas sikkerhedsarkitektur. Rusland er ikke en del af den, hvilket Nato-topmødet også demonstrerede ved, at man de facto annullerede den partnerskabsstrategi med Rusland, som man udviklede i 1990’erne. Man slog fast, at Rusland er fjenden og den største trussel mod fred i Europa.
Var det så ikke bedre at bytte Tyrkiet ud med Sverige og Finland? Ikke hvis man ser det fra et sikkerhedspolitisk perspektiv. Vi har alle – i Nato – brug for Tyrkiet. Det samme har Ukraine.
Man kan gøre sig tankeeksperimentet et Nato uden Tyrkiet. I så fald ville alle de regionale stormagter omkring Sortehavet – Rusland, Tyrkiet og Ukraine – stå udenfor alliancen. Tyrkiets naboer i øvrigt er historiske ærkerivaler, Grækenland og Armenien, hvis sikkerhed på længere sigt ville komme i fare. Mod syd er Syrien, hvor Tyrkiet ønsker et regimeskift, mens Rusland og Iran holder Assad-styret ved magten. Et Tyrkiet udenfor alliancen ville øjeblikkeligt øge usikkerheden i regionen dramatisk, og flygtningestrømme mod Europa ville – igen – tage til.
Men Tyrkiet er også helt central for en mulig fremtidig fred i Ukraine. Tyrkiet styrer adgangen af krigsfartøjer ind og ud af Bosporusstrædet til Sortehavet og blokerer for, at Rusland kan erstatte tabte fartøjer i krigen med nye, og er omvendt garant for fri international sejlads for Nato-fartøjer.
Trods teknologiske fremskridt handler sikkerhed i stadig høj grad om geografi – Tyrkiets geopolitiske placering gør det til et af alliancens vigtigste lande. Sikkerhedspolitisk.
På et tidspunkt skal der – forhåbentligt – sluttes en fred i Ukraine, og så melder spørgsmålet sig, hvem kan være mægler. Listen over kandidater er uhyggelig kort. Sverige og Finland ville i kraft af deres neutralitet have været kandidater for et årti siden, men allerede som EU-medlemmer er de med EU’s sanktionspolitik siden 2014 mod Rusland ude af billedet.
Kina er stormagt og fastholder neutralitet i forhold til konflikten, men USA ville aldrig tillade, at Kina fik den rolle. FN er en mulighed, men det vil i så fald være en direkte forhandling mellem USA og Rusland, hvilket hverken er i EU’s eller Ukraines bedste interesse.
Men der er Istanbul, der tidligere som Byzans og Konstantinopel har stået centralt i mange hundreder års europæisk historie. Selvom Tyrkiet er Nato-medlem og dermed en del af alliancen mod Rusland, så er man ikke en del af sanktionspolitikken mod Rusland. Og det er utænkeligt, at Putin vil acceptere en mægler, der har sanktioner mod Rusland – med mindre vi får et regimekollaps i Moskva, hvilket er lige så utænkeligt på kort og sikkert også længere sigt.
Tyrkiet og Erdogan er en besværlig alliancepartner, men kan tale med både Ukraine og Rusland – hvem kan ellers det? For sådan en figur bliver der brug for – på et tidspunkt.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.